Den virkelige situation i Irak

Af oberst Per Mikkelsen, chef for den danske bataljon i Irak.

Jeg har stor respekt for folk, der brænder for et emne, og jeg forstår, at Poul Dahl både brænder for sin humanitære brigade og for at få lov til som tidligere taktikker at tænke strategiske tanker. Det fremgår af den såkaldte analyse, som blev bragt i POLITIKEN den 1. november under overskriften "Danske soldater har udspillet rollen i Irak".

Men når Poul Dahls strategiske løsning gentagne gange formidles i form af en løsning, som vores regering straks bør kaste sig over, må den som minimum være baseret på fakta. Jeg har - som sikkert flere læsere - opdaget, at Poul Dahl har været chef for en FN styrke i det nordlige Irak fra 1993 -96, men at sammenligne situationen dengang og nu kan næsten ikke være mere forkert.

Den nuværende situation tillader netop ikke, at de humanitære organisationer kan arbejde i landet, og det har FN i øvrigt også vurderet og har som en konsekvens heraf trukket sig ud. I området arbejder der stort set ingen hjælpeorganisationer, og de, der er der, arbejder i det skjulte.

Der er således ingen andre til at løfte opgaven end de militære udenlandske enheder, som selv kan tilvejebringe sikkerhed for deres tilstedeværelse, samtidig med at de løser opgaven med at bidrage til at genopbygge og skabe forudsætning for genopbygning af samfundet.

Den danske styrkes vigtigste opgave er at støtte uddannelse og anvendelse af de irakiske sikkerhedsstyrker, samtidig med at man gennemfører genopbygning.
Taktikken er netop at skabe en platform for, at irakerne selv kan overtage kontrollen og ansvaret med området.

At få et samfund til at fungere kræver, at flere fundamentale ting kommer på plads. Der skal blandt andet være lov og orden, der skal være uddannelsesmuligheder, der skal være en administration, der skal være et sundhedsvæsen, der skal være rent drikkevand, der skal være mulighed for at komme af med affald og meget mere.

Det er alt sammen noget, de danske styrker i samarbejde med blandt andet det danske Udenrigsministerium bidrager til, men som også foregår i et tæt samspil med de lokale irakiske myndigheder.

Genopbygning er ikke kun et spørgsmål om bygninger og veje. Det indebærer også, at irakerne fremover selv har kapacitet til at kunne planlægge, budgettere, kontrollere og vedligeholde projekter. Også på dette områder bidrager den danske indsats. Det sker for eksempel ved at afholde seminarer for byrådene i, hvordan man driver et byråd. 
 
Vi arbejder tæt sammen med de irakiske sikkerhedsstyrker. Flere af dem fungerer godt. De er blandt andet i stand til at stå for sikring af energiforsyning, vandforsyning og olieudvinding.
Hæren er på vej, og det er kun et spørgsmål om tid, før den har opnået den fornødne kvalitet og styrke til at kunne overtage.

Genopbygningen af de irakiske hærenheder har nået et niveau, der tillader, at vi sammen kan optræde i området og også gennemføre relativt komplicerede operationer. Der er dog fortsat behov for også at støtte den mere grundlæggende militæruddannelse.

Politistyrkerne er på vej, men de slås desværre fortsat med fundamentale organisatoriske problemer. Det skal tilføjes, at både hæren og politiet mangler tilførsel af våben, ammunition, køretøjer og mange andre ting.

Det er en forudsætning for, at der kan gennemføres en genopbygning, at lokale firmaer og håndværkere kan arbejde uden trusler, kidnapninger eller ligefrem mord. At det netop er lokal og irakisk arbejdskraft, der skal anvendes, hænger sammen med, at projekter også bidrager til at reducere arbejdsløsheden og på denne måde sætter skub i den lokale økonomi. 

Truslen imod genopbygning ligger i de militante kræfter, der modarbejder en genopbygning, og som anvender hele paletten af udemokratiske midler til at hindre, at det irakiske samfund kommer til at fungere. Udover dette byder flere af stammernes interne konflikter på åbne væbnede konflikter, som heller ikke ligefrem støtter en opbygning. Der er foruden dette et meget højt kriminelt niveau, der gør det vanskeligt at drive et firma, når man udsættes for plyndringer, kidnapninger mod løsesum, afpresninger eller ligefrem mord.

Vi er i gang med at løse en opgave, der kræver et langt sejt træk, og kampen mod de kræfter, der modarbejder os, bliver også lang. Giver vi op, kan vi tabe det hele på gulvet.
Omvendt kan vi med et større engagement fra irakisk side opnå et gennembrud, der skaber forudsætninger for, at der virkeligt kommer gang i genopbygningen.
Når dette er sket, kan FN og hjælpeorganisationerne vende tilbage, og de militære enheders rolle kan herefter løbende minimeres.

Afslutningsvis skal jeg sige, at de danske styrker arbejder helhjertet for at løse opgaven, og soldaterne yder en indsats, som gør, at vi de fleste steder er meget velkomne hernede.

Sådan er den virkelige situation i Irak i dag, og det er den, man må forholde sig til. Man kan ikke basere sin analyse på erindringer, der er mere end ti år gamle.