Another week in the office

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Thomas
oversergent , CIMIC befalingsmand ved Provincial Reconstruction Team (PRT)  Feyzabad, Afghanistan

Igen gik der en uge ved PRT Feyzabad og samtidig med dette, er vi ved at være endda rigtig godt i gang med vores leave perioder. Der mangler faktisk kun MOT 4, der er af sted lige nu, og vi håber, de nyder tiden udenfor PRT'et til at koble lidt af og igen samle kampkraft til den videre tjeneste hernede.

Tiden hernede er så småt til at se en ende på, og folk er langsomt begyndt at lave små interne nedtællinger til den store hjemrejsedag. Der er ingen tvivl om, at PRT Feyzabad er en utrolig spændende og en meget meget givende arbejdsplads at bevæge sig rundt på, men når vores periode til august er overstået, vil jeg mene, at folk hernede har fået en ganske udmærket forståelse for sætningen: Ude er godt, men hjemme er bedst! Til gengæld kan vi alle tage hjem med en god fornemmelse i maven og være stolte af det, vi har lavet her.

Vi har alle været med til at gøre dén lille forskel, som er så vigtig hernede. Vi har været med til, direkte, at forbedre levestandarden for menneskene i disse fattige bjergegne, og forhåbentlig vil de huske de småblege og solforbrændte danskere, som dem der kom med vand og glæde til dem.

Engang var danskerne, som vikinger, frygtet over store dele af verden, og når nogen så vores klare blå øjne, var det med at komme væk i en fart. Nu betyder tilstedeværelsen af de blå øjne fra det høje nord noget helt andet. En vished om at der er forandringer på vej. Forandringer til det bedre. Forandringer til et bedre liv. Et liv hjulet af alle os, her ved PRT Feyzabad.

Forventningen til ISAF og vi danskere er høj

I ugens løb har der været masser af møder for at forberede det besøg, der i weekenden skulle løbe af stablen, ligesom der har været småture til Feyzabad for bestilling af diverse nødvendigheder både til lokalbefolkningen, men så sandelig også til at forhøje standarden på vores lille midlertidige hjem hernede.

Vi har bl. a. fået bestilt altankasser, som vi regner med skal sættes op til pryd for området omkring Camp Odin. En tilplantningsopgave, som Holm, vores mekaniker, er meget opsat på at kaste sig over, og som vi er sikre på at Hold 4 nok skal passe godt på for os, når vi er taget af sted.

Oversergent Thomas, CIMIC og sergent Jesper, sikringsgruppefører, flankeret af kører, overkonstabel af første grad Hans, ser sig tid til en velfortjent lille pause på kølerhjelmen i skyggen imellem de mange møder.

Udover de talrige møder i Feyzabad fik vi også færdiggjort et vandprojekt i Talbuzanak, som nu skulle overrækkes til de lokale beboere. CIMIC, Otto, chefen og en mindre sikringsgruppe, hoppede derfor i bilerne og kørte mod de høje bjerge for at besigtige og aflevere vandprojektet.

Efter køreturen til landsbyen, som jo i sig selv er en fornøjelse med de omgivelser, vi arbejder i hernede, kom vi til den lille landsby og blev straks inviteret indenfor på skolen til et sandt festmåltid, som byen havde arrangeret for at fejre, at nu havde de endelig fået vand. Og vi var med som æresgæster.

Der var både ris, fårekød, agurker, friske chili, krydderurter, sodavand, flere forskellige slags naan-brød og en masse andre lokale specialiteter, som vi flittigt smagte og nød. Til dessert blev der serveret vandmelon, så der var ingen smalle steder.

Major Chris nyder en lokal frisk chilifrugt

Til de mange både små og store hyggelige middage og frokoster som, i hvert fald CIMIC, efterhånden har været til, har der ofte været en smule skepsis overfor at spise den lokale mad, men gang på gang bliver man overrasket, og der er (7-9-13 bank under bordet) så at sige ingen af de mavekomplikationer, der har været hernede hos os, som kan ledes hen til, at vi har spist lokal mad.

Det er en fornøjelse at spise som den afghanske madkultur foreskriver, og næsten alt, hvad vi får, er lækkert, veltilberedt, tilpas varmt/koldt og yderst velsmagende.

Højdepunktet på dette hold mht. mad kom i forbindelse med et af møderne tidligere på ugen, hvor vi var et smut forbi GEC skolen i Feyzabad, som vi tidligere havde lavet et projekt for. Som opfølgning på dette, og for at hilse på manageren af skolen, besluttede vi os for at køre forbi skolen, og gensynsglæden var stor.

På skolen fortalte de med stor entusiasme om, hvordan det var gået siden, vi sidst havde været der, og der var ingen tvivl om, at den hjælp, de havde fået fra os, var faldet på et tørt sted.

Da manageren mente, at det var for varmt til te, ville han i stedet gerne byde os på noget frisk og læskende - noget, som han mente, vi absolut ikke havde fået før, og efter ganske kort tid dukkede en af hans hjælpere fra skolen op med seks store tallerkner med frisklavet is fra Feyzabad by.

Vi kikkede lidt på hinanden, men blev hurtige enige om, at uhøfligheden ved ikke at modtage denne gestus, som det helt klart var at få serveret is i et land, hvor temperaturen i øjeblikket sagtens kan passerer de 40 grader, langt ville overstige de eventuelle maveproblemer, vi kunne få ved indtagelse af mælkeprodukter, så vi besluttede os for i hvert fald lige at smage på isen.

Og hvilken oplevelse. Efter at have været uden mulighed for nogen former for is i mange, mange måneder, var dette en helt speciel smagsoplevelse, som virkelig var god. Vi forhørte os lidt om, hvordan man egentlig bar sig ad med at lave is midt inde i Afghanistan og fik forklaringen, at isen var håndlavet, som man havde gjort det i mange, mange år før nu.

Vi fik efter besøget på skolen selv mulighed for at se, hvordan det foregik, og metoden var faktisk rørende simpel. Man tage et stort trækar og fylder deri sne, som med æsel er fragtet ned fra bjergene. (Det skal lige siges at snegrænsen i denne tid ligger lidt over 4000 meter. Feyzabad ligger i 1300 meters højde, så det er ikke noget, man bare lige skaffer).

Dernæst tager man en lidt mindre metalskål, hælder en smule mælk i og begynder nu med håndkraft at slynge mælken op ad siderne på metalskålen, som jo er nede i sneen.

Dette gør, at mælken langsomt fryser til is, og efterhånden som man tilsætter mere og mere mælk, og dette fryser mere og mere op ad siderne, får man mere og mere is. Den helt specielle smag får man så ved at tilsætte forskellige sukkerolier til isen, så man i det færdige produkt får en vanilie/sukker sød is. Yderst delikat!

Samling foran vandtanken i Talbuzanak.

Men tilbage til vandet i Talbuzanak.
Efter middagen i Talbuzanak skulle vi rundt og kikke på de forskellige vandhaner og naturligvis den store vandtank, der var blevet bygget i byen, ligesom der skulle være officielle taler og velsignelser fra Mullahen.

Vi startede ved vandtanken, hvor mullahen kort messede over vandtanken. Derefter kom turen til landsbyens village elder, som bl. a. fortalte om landsbyens store glæde over at være blevet velsignet med hjælp fra ISAF, og til sidst overgav chefen officielt vandprojektet med alt hvad dertil hører af glæder og ansvar til landsbyen.

Så var det vandhane inspektionstur, og på denne tur blev det endnu engang slået fast, at lokalbefolkningen i Afghanistan nok er nogle af de mest fotoglade mennesker i hele verden.

Ser de et kamera stiller de op. 1, 2, 5, 20 personer, det er lige meget. De skal nok sørge for at klumpe sig, og må de efterfølgende se billedet på den lille skærm bag på vores digital kameraer, er dagen reddet. Tager vi os derudover lidt tid til at printe billedet ud, når vi kommer hjem og tager det med på næste besøg i landsbyen, vil jublen næsten ingen ende tage.

De lokale gør klar til endnu et Kodak moment.

Efter handover gik turen igen til lejren, og selv om vi har kørt turen rigtig, rigtig mange gange efterhånden, bliver man igen overrasket og overvældet af to ting. Et: Den afghanske natu, og arbejdsomgivelserne, som vi har til vores rådighed. Og to: De ufattelig dårlige veje og infrastruktur.

Turen til Talbuzanak er i fugleflugt fra lejren ca. fem km. Denne tur tager omkring to timer at køre på grund af dårlige veje, manglende broer, ikke eksisterende stabilt underlag og naturligvis hastigheden, som vi er meget opmærksom på ikke bliver for høj. Simpelthen fordi vores biler ikke kan tåle det.

Såå. Skulle der være et større dansk asfalteringsfirma, der var friske på en udfordring ud over det sædvanlige, så har vi lige et par 1000 km vej, vi gerne ville have sponsoreret hernede.

Just another day at the office.

Slutteligt på ugen var det endnu engang tid til besøg. Denne gang var det en delegation fra Danmark, som skulle bedømme og vurdere Udenrigsministeriets udsendte medarbejder (dvs. vores alle sammens Otto) og lave en rapport om sammentænkning. I den forbindelse skulle der bl. a. holdes møder hos guvernøren med en masse af de lokale nødhjælpsorganisationer, ligesom et lille field visit var lagt ind i programmet.

Det var en blandet flok, der steg ud af flyveren heroppe hos os og bare det faktum, at de kunne lande heroppe bragte stor beundring fra vores side, idet alle andre fly ikke tør/kan/må lande heroppe, men idet der i delegationen var en mand med fra forsvarsministeriet, kunne dette naturligvis forklare det store mod i delegationen, og en ting er sikkert, de landede trygt og godt i vores lufthavn.

Delegationen ankommer sikkert til PRT Feyzabad

Jeg vil ikke kede læserne med de mange detaljer fra de mange, mange møder, der blev holdt, men jeg kan vist med sikkerhed sige, at vores gæster heroppe havde en god tur med mange positive oplevelser og indtryk. Vi håber, at de hyggede sig under besøget her i PRT Feyzabad.

Gæsterne fra review delegation som besøgte os i Feyzabad. Tak for besøget.

Søndag var så store afrejse dag. Det meste af DANCON tog af sted til Kabu, for langt om længe at hente de biler, der stod og ventede på os dernede. Dette efterlod vores lille Camp Odin næsten helt tom. Kun en lille standhaftig bastion blev tilbage for at opretholde den gode ro og orden, og ikke mindst, få hvilet ører og fødder lidt ovenpå endnu en hektisk dag i det danske forsvar. Men i morgen er vi klar igen!

Mange hilsner til alle derhjemme fra hele holdet i Feyzabad. Vi glæder os til at komme hjem til jer igen!