Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Liaison & Monitoring Team 5 sender denne jule- og nytårshilsen:
Jul i udlandet er noget flere og flere danskere oplever. Folk forlader glædeligt det kolde danske land, for at danse rundt om en pyntet palme under sydligere himmelstrøg. Det var imidlertid ikke LMT 5 ide om en cool jul. Hovedparten af LMT 5 var delvist ufrivilligt blevet kastet ud i den voksende trend, som juleturisme har udviklet sig til.
Det ville blive en jul uden familien og vennerne … en jul uden mors julemad og en hyggeligt knitrende kamin, hvor uldne sokker var naglet fast til kaminhylden. Tankerne op til julen var om det overhovedet ville blive en ordentlig jul, om det nu også ville blive der, hvor man hyggede sig bedst. Men de dystre tanker blev heldigvis afløst, af en samlet vilje til at få det til at blive den tid, hvor man hygger sig bedst.
Derfor begav vi os ud i den Kosovo-albanske plastik verden med retning mod vores indkøbscenter Ben Af i Skenderaj. Efter en heftig omgang juleindkøb blev vores kontor i lejren således pakket ind i glitterstads og julelys, som de danske brandmyndigheder nok næppe havde godkendt. Vinduerne blev flot dekoreret med julesne på dåse og vi havde også købt et juletræ. Det var et meget flot juletræ og vi var meget stolte af det, men nu havde vi jo også selv både samlet og pyntet det.
Dans om juletræet under egen sangledsagelse var en ret kompliceret manøvre for bataljonens enheder.
Igen havde vi ”luremineret” træet med masser af ”høj”-kvalitets julekæder. Vi havde dog mere respekt for de lyskæder end et levende lys, og slukkede derfor viseligt træet hver gang vi forlod lokalet. Efter denne lille ændring i kontorets indretningsstil, kunne vi alle lade os falde tilbage i julens blide toner. Ja, selv Jacob, som ellers er inkarneret modstander af julepynt, så ud til at lade julefreden sænke sig over sig. Det tog dog et par dage før hans nervøse trækninger helt fortog sig. Selve juleaften forløb i fred og fordragelighed.
Efter en stille dag med få aktiviteter krøb vi alle ind til præstens julegudstjeneste. Da John er en dygtig og kyndig feltpræst var gudstjenesten, som sædvanlig rigtig god – den traditionelle portvin var dog savnet. Efter denne lille seance med renselse af sjælen begav vi os i retning af cafeteriet. Der ville blive serveret julemad klokken 1800, og rygtet ville vide at kokken havde ”slagtet” 165 ænder til 350 mennesker.
Noget de fleste bedsteforældre synes er en rimelig vurdering, men noget vi andre måske synes lyder en kende overdrevet. Det var da også et festmåltid, der var ænder og flæskesteg en masse, der var både hvide og brune kartofler, samt rødkål og et glas rødvin. Det var en udmærket middag, som endnu ikke var slut. Vi manglede stadig desserten, men vi havde lige et ærinde inden. Vi skulle ud at danse om juletræet, som kunne være kommet i avisen under overskriften: ”Skovens grimmeste træ finder blind mage”.
Soldaterne fra LMT 5 er så forspiste, at de knap kan rokke med ørerne.
Derfor stillede bataljonen op til dans og vi fik da også dannet hele to ringe om vores store juletræ. Vi skulle synge de første to vers af ”Højt fra træets grønne top”. På to vers nåede vi halvvejs omkring juletræet, og så var det desværre det. Efter disse to sjælenedbrydende vers, som mest af alt mindede om en ”Pop Stars” audition, løb vi rundt om cafeteria bygningen for at returnere til vores pladser. Den klassiske Ris a la mande med gemt mandel stod nu foran os.
