Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af major Berg, chef for DANELM.
Fortsatte flytteforberedelser:
Det meste af ugen er gået med at nedpakke lejren og gøre køretøjer og materielcontainere klar til flytning til DANELM´s nye arbejdsplads i Kandahar Airfield (KAF), hvor enheden transformeres til NSE som beskrevet i sidste ugebrev for uge 14.
Der har dog udover dette vigtige arbejde været andre begivenheder i ugens løb, som er værd at nævne, inden vi omtaler holdets indtil nu største højdepunkt, nemlig en nærmere beskrivelse af gennemførelsen af DANCON marchen i lørdags.
Vores fire irske venner, som vi senest skrev om i ugebrevet for uge 11, dukkede op i messen i samlet trop tirsdag aften under vores aftenhygge med de udsendte fra Vordingborg m.v., som skulle hjem til Danmark med flyet tidlig næste morgen.
Deres koordinerede entre i messen virkede lidt mistænkelig og det var ikke uden grund, for de havde nemlig medbragt en gave til DANELM som tak for den måde vi havde taget imod dem, samt stillet vores faciliteter til deres rådighed.
"MEN OF THE SOUTH" af SÉAN KEATING præsenteret som gave til DANELM af det irske kontingent den 11. april 2006. Alle fire irere har skrevet en hilsen på bagsiden med ønsket om held, lykke og sikkerhed til DANELM i fremtiden.
Billedet forestiller en irsk modstandsgruppe fra løsrivelseskampen mod UK i perioden efter første verdenskrig. Billedet blev naturligvis modtaget med glæde og der blev lovet, at det får en fremtrædende placering i NSE kommende faciliteter i KAF, hvor mange af vores nye kollegaer fra UK ikke kan undgå at stifte bekendtskab med det. Så vil der også være noget at komme i snak med dem om.
Påskeugen:
Vi må indrømme, at vi ikke selv har mærket meget til, at påskeugen lige er overstået, da alle helligdagene har været arbejdsdage for DANELM.
Men det har naturligvis kunne mærkes på antallet af vores indkommende mails fra myndigheder hjemme i Danmark, at der har været påskeferie i Danmark. Vi har derfor kunnet arbejde uforstyrret, uden at det skal misforstås. Vi håber at både vores familier og faste samarbejdspartnere har haft en god og velfortjent påskeferie.
Skærtorsdag aften var fem af os (undertegnede samt John, Preben, Calle og Pio), sammen med to fra flyvevåbnet inviteret til spisning hos en af vores gode venner Leif, som arbejder ved det Danske Repræsentationskontor i Kabul, som vi for nemheds skyld til dagligt kalder for "Ambassaden". Leif er pensioneret som Oberst, så snakken gik lystigt om gamle dage i hæren.
Det var en dejlig afveksling at nyde et aftensmåltid under private former hernede i Kabul, hvor den normale baggrundsstøj fra vores militære spisehuse slet ikke eksisterede. Det libanesisk tilberedte måltid bekom os alle særdeles vel.
Et veldækket bord og et godt måltid venter på at blive nydt, og det blev det!
Leif er meget gæstfri og huser gerne overnattende gæster. Således også lederen af den valgkommission, som havde til opgave at udarbejde et udkast til den Afghanske valglov forud for valget sidste år. Dette afstedkom, at Leif´s hus har en særlig historisk status i dag, hvilket fremgår af en messingplade på muren uden for huset med inskriptionen: "In this residence, on the eve of the 1st of May 2005, the Electoral Law was draftet, which governed the 2005 Afghan Election"
Tak til Leif for gæstfriheden og held og lykke med dine kommende opgaver i Kina.
Fint besøg ved brigaden i Camp Warehouse:
Fredag formiddag gennemførte chefen for ISAF, den italienske generalløjtnant Mauro DEL VECCHIO et afskedsbesøg ved Kabul Multinationale Brigade (forkortet KMNB), som har sit hovedkvarter her i Camp Warehouse, hvor den danske Camp Viking jo ligger. Den nuværende stab ved KMNB hold IX er ligeledes gennemført multinational, idet den i modsætning til tidligere er sammensat af personel fra alle de sydøsteuropæiske lande.
KMNB gennemførte en parade umiddelbart bag Camp Viking, så vi havde første parket til begivenheden, som omfattede generalens tale til KMNB samt overrækkelse af afskedsgaver til generalen. Kommandoskiftet ved ISAF hovedkvarteret er sammenfaldende med DANELM flytning til KAF i starten af maj måned.
DANELM har siden kommendoovertagelsen fra hold 8 i januar ikke haft et kommandomæssigt forhold til KMNB.
Generalløjtnant DEL VECCHIO taler til opstillede enheder fra KMNB IX. Dele af Camp Viking med vores flagstang kan ænses i baggrunden til venstre for vandtårnet.
Generalens besøg i lejren var koordineret med en varslet Bunkerøvelse, så da generalen havde forladt lejren, lød sirenen kl. 1500. Øvelsen var en beredskabsøvelse, hvor enhedernes procedure for optælling af personellet, samt afgivelse af meldinger til lejrens kommandant blev indøvet.
Alt personel begav sig straks i bunkeren, men da den var varslet, blev der medbragt diverse genstande til at fordrive tiden med, herunder et skakspil, som Sheriffen havde taget med under armen.
DANELM deltagelse i øvelsen blev dog brudt af en reel opgave, idet der tidligere på dagen var opstået en situation i den nærmeste familie til en af vores soldater, som medførte, at vi undersøgte mulighederne for at få iværksat en hurtig hjemtransport af velfærdsmæssige årsager.
Kort inde i øvelsen ringede Pio fra KAIA og meddelte, at der gik et fly til England om en time, som kunne medtage vores soldat.
Soldaten blev straks sendt til sin FAB for at pakke, og MP-gruppen blev kommanderet klar til udrykning med Blå Blink til KAIA.
Alt lykkedes, og vores soldat nåede flyet og var hjemme hos familien i lørdags.
Af personelmæssige årsager skal soldatens navn og rejsens årsag ikke nævnes nærmere her, dog kun at situationen nu er afklaret til det bedste, og vores soldat returnerer med næste PEGASUS. Stor ros til terminalholdet under ledelse af Pio i KAIA for hurtig tilvejebringelse af flytransport ud af Afghanistan.
Pio har tidligere vist, at han kan trylle transportmuligheder ud af ærmet, når der opstår et særligt behov, og nu slog han altså til igen. Godt gået!
Pio tager nu på velfortjent leave efter at have sat sin næstkommanderende Hertz ind i opgaverne.
DANCON march:
På grund af vores flytning har vi kun tilrettelagt én DANCON march her i Kabul. Ved hold 8 gennemførte de marchen tre gange!
DANCON marchen er en gammel tradition fra de tidligste hold, som Danmark har haft udsendt i internationale opgaver. Den nuværende udgave gennemføres over en strækning på 25 km medbringende mindst 10 kg ballast i en rygsæk.
Nogle marchdeltagere pinte dog sig selv yderligere, ved at bære fuld udrustning og våben, samt tungt lastet rygsæk som om der stod en flere dages patruljetur på programmet. En af disse var vores egen MP Manuel!
Vores internationale udgave i lørdags havde over 300 forhåndstilmeldte marchdeltagere fra 18 forskellige nationer, idet det skal huskes, at flere af DANELM soldater jo gennemførte en intern DANCON march tidligere på året.
Marchen er ikke uden et konkurrencemoment, idet der er fastsat et maksimalt tidsforbrug på 6 timer, men mange deltagere gør deres yderste for at gennemføre marchen så hurtigt som muligt. Den får derfor mere præg af et langdistanceløb end en march. Der er dog heller ikke noget i marchreglerne der forhindrer, at deltagerne løber i stedet for at gå.
Starten er gået til DANCON marchen 15. april i Camp Warehouse. Det er med at komme af vejen, når ca. 300 deltagere stormer frem.
Ruten var tilrettelagt på en ca. 3 km lang strækning inde i lejren, således at deltagerne skulle passere startlinien 8 gange før de var i mål.
Da starten var gået kl. 0705, havde personellet med de praktiske opgaver ved DANELM marchens eneste pause, indtil hovedparten af deltagerne var kommet i mål. Pausen varede nøjagtig 15 min. så var de første deltagere allerede ved startlinien igen. Derfra foregik stemplingen af deltagernes "omgangskort" med samme "marchhastighed", så det stemplende personel fik også sved på panden.
Sygeplejerske Birgit stempler læge Johns marchkort i skarpt trav. Marchgængerne skulle jo nødig forsinkes.
Det viste sig, at de hurtigste løbere kunne holde en konstant og imponerende omgangstid på 15 min. hvorfor der var to "vindere" af marchen med en slut tid på 1 time og 59 min.
Det var en portugiser og en tysker som i venskabets ånd, efter at have fulgtes ad hele vejen, løb over målstregen hånd i hånd.
Alle marchgængere fik dog samme belønning, nemlig en marchmedalje og et diplom for gennemført DANCON march. Herudover var der naturligvis også nogle af deltagerne, som fik en ekstra belønning i form af vabler, klemte negle og ømme muskler. Men alle startende gennemførte.
Vinderne løber i mål hånd i hånd med opstrakte arme i tiden 1 t. 59 min.
Vi skylder marchudvalget med Bo i spidsen og ikke mindst Michael en stor tak for et godt tilrettelagt og vel gennemført arrangement. Alle, der ikke deltog i marchen eller havde andet arbejde i lørdags, gjorde en god indsats med det praktiske arbejde under gennemførelsen, det være sig ved startregistreringen, tilberedning og uddeling af vand og forfriskninger samt stempling af marchkort for hver passage af start samt kontrol på ruten m.m.
Belønningen for DANELM indsats blev udmøntet i en forlægning af aftenforplejningen til det tyske soldaterhjem OASEN, hvor personellet selv kunne bestemme, hvilken ret der skulle nydes denne aften.
DANELM med gæster fra PRT forplejer samlet i OASEN som belønning for en godt gennemført DANCON march.
Afslutningsvis kan vi berette, at de senge, som hold 8 bestilte en gang i efteråret til Camp Viking, ankom i lørdags under DANCON marchen. Så var det bare med at få rekvireret en tysk kran til aflæsning af de to plomberede containere.
I lyset af flytningen har vi faktisk ikke behov for nye senge i Camp Viking, så vi bryder nok ikke plomberingen foreløbig. I stedet tager vi containerne med til KAF, idet enkelte af de gamle senge, vi har lånt af flyvevåbnet i KAIA, eventuelt udskiftes med nogle af de nye.
CH/DANELM sammen med besætningen på vores "sengetransport". De er fra samme transportfirma, som står for transporten af vores øvrige containere til KAF i maj måned, så måske laster vi samme containere på samme lastvogn igen?
DANELM slutter for denne gang med hilsner til vores kære derhjemme.