[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Tina B. Kristensen, oversergent

Efter morgenappel og morgenmøde starter dagens arbejde som regel for depotet og terminalholdet. Nogle dage påbegyndes arbejdet dog før morgenappel afhængig af dagens opgaver og fly, som kommer eller går med materiel eller personel.

I uge 46 lander en dansk C-130 Hercules med en masse materiel, som giver travlhed både for terminal- og depotdrengene. Det meste af materiellet skal videre til Camp Bastion, så det bliver læsset på lastbiler, sorteret, evt. pakket om og sendt videre med andre fly og helikoptere til Camp Bastion. Den slags opgaver er der hver eneste dag, hvilket giver stor travlhed.

Her er materiel til Camp Bastion pakket på tre lastbiler og klar til at blive kørt ud til flyet.

Depotet modtager forsyningerne, som kommer fra Danmark, registrerer dem i DeMars, pakker dem om og afleverer til terminalholdet, som sørger for, at forsyningerne kommer videre til de rette destinationer. NSE forsyner alle danske enheder i Afghanistan med diverse varer, og det er altid en udfordring at skaffe transport ud til de fjerneste kroge som Feyzabad, Chaghcharan og Mazar-e-Sharif.

Sidst på eftermiddagen mødes terminalholdet for at diskutere morgendagens opgaver, inden alle i NSE mødes til chefens briefing.

Her mødes terminalholdet foran Murphy's Castle til koordination af morgendagens opgaver.

Efter aftenmøde og aftensmad kan der sagtens være mange flere opgaver, som skal løses, men som solen går ned over Kandahar Airfield, sænker der sig en vis form for fred over NSE, alt imens der lades op til de nye opgaver og udfordringer, som hver ny dag bringer med sig…

Solen går ned over Kandahar Airfield.