Vi gik efter et ”værsgo” til fadet med, hvad der skulle vise sig at være knuste drømme om mandelgaven. Der var adskillige glædesbrøl og til jublen rundt omkring i salen, men ingen i vores nærhed. Efter denne velsmagende dessert, som i dagens anledning var krydret med nederlagets bitre eftersmag, begav vi os sammen med LMT 4 til LMT 5s glitrende og halv brandfarlige hule. Her blev de julegaver, vi havde besluttet os for at købe til hinanden, udvekslet i skæret fra stearinlys og lyskæder. Det var i sandhed en til omstændighederne hyggelig aften, og det levede i sandhed op til M.C. Ejnars vise ord. Det var jul, det var cool, og det var der vi hyggede os bedst.
Nu håber vi bare, at nytårsaften vil være ligeså god en oplevelse, som julen var.
LMT 5 ønsker alle glædelig jul og godt nytår.
Det danske militærpoliti i Camp Olaf Rye sender denne hilsen:
Så fik vi fejret julen på bedste vis her i Camp Olaf Rye, og nu er tiden så kommet til at fejre overgangen til det nye år. I den anledning vil personellet på Militærpolitistationen gerne ønske vores kollegaer i Irak, Afghanistan og Danmark et rigtig godt nytår. Ligeledes vil vi også gerne ønske vores familie og pårørende et rigtig godt nytår.
Til jer alle: ” Vi glæder os til at se jer i det nye år”.
Militærpolitidetachmentet med aftrædende stationsleder (og uden den nye) er klar til at håndhæve lov og orden i 2007.
Soldater fra bataljonen prøvede at fejre puertoricansk jul … også
En af redaktionen kendt medarbejder fra efterretningssektionen beretter om et besøg hos vore amerikanske kolleger:
Julens traditioner er mangfoldige, hvilket min kære kollega kaptajn Bergman og jeg erfarede lillejuleaften. Vore amerikanske kolleger er meget gæstfrie og de havde inviteret os til en lille julekomsammen i den amerikanske lejr, Bondsteel.
Multietniciteten i den amerikanske hær er markant og kollegerne fra US Army Military Police kommer for en stor dels vedkommende fra Puerto Rico, hvilket blandt andet forklarede hvorfor amerikanere talte spansk indbyrdes.
Forventningsfulde begav vi os af sted og så for vores indre blik Christmas Pudding, kilometervis af farvede lyskæder … alt i mens Bing Crosby ville croone ”I am dreaming of a white christmas” for at fuldende billedet af den total juleidyl … men vi skulle blive en del klogere!
Da vi ankom, blev vi budt velkommen af vores kollega, premierløjtnant Omar Lorenzo fra Puerto Rico - US FORCE. Mens vi gik hen mod stedet hvor julefesten skulle afholdes, snakkede han godt nok om ”pig on a stick”, men det hæftede vi os ikke rigtigt ved.
Kaptajn Bergman og premierløjtnant Lorenzo forsøger at holde varmen mens man venter på at maden skal blive klar.
Bag ”The Lone Star Hall” havde man arrangeret et typisk American BBQ Party med to pattegrise, der blev spidstegt over bål og alverdens salater. I baggrunden kørte latinomusik i et væk, og omkring 40-50 amerikanske soldater lige fra yngste konstabel til Generalen hang ud med en alkoholfri øl eller en kold cola.
Det hele var, som taget ud af en amerikansk krigs film, hvor basen emmer af grill duft, US Marines og Diesel.
Dog gik lidt af charmen af arrangementet, da temperaturen lå under frysepunktet, og påklædningen krævede både handsker og fiberpels. Men det var en alle tiders og noget utraditionel julefest, som de hævdede var normal juletradition på Puerto Rico i deres vante 30 grader.
Og sådan blev jeg og min kollega dét klogere, for hvem har sagt, at traditionerne skal kompromitteres på grund af omgivelserne.
Bataljonsstaben sender sine bedste hilsener til familie, venner og kolleger og ønsker alle et godt og lykkebringende nytår.