Æret være hans minde

Af Hans Christian Skaanning, presse- og informationsofficer

500 danske, 40 litauiske og 60 britiske samlet på pladsen i Camp Danevang. Der er gået et minut og lidt til.

Himlen er sort og blød af mellemøstlig aftendis, men i dette minut er der ingen som ser den. Blikkene er rettet mod gruset, imens vi ærer vor ven konstabel Jesper Nielsen.

Forinden har bataljonschef oberst Henrik Berg talt for sin soldat, der døde torsdag.

"Soldater, det vi har frygtet kunne ske - skete I går. En god ven, en god kammerat og en god soldat døde som følge af et kujonagtigt vejsidebombe angreb."

"Vi talte om truslen fra vejsidebomber hjemme, og under uddannelsen har vi fokuseret på denne trussel. Vi har alle forberedt os, men det rammer os alligevel hårdt, når så det værst tænkelige sker", sagde Henrik Berg, stående foran flagstangen og de levende lys i gruset, med bataljonen samlet omkring sig.

"Vi ved også alle sammen, at soldatens lod og metier gør, at vi indsættes i farlige situationer, hvor risikoen for dødsfald er til stede."

" Der skal være plads til vores sorg og vores tanker. Men vi skal huske, at Nielsen også havde været disse overvejelser i gennem. Han vurderede, at opgaven var risikoen værd. Han har bragt det største offer en soldat kan bringe - æret være hans minde."

Herefter talte feltpræst Hardy Lund Olesen. Først meget personligt om sin oplevelse af Jesper Nielsen og derefter med tanke på fremtiden.

" Det siges, at sorg ikke er et rum, men en rejse. Og det fordi, sorg er en bevægelse.
Hvis du gør din sorg til et rum, så gør du den uforanderlig. Og det bedste du da kan gøre, er så hurtigt som muligt at finde udgangen og så starte din vandring derfra."