[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]


- Det var lejren i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, hvor blandt andet de danske CIMIC-folk (civilt-militært samarbejde) opholder sig, der blev beskudt med håndvåben mod et vagttårn og to overflyvende panserværnsgranater, fortæller den danske presseofficer, Mads Korsager fra Camp Bastion. Granaterne faldt ned et godt stykke fra lejren, og den ene gik end ikke af.

Soldater fra den Afghanske Nationale Hær besvarede ilden, og der blev sendt eftersøgningspatruljer ud, men de fandt intet.

- Ifølge kaptajn Hoffmann, der opholder sig i CIMIC-enheden, var der en halv snes danskere i lejren, men de var alle i seng igen efter en lille times tid, siger Mads Korsager.

Også andre steder i Afghanistan har der i de seneste dage været angreb på koalitionsstyrkens lejre. I weekenden blev der således skudt mod lejren i Kandahar. Der var tale om to raketter, som ikke gjorde skade.