DA PRT FEYZABAD hold 3 er ved at være på plads

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Frederik, SF MOT 2

Rejsen herned gik smertefrit, og ni timer efter at vi fløj fra Kastrup, landede vi i Kabul International Airport (KAIA). Vi havde forventet at skulle blive et par dage i KAIA, da vejret har stor indflydelse på flytrafikken hernede.

Så det var en glædelig overraskelse at høre, at vi kunne komme med den danske C-130 Hercules efter blot et par timer.

Vi brugte samtidig tiden i KAIA til at sige farvel til de danskere, der skulle til Mazar-e-Sharif og Chagcharang for at løse opgaver magen til vores.

Flyveturen fra KAIA til Feyzabad gik også godt, og der kunne spores stor lettelse hos hold 2, hvis hjemrejse var afhængig af, hvornår vi ankom. Hold 2 havde dog haft en lidt anden oplevelse af vores flyvetur og kunne efter landingen fortælle os, at de havde opgivet håbet, da Hercules´en tog tre runder over landingspladsen, før den begyndte sin indflyvning.

Hold 2 modtager os på landingsbanen 500m fra Camp Feyzabad.

De næste fire dage gik med at optælle materiel og overdrage fra hold 2, blive sat ind i de opgaver vi skal ud at løse, samt komme ind i den daglige rutine i Camp Feyzabad. Lørdag den 14. lykkedes det hold 2 at blive fløjet ud af Feyzabad med Sea Stallion helikoptere op til Termez i Usbekistan. Her strandede de grundet vejret desværre i tre dage.

Det var dog glædeligt at høre, at de var kommet til KAIA tirsdag den 17. og dermed nåede deres fly hjem til Danmark. Vi hørte, de landede i KAIA en time før check in, så vi kan næsten gætte, at det var et lettet hold 2, der satte sig på en Tyrkisk Airbus og fløj hjem til Danmark.

Efter at hold 2 tog afsked, har der være fuld knald på her i Camp Feyzabad. Vi har været i gang med at lære vores materiel at kende, gøre vores køretøjer klar til patruljer og forberede ankomsten af den sidste del af hold 3, der roterede en uge senere.

En glad sektionsfører, kaptajn Nicolai, med sine nye biler.

CIMIC (Civilian Military Cooperation) har allerede været på det første kontaktbesøg i området omkring Feyzabad og var dermed den første del af hold 3, der begyndte at løse sin opgave, nemlig at hjælpe afghanerne til en mere tålelig tilværelse.

Enkelte MOT (Military Observer Team) har også været ude på mindre ture, hvilket for MOT 2´s vedkommende resulterede i en mindre bjærgningsaktion få hundrede meter fra lejren. Tak til CIMIC, der med stor entusiasme kom os til undsætning med deres Unimog lastbil.

Missionens første flotbringning.

Firbenede underboere
Camp Odin, som er den danske del af Camp Feyzabad, har de seneste dage været scene for et større optrin. Da hold 2 forlod os, var der ikke rigtig nogen, der havde nævnt noget om vores underboer. De er små, har fire ben og kan godt lide den varme, vores beboelsescontainere afgiver.

Denne sameksistens kunne for så vidt godt fungere, hvis ikke det var fordi, at de ikke helt er med på, hvad der er vores, og hvad der er deres. Der har været nogle hektiske jagter, hvor vi har prøvet at få de små til at forstå, at de skal blive nede ved sig selv. Dette har de dog nægtet, og nogle har måttet betale prisen. Vi har desuden haft nogle nede i Feyzabad by for at købe musefælder.

Som nævnt er der efterhånden faldet en del sne i Feyzabad, og termometeret er ved at være et godt stykke nede i det blå felt. Det føles dog ikke så koldt, da luften hernede er væsentlig mere tør end det, vi kender hjemmefra. Vi er blevet fortalt, at der ikke er set så meget sne i Feyzabad de sidste 15 år.

Sneen forsvinder normalt en eller to dage efter at den er faldet, men det sidste stykke tid er den altså blevet liggende, samtidigt med at mere er kommet til. Den positive side af vejrsituationen er de sneklædte bjerge, som omkranser hele lejren.

Det er et flot syn, specielt når solen går ned, og billeder kan nok ikke helt vise dybden og farvenuancerne, der kan variere fra den varmeste orange og helt over til det koldeste blå. Der er vist ingen tvivl om, at naturen hernede kommer til give os både de største oplevelser, men samtidigt også de største udfordringer.

Udsigten fra bunkertårnet er fotografernes foretrukne standplads. Her er kaptajn Jakob ved at lave en video med sig selv som hovedperson.

Så kom de sidste
Sidste del af hold 3 tog af sted fra Kastrup mandag den 16. og landede planmæssigt i KAIA dagen efter, hvor de desværre, grundet vejret, ikke kunne komme videre. Den 18. blev flyet også afmeldt, og de måtte derefter væbne sig med tålmodighed. Der var nemlig ikke planlagt afgange til Feyzabad de næste par dage.

Lørdag oprandt den store dag, og det var en fryd at se en hollandsk Hercules lande med den sidste del af hold 3. Der var store smil hele vejen rundt, og i særdeleshed chefen var godt tilfreds med, at hans enhed nu endelig var samlet.

De efterfølgende dage blev brugt på at få de sidst ankomne ind i rutinen, få dem vist materiellet, og det blev også til en dag på skydebanen, hvor man lige kunne få justeret, hvis det var nødvendigt.

SG Rasmus tænker over livet mens, han venter på at et fly kan flyve sidste del af hold 3 til Feyzabad.

Her i Camp Feyzabad er weekenden også noget, vi ser frem til, ikke fordi vi skal i byen og danse, men tæt på. Det er en fast tradition, at man griller fredag og søndag. Og det er svært at beskrive med ord, hvor taknemmelige vi er over for vores forgængere, der har sørget for, at vores kok kan grille under et halvtag, og at vi kan spise på en isoleret og opvarmet terrasse.

Grillmenuen plejer at bestå af kyllingefilet, steak, pølser, forskellige slags kartofler og lidt grønt. Dertil hører en øl eller vand. Disse aftener bliver nydt i fulde drag. Og det er en flok veltilpasse og lidt forspiste soldater, der tørner ind hen under aftenen.

Kokken på hold 2 viste os hvorledes en grillaften skal håndteres, før han tog hjem. Overkonstabel Henrik suger til sig i baggrunden. To dage senere viste han, at det kunne han også.

Den forgangne uge har budt på mange nye indtryk, storslåede snedækkede bjerge, livet i en lejr på 250x250 meter, mødet med afghanerne, der for de flestes vedkommende virker venligt stemt over for os. Og ikke mindst det tyske feltkøkken og deres langtidsholdbare råvarer, der jo dog bliver kompenseret for fredag og søndag.

Men vigtigst af alt har vi lært, at man i denne del af verden ikke selv bestemmer alt - ofte bestemmer naturen. Og så må man blot vente, indtil naturen beslutter sig for, at vi kan fortsætte med vores dagligdag.

Mange hilsner fra Camp Odin.