En hård uge

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mai A. Eriksen
presseofficer

Det er desværre blevet sådan, at forholdet mellem danskere og briter i Camp Danevang er blevet en del tættere i løbet af den forgangne uge. Jeg skriver desværre, fordi baggrunden for vores nyfundne sammenhold bunder i to tragiske hændelser, som har gjort, at vi har mistet tre af vores britiske kollegaer fra 58 battery, og at en er hårdt såret.

Jeg vil blot forsøge at beskrive, hvordan ugens begivenheder har dirigeret os ad en genvej til at lære hinanden noget hurtigere at kende, end vi nok ellers ville have gjort.

Lad mig starte med at fortælle om det britiske 58 (Eyre’s) Battery. Batteriet hører under 12. Regiment Royal Artillery, som har base i Tyskland i Sennelager. 58 Battery blev grundlagt i 1747. Her i Irak er de underlagt den danske bataljon. Det vil sige, at vi arbejder sammen her i Camp Danevang, og når vi kører på patruljer, så kører vi også sammen med "Five Eight", som de bliver kaldt.

DANBAT inklusive "Five Eight" på patrulje

Møgugen
Det har i bund og grund været en uge, hvor ulykkerne har tordnet ned over 58 Battery. Mandag omkring middagstid var Five Eight på patrulje i området nord for Basra, da et af deres køretøjer blev ramt af en vejsidebombe. To af vores britiske kollegaer blev dræbt af vejsidebomben, og en af dem blev hårdt såret. Tirsdag var "Five Eight" på en patrulje i Al Qurnah. Her blev en af briterne ramt af et skud, og han blev hårdt såret. Han døde torsdag aften.

Nogle af os danskere har været med "Five Eight" ude på de skæbnesvangre patruljer. Andre er kommet til ulykkestedet for at hjælpe. Andre af os har siddet i lejren og fulgt hændelserne på radioerne, og andre igen har været i lejren og taget imod dem, da de kom hjem.

Mandag aften stillede vi to stearinlys ud ved flagstængerne for de to dræbte soldater gunner (menig) Samuela Vanua og gunner Stephen Wright, eller "Sammy" og "Trigger", som de blev kaldt. Tirsdag aften holdt vi, den danske bataljon inklusive "Five Eight", en mindehøjtidelighed for dem ude på pladsen ved flagstængerne. Torsdag aften måtte vi desværre stille endnu et lys ud ved siden af de to andre. Gunner Lee Thornton var død af sine kvæstelser efter, at han blev ramt af et skud tirsdag. Fredag aften samledes vi på pladsen for at mindes "Thorny".

Batterikaptajn Rob Steel holder mindetale for "Thorny" fredag aften

Nyt sammenhold
Som jeg skrev i indledningen, så gør det noget ved et samarbejde at dele så tragiske oplevelser.

Indtil denne uge har samarbejdet, for de fleste af os, været det, jeg vil kalde et "venligt og professionelt" samarbejde. Når vi er stødt ind i hinanden på gangene, så har vi hilst på hinanden ved hurtigt at løfte blikket og aflevere et høfligt "Good morning" eller "Hello", og derefter er vi hastigt fortsat i hver vores retning.

Det er ikke, fordi vi ikke kunne lide hinanden før, det har bare været sådan, at vi hver især havde fokus på forskellige ting. Vi danske soldater, som næsten lige er kommet til Camp Danevang, er fokuserede på at falde til. Briterne er halvvejs i deres ophold i Irak, så de havde vænnet sig til at arbejde sammen med dem fra hold 7. Deres fokus har nok mest været på at lære at forstå- og arbejde sammen med et nyt hold "skøre" danskere.

I løbet af denne uge har den måde, vi hilser på hinanden på, ændret karakter. Vi siger stadig "Good morning" eller "Hello", men vores blikke mødes nu. Og i en kort stund holder vi hinandens blikke fast. Måske spørger vi: "How are you..?" inden vi går videre.

Når vi sætter os udenfor for at få en cigaret eller blot en kort pause fra arbