[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Presseofficer Nikolaj Grøn

Søndag kom et hold af danske ammunitionsryddere under beskydning, men de reagerede hurtigt og professionelt og deltog i bekæmpelsen af fjenden.

En del af de danske ammunitionsryddere fra Camp Bastion var i gang med at afsøge et område for miner omkring en britisk post i det bjergfyldte område nær Kajaki i den nordlige ende af Helmand- provinsen. De britiske enheder havde til opgave at skabe sikre arbejdsbetingelser for de danske ammunitionsryddere.

De danske og britiske enheder kom under beskydning fra formodede Taliban-krigere og besvarede straks ilden. De danske soldater søgte herefter dækning, mens englænderne bekæmpede Taliban med blandt andet morterer og flystøtte.

"Vi besvarede ilden og trak os tilbage i sikkerhed," siger sektionsfører for ammunitionsrydderne premierløjtnant Nicolaj og fortsætter: "Alle har det godt, men nu er vi trætte."

Taliban er aktive i området nær Kajaki, der har en strategisk vigtig dæmning, som producerer strøm til store dele af det sydlige Afghanistan.

Alle danske og britiske soldater er i god behold.