Chaghcharan - stedet virker sandblæst

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Lone Hvejsel, feltpræst

- I Danmark er septembers himmel så blå, sådan rigtig blå som hav og fjord.
Her i Afghanistans bjerge er septembers himmel lyseblå - svagt blå.

Det er med himmelens farve som med alle andre farver her, at de er ikke stærke. Farverne i landskabet er lyse jordfarver overalt. Nu har jeg været her i lejren i fem dage, og det har slået mig, at det er som om alt har været igennem en sandblæsning.

Alle stærke farver er væk, og alt har fået et lysebrunt skær af sand og støv. De hvide plastichavemøbler udenfor vores telt er ikke hvide; de er svagt beige. Vores telt er ikke mørkegrønt længere; det changerer i alle nuancer fra mørkegrønt til mørkebrunt.

Tøjet er brunt og alt efter hvilken nation, vi tilhører, er mønstrene og de brune farvers sammensætning forskellig.

Intet her er helt hvidt eller helt sort, hvilket jo egentlig er et meget godt billede på menneskelivet.

Natten er ikke kulsort. Vi har de sidste nætter oplevet et fantastisk månelys, der har oplyst lejren og gjort lommelamper overflødige, når toiletterne skulle findes efter kl. 20. Lejren har været indhyllet i et smukt sølv-gråt lys, jeg sjældent har oplevet i Danmark.

Om dagen bleger solen, hvad der måtte have været af stærke farver, og solen bruner nordboernes lyse hud til samme farve som støvet og sandet.

Når vi ser på højdedragene omkring os er ALT brunt. På andre tider af året, vil der måske være noget grønt visse steder, men ikke nu.

Kommer man ned i Chaghcharan by, møder man også der primært jordfarverne. Voksne mennesker, der er barkede af vind og vejr, og barfodede børn med støv i håret og nysgerrige brune øjne.

Den eneste farve øjet fanger her i støvets landskab er en kvinde i blå burka, og huse, hvor træværket er malet i den samme blå farve også.

Vi er forskellige danskere, litauere og afghanere, fordi vi har haft forskellige vilkår og bærer forskellige erfaringer med os. Men her i Afghanistans bjerge er vi alle underlagt støvets og sandets vilkår, og vi bliver alle brune og støvede.

Støvet og sandet er demokratisk; der er vi alle ens for Vorherre!