[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jakob Henius, oberstløjtnant, chef for DANILOG´s fremskudte føringselement i Irak

In the rear with the gear? Nej, den danske hærs logistikbrigade - DANILOG - er igen med helt fremme, når den danske bataljon i Irak i den kommende tid flytter fra sin nuværende lejr, Camp Danevang, til Basra Air Station. Som alle ved, skal logistikken på plads, før hærens øvrige enheder kan tage "kamppladsen" i besiddelse, således også i denne operation.

Hvad er så vores rolle? Sagt helt overordnet er DANILOG ansvarlig for at styre den samlede flytning. Manøvren omfatter følgende faser:

Første fase består i at få transporteret alle relevante materialer til Basra Air Station og dermed skabe forudsætningerne for, at de danske ingeniørsoldater kan komme i gang med deres byggearbejde.

Materialerne omfatter dels ting fra Camp Danevang, dels ting, som sendes hjemme fra Danmark eller anskaffes lokalt. Samtidig med at den nye lejr bygges op, skal Camp Danevang stadig kunne fungere, så de danske soldater må i den kommende tid blandt andet indstille sig på at bo lidt mere trangt, end de har været vant til.

Anden fase består i at støtte bataljonens fysiske flytning til den nye lejr. Hvornår det præcis skal ske, vides endnu ikke med sikkerhed.

Tredje fase består i at få transporteret det brugbare materiel hjem, som ikke skal anvendes i den nye danske lejr på Basra Air Station. Herunder kan det komme på tale at donere noget af materiellet til irakerne, hvorved det danske kontingent hernede måske også kan vinde nogle "hearts and minds".

Fjerde fase består i at få afviklet Camp Danevang. Det kan enten ske gennem en fuldstændig sanering eller gennem en hel eller delvis overdragelse af lejren til de irakiske myndigheder.

Til at løse disse opgaver har DANILOG for en lille uge siden fremskudt et føringselement eller kommandostation, om man vil. Elementet består af en mindre stab (en chef, et par stabsofficer og et par stabshjælpere), en movement control officer og to terminalhold.

Stabens rolle er at styre, planlægge og koordinere. Herunder er vi i løbende dialog med en masse andre aktører, for eksempel bataljonen, ingeniørenheden på Basra Air Station, vores britiske allierede, civile transportører med flere.

Movement Control officerens (MCO) rolle er at styre al ind- og udgående transport. Han planlægger de enkelte transporter, rekvirerer transportressourcerne, skaffer sikring og eskorte, instruerer kolonneførerne, koordinerer med terminalholdene osv. Kort sagt er MCO en vital brik i den samlede opgave: At hjælpe med at flytte den danske bataljon. 

De to terminalhold, som hver består af en officer, en stregbefalingsmand og en overkonstabel, opererer på hver sin base. Deres opgave er at udføre - eller styre - læsning og aflæsning, registrering af alt ind- og udgående materiel, koordination med afsender og modtager, modtagelse af indkommende kolonner og materiel i snævert samarbejde med modtageren m.m.

Ikke mindst vores terminalhold på Basra Air Station har en voksen opgave, da det skal sikre plads til mange køretøjer, registrere og opbevare meget materiel, sørge for at det bliver sikret m.m.

DANILOGs føringselement kom som nævnt til Camp Danevang for en lille uge siden. Vi er blevet vel modtaget af bataljonen og støttes især af det nationale støtteelement (NSE), som vores brigade - DANILOG - i forvejen har placeret sammen med bataljonen.

Vi har ikke spildt tiden efter vores ankomst. Den er især blevet brugt til at få planlagt og koordineret, holde møder og rekognoscere. Samtidig med alt dette har vi skullet etablere vores kommandostation Den virker nu tilfredsstillende.

Alt i alt går vores operation efter planen, og da opgaven er kompleks og krævende, støtter vi os til DANILOGs valgsprog: Stærk og sej.

Hjørnestenene er sat til føringselementets kommandostation. Her skal vi arbejde og bo de kommende måneder indtil den sidste soldat har forladt Camp Danevang.

DANILOG har som de første iværksat nedbrydningen af Camp Danevang. Et skur må vige pladsen for en beskyttelsesmur omkring kommandostationen.

Terminalholdet klar til afgang! En GD har fået "kørelejlighed".