"Ekstreme" veje i Feyzabad

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af gæstereporter i PRT-FEYZABAD
feltpræst Christian

I denne uge er det undertegnede, Feltpræst Christian, som er gæsteskribent her fra Feyzabad. Det danske PRT i Feyzabad hører også med til mit "sogn" her i Afghanistan, sammen med PRT-erne i Chaghcharan, Mazar I Sharif og Danelm i Kabul.

Jeg har været her i Feyzabad to gange tidligere, og nu er jeg her igen. Denne gang i en lidt længere periode, og så er jeg blevet bedt om at fortælle lidt om mine indtryk her fra stedet.

"Åh, den vej til Feyzabad"
Som sagt, det er ikke så let at komme til og fra Feyzabad for tiden. Sidste uge måtte MOT-4 køre den lange vej fra Feyzabad til Kunduz for at komme på et fly til Kabul og derfra videre på leave i Danmark eller andre spændende steder.

Samtidig kom MOT-3 tilbage til Kabul fra leave, og så skulle de til Kunduz og køre MOT-4 bilerne tilbage ad landevejene og hjulsporene til Feyzabad. Det er slet ikke så lidt af et puslespil, at få det til at falde i hak, med mandskab og biler frem og tilbage fra det ene sted til det andet, samtidig med at det daglige arbejde også skal passes.

Vi er ankommet til Kundus Airfield og venter på transport til lejren

På denne tur tilbage til Feyzabad er jeg med sammen med nogle mekanikere, som også skal til Feyzabad for at holde eftersyn af våben og køretøjer og reparere sidstnævnte. For jeg skal nemlig lige hilse og sige, at der ikke er nogen biler, som kan holde til de ekstreme belastninger de kommer ud for på vejene her i landet; og uden for vejene; eller gennem stenfyldte tørre flodlejer - for ikke at tale om dem, der er fyldt med vand endnu.

Camp Kunduz
Vi lander på Kunduz Airfield lige ved ISAF lejren lidt udenfor Kunduz by. Det er en rigtig lækker nybygget lejr. Det er tyskerne, der står for PRT-et her. Det er godt og solidt byggeri, der er blevet til efter en nøje gennemtænkt plan, kan man se. Her skal vi overnatte i telte, inden vi tager af sted næste morgen.

Bilerne pakkes. Selv Jens´s cigaretter får vi plads til.

Tyskerne har åbenbart valgt at koncentrere en indsats her i længere tid. Indkvarteringerne er bygget som atriumhuse med små nyanlagte haver i den indre gård. Der er meget fine og rummelige velfærds- og opholdsfaciliteter som tilsyneladende er en helt integreret del af det samlede koncept. Ingen dårlig idé.

Gennem dal og over bjerg
Tidligt næste morgen er vi klar. Har pakket 11 mand og udrustning i tre biler. Det går lige. Vi kan lige være der. Dørene kan lukkes.

Kunduzdalen, det første stykke af turen, er et rigt og frodigt område, og her er der helt ny asfaltvej. Vi er visse steder oppe på 70 km/t. En helt uhørt usædvanlig hastighed i Afghanistan på helt usædvanlig dejlig vej. Den samlede tur vi har foran os er på 234 km og vores gennemsnitsfart kommer til at ligge på ca. 18 km/t. Det skal komme til at tage os 11 timer i alt.

Der er frodigt og rigt i Kunduzdalen. Rishøsten er i gang.

Hele dalen er dækket af overrislede marker. Der er sluser og vandingskanaler. Det ser meget velgennemtænkt ud. Der dyrkes ris og hvede, løg og mange andre frodige grønne ting, som vi ikke lige kan genkende alle sammen. Man er ved at høste ris. Høstfolkene har bygget små løvhytter på marken, hvor de kan hvile sig i middagsheden.

Op over passene er der ingen god vej mere. Nu er vi tilbage på jord- og stenveje. Snævre passager, hvor der næsten altid kommer en lastbil forbi. Det går, men der er langt ned, så det er bare med at holde hænderne på rattet, øjnene på vejen og tungen lige i munden.

Et sted i højderne, hvor vi holder pause, har afghanske nomader, Kuchi-er, slået lejr. Deres sorte telte er spændt ud ved lejrpladsen og hjordene af får og geder og kameler ses i landskabet rundt om lejren. Det anslås, at der endnu findes ca. 3 mill. Kuchi-er i Afghanistan.

Kochi-er har slået lejr i passet sammen med deres dyr.

Jo nærmere vi kommer Feyzabad jo strengere og hårdere bliver vejen og jo langsommere går det. Men endelig kan vi se, at vi drejer ind i vores dal og lidt længere fremme kan vi endelig, efter 11 timer, se lejren. Og det var fredag, og alle sov godt, og det blev morgen den næste dag, - lørdag.

Konfirmation og Pinse
Søndag holdt vi så konfirmation her i det danske PRT. Det var der ingen, som var forberedt på, men der ingen tvivl om, at de fleste havde godt af lige at få opfrisket lidt gammel konfirmandlærdom. Det hang sådan sammen, at der hvor jeg har mit daglige virke, der var der konfirmation den dag.

Og jeg var lidt ked af, at jeg havde måttet ofre en hel del samvær med mine konfirmander på grund af min udsendelse til Afghanistan, og nu heller ikke kunne være med til konfirmationsgudstjenesten derhjemme. Men så tænkte jeg, at så måtte jeg jo holde lidt konfirmation med soldaterne her, og det gjorde vi så.

Og så næste søndag blev det pinse. Solen havde strålet i al sin glans i mange dage, men aftenen før begyndte det at trække sammen. Det blev torden, og der kom regn og pludselige vinde.

Så det blev en lidt urolig pinsetid. Men vi fik indrettet kirkesalen inde i velfærdsteltet, og det gik, som det skulle. Vi har fået fremskaffet en meget fin portvin som altervin. Lidt opmuntring skal der da være. Og efter gudstjenesten var der kirkevand og snak i mørket på terrassen.

Ny terrasse
Her i Camp Odin, den danske del af den store lejr, er der et terrasseprojekt i gang i disse dage. Det er omme bagved vores boligblok, hvor et åbent område nu skal bruges til en udvidelse af den lille terrasse vi har nu. Byggematerialet er leveret og nu er alle ledige hænder i sving, under KVO´s Hennings ledelse, og der bliver hamret og skruet. På billedet man ser hvordan.

Tim, Frank og Simon bakser med fundamentet til den nye terrasse.

Patruljer
Den seneste uge har også budt på lange patruljer for MOT-1 og MOT-3´s vedkommende. Først nu på denne tid af året er der reel mulighed for at MOT-erne kan nå ud i de yderste hjørner af deres distrikter og ansvarsområder.

Eller rettere sagt, næsten ud til de yderste hjørner. For helt ud når de aldrig. Et eller andet sted stopper vejene simpelthen. Så er der kun små stier tilbage. Kun til fodpatruljer eller til æselkaravane. Her ender verden, på en måde.

MOT- 1 var på tur ud i provinsen Raghestan, til området omkring Yawan. Det virkeligt svære ved den tur var, at en del af vejen simpelthen er et flodleje. Man kører ganske nenkelt ude i floden et stykke og kommer først senere til almindelig vej igen.

Nu er vandstanden i floden blevet så lav, at kørslen kunne gennemføres. Vi der var her hjemme håbede på, at det ikke blev regn i bjergene, så floden steg igen inden MOT-1 skulle tilbage. Men det gik fint.

Floden

MOT-3 kørte til distriktet Wakhan. Det ligger ude i den lange tynde korridor mod øst, som danner Afghanistans grænse mod Tjetikistan, Pakistan og Kina. Her ude ender alle farbare veje ved Sarhad.

Derfra er der kun stier videre. Enten til Kina mod øst, eller til Pakistan mod sydøst. Det var her ude i disse pas at Alexander og senere Marco Polo drog igennem på deres erobringstogt og handelsekspedition på silkeruten.

Her ender vejen. Til venstre til fods med Marco Polo til Kina. Til højre til fods med Alexander den store til Indien.

Så alt i alt sker der meget og opgaverne løses, selv om vi føler os lidt isolerede for tiden, og glæder os til at vores lille lufthavn kommer til at fungere igen. Landingsbanen i vores lufthavn er blevet lukket af de tyske lufthavsinspektører.

Vi kan nu mærke, at forsyningerne kommer langsommere igennem end før, og persontransporten til og fra Feyzabad er også ved at være lidt problematisk.

De bedste hilsener til alle der hjemme i Danmark her fra Feyzabad.