[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Carsten
overkonstabel af 1. grad

Vores feltpræst fik forleden en god idé, idet han inviterede på aftensgudstjeneste på et serbisk nonnekloster, som ligger i godt 1100 meters højde.

Den ældste nonne var gået i seng, da vi ankom, men efter gudstjenesten inviterede nonnerne på slivovic (lokalt brændevin) og sodavand, efterfulgt af rundvisning i deres meget lille kirke.

Nonnen, der viste rundt, har en af de få hunde i Kosovo, der bliver holdt som kæledyr; en kær rund lille gravhund. Efter "rundvisning" i kirken fik vi lov til at gå rundt og se resten af klosteret, der er utrolig velholdt og smukt.

Aftenen før vores chef Eddie tog på leave, tog hele NSE'et ud og spiste på en restaurant, som vi nok sent vil glemme; det kostede for nogle i NSE'et et par ekstra ture på "tønden", men det var nu en hyggelig og utrolig morsom aften.

Nu er det ved og være op over at NSE marchen skydes i gang. Det har taget en del tid at planlægge, og Rasmus,  Kjeld, Ingvar og Martin har været de store planlæggere af marchen. Der er omkring 280 deltagere tilmeldt til marchen på søndag.

Så begynder vi at kunne se enden på denne udsendelse. Rotationsplanerne er på bordet, så nu er det bare at få det hele til at gå op i en højere enhed, og det arbejdes der på imellem dagligdagens andre gøremål, så der er pt. rigeligt at se til for alle.

Tak for denne gang, håber I alle har det godt derhjemme.

Carsten