Beruset af virkeligheden

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Hardy Lund Olesen, feltpræst

Kære Gud!
Indtil nu har jeg været en god soldat og kollega. Har hver dag gjort hvad jeg kan, ikke sladret om nogen eller mistet besindelsen. Jeg har ikke været grådig, sur eller selvoptaget. Jeg har heller ikke bandet, drukket eller spist chokolade. Og jeg har ikke overtrukket min konto - endnu da. Men snart skal jeg på leave og da trænger jeg til en hel del mere hjælp.
AMEN

Jeg er for tiden glad for mandage. Simpelthen fordi jeg formelig strutter af arbejdslyst. Efter en god og rolig weekend med brunch og gudstjeneste og lidt mere tid til sig selv end normalt er batterierne formelig ladet op, og det rykker i bidslet og napper i seletøjet på den gamle cirkushest. Så er jeg glad for at komme i gang.

De fleste mennesker siger, som én af mine venner engang sagde det: Mandage er en trist måde at tilbringe en syvendedel af livet på. Ikke jeg! For mandage er udtryk for, at nu varer det ikke så længe, før det er weekend igen og brunch og gudstjeneste og lidt mere tid til mig selv end normalt - og på den måde synes ventetiden frem mod min leave pludselig helt overkommelig.

Godt intet sker
Derhjemme er weekender for mange noget, der aldrig synes at få ende. Men hernede giver de godt livsrum. Jeg har tid til at være indtryksåben, både for det, som sker omkring mig og det som sker inden i mig.

Kort sagt: Jeg lærer at have det godt, når intet sker. Herligt, siger jeg jer! En utrolig hjælp på vej udi det liv, der jo skal leves, også her. Aldrig kede sig. Være beruset af virkeligheden, fordi den omgiver alt.

Livet bliver til en svimlende gåde. Èn af mine yndlingsforfattere Knut Hamsun skriver det sådan her: "Den blotte nåde, at jeg fik livet, er den rige forhåndsbetaling for alle livets elendigheder, hver eneste én." Ham tænker jeg tit på, når jeg går hernede på mine gjengrodde stier.

Ja, ja! det er rart at vide, at godt nok er dagene ikke uden ende, men visdommen er ofte uden begyndelse.

Det var leave-dag i ugen, der gik. Hold 3 kom tilbage, friske og veludhvilede efter 3 ugers fred og ro i familiens skød i fædrelandet. Sprødt brune efter mødet med den danske forårssol og endnu med bøgeskovens sart grønne løvfarve hvilende på den indre nethinde.

4. leave-hold har, når vi andre, der endnu har længe til eller har været på leave, skal sige det, været totalt ulidelige; de har stort set ikke kunnet få armene ned hele sidste weekend ved tanken om de 3 uger, de kunne få alt at vide om fra hold 2 og 1. Æv, bæv, busse …!

Dejligt gensyn
Men det er nu engang rigtig dejligt at høre fortællingerne om gode dage i det danske med godt samvær i familie, blandt venner og bekendte. Om unge mennesker og deres kærester, om kærlighed og fester og ferier. Om konfirmationer og bryllupper og alt det, som maj i Danmark danner den smukkeste ramme om. Om liv, når det er bedst: rigt og frugtbart og fyldt med glæde.

Vi, der endnu ikke har været på leave, glæder os ved at lytte til alle disse eksplosioner af glæde. Snart, meget snart, bare … dage, så …! Og de, der har været på leave har muligheden for at mindes gode dage endnu en gang. Det kan man leve højt på i lang tid.

Det er, som jeg tidligere har sagt det, som at bo på Christiansø dette her: enhver forskydning af normaltilstanden er ikke betryggende. Vi tager tit afsked med folk, der kun er i lejren en kort overgang eller er på tjenestebesøg. Når de forlader os, er det virkelig forbundet med en vis smerte, en følelse af tomhed.

Derfor er det efter hver leave så fantastisk dejligt at gense kollegerne, som længe ikke har været synlige i lejrbilledet - som har været savnet. Nogle kommer altså tilbage til os igen. We are not left behind, som den følelse så præcist udtrykkes på engelsk.

Britiske tab
Nu vi er ved det engelske, så har vi, som det er jer bekendt, skiftet brigade. Fra 7. brigade til 20. brigade og man må sige, at 20. brigade har fået en hård start: hele 7 døde, 5 ved angrebet på helikopteren i Basra og 2 ved et IED angreb. Tirsdag var vi hen under aften nogle stykker til repatrieringsceremoni på Felthospitalet.

5 kister blev båret ud og fløjet bort. Det blev gjort med sædvanlig engelsk fornemmelse for det fornemme og højtidelige, en stille stund, hvor kun skridtene fra båreholdene lod vide, at på dette sted havde sorgen sænket sig. Smukt og enkelt var det. Dybt bevægende for os, som blot kunne iagttage, hvor smertefuldt det var for de engelske kolleger.

I det hele taget er jeg meget glad for samarbejdet med englænderne. Jeg har bl.a. haft med dem at gøre på felthospitalet 500 m herfra. Vi har kunnet komme og gå på alle tider af døgnet, på tjenstlige besøg eller blot for at vise en kollega eller kammerat lidt medfølelse, og englænderne har hver gang været meget forekommende og imødekommende, hjælpsomme og rare.

Og de, der har været indlagt derovre har været tydeligt glade og trygge i deres hænder. Sidst havde vi en patient derovre med nyresten. Han er blevet et helt andet menneske efter mødet med det engelske sundhedsvæsen: slut med vingummibamserne, 3 måltider og 7,5 l vand om dagen og havde de haft ham et par dage til, ja, så var smøgerne også røget.

Han kom nærmest frelst - i hvert tilfælde tydeligt forklaret - hjem! Jo, de kan noget derovre. I forbindelse med vore døde og sårede har de været en overordentlig stor støtte. Feltpræsten derovre har givet al den støtte, man kunne ønske sig, været dér for os.

Det er af allerstørste vigtighed, fordi vi næsten ikke, hvad enten det er vore MP'ere, læger og sygeplejersker eller mig selv, altid i de situationer selv har ord for det, der sker.

Bombe i bagdad
Englænderne i vor bataljon er gode, solide og dygtige folk, der kan deres kram. Både dem fra D-Squadron og de nye fra 58-Battery har været et godt supplement til vore folk, og vi har fornemmelsen af, at de er glade for samarbejdet.

Primært er det naturligvis de engelske feltpræster, jeg samarbejder med. The Shayba Logbase Chaplains med billede og det hele er anført på opslagstavlen på velfærdsområdet kaldet Brønshøj Torv.

For nylig havde jeg inviteret til Combat Chaplains Course (en vittig betegnelse, der stammer fra heltedåden under gudstjenesten palmesøndag) her i lejren. Vi skulle have brunch, dette fantastiske overflødighedshorn, som vi én gang om ugen præsenteres for. Et sandt ædegilde. Der er alt!

Vi var 10 chaplains samlede, så det var rigtig hyggeligt. De opererer for det meste her på Shayba, men også i Bagdad, Al Amara, Basra, Camp Echo og hvad har vi. Padre Campbell havde lige været i Bagdad, og bl.a. hjulpet den amerikanske chaplain dér og amerikanere, ja, de er ikke helt almindelige.

Padre Campbell var med blandt VIP'erne til en protestantisk gudstjeneste og pludselig sprang en bombe et lille stykke fra det telt, hvor gudstjenesten blev holdt.

Ikke én rørte sig, bortset fra en 3-stjernet amerikansk general, der helt spontant sprang op og på bredt texansk af sine lungers fulde kraft, som skulle han overdøve bomben, råbte: THIS IS THE DAY, THE LORD HAS MADE! Hallelujah, Amen, lød det højt gennem hele teltet, som om det var braget fra klippegraven den salige morgen i Jerusalem, han havde hørt.

Nye tider i irak
Det har været en rolig uge. Måske har det politiske system endelig sejret. Måske har valget af premierminister den betydning, man hidtil har tillagt det og derfor med spænding ventet.

For selvfølgelig har der været raketter, vi har bare fået mulighed for at finde dem inden de bliver fyret af, der har været ied'er, de er bare ikke blevet fyret af, hvor vi har kørt, der er stadig nogen i dette land, der ønsker at eksplodere sig selv og alle omkring, bare ikke hernede. Måske er der bare givet rødt lys for lysten.

FOR NU SKAL DÉT LYKKES, vi er hernede for, at få det irakiske demokrati på skinner, så irakerne kan klare sig selv og vi kan komme hjem. Der ér langt om længe tegn i sol og måne på, at der er nye tider på vej i Irak.

De lokale byråd, vi har i vort ansvarsområde, er igen begyndt at samarbejde med os, så vi kan få de byggeprojekter på benene, som vi fra det danske samfunds side har sat så mange kræfter og penge af på at gøre til virkelighed. Det gælder vandingsprojekter, skoleprojekter, infrastruktur (vand, el, kloak). Så herfra skal der kun lyde positive toner.

Ugen sluttede også med smukke toner. Den akustiske rocktrio Tournesol var på besøg hernede og leverede over to aftener flotte fortolkninger af nyere og ældre rockklassikere. De gjorde legender som U2, Bob Marley, DAD, Metallica, Red Hot Chili Peppers, R.E.M., Pink Floyd osv. kunsten efter og absolut med stor respekt for forbillederne.

To akustiske guitarer, en stemme helt på højde med de allerstørste og en kæmpe portion uforfalsket energi skabte en fantastisk stemning på to smukke ørkenaftener i det irakiske.

Nogle af os skal stadig nå meget i dag, hvor en ny uge begynder. Men først og fremmest skal vi være. Være til stede, være mor og far, nabo, kollega, kæreste. Derfor vil jeg i ugen, der kommer, bestræbe mig på hele tiden at gøre noget godt og nyttigt, mens jeg arbejder.

På den måde vil jeg træne på at være en god medrejsende gennem livet. I hvert tilfælde til det bliver mandag igen. Så kan der hurtigt være en uge mindre til leave og samvær med alle jer derhjemme! Det handler det jo også om.

Håber, I har det godt. At foråret har bidt sig fast! Her er det mellem  40-45 om dagen og mellem 25-30 om natten. Det skal I ikke ønske jer. Pas godt på jer selv og hinanden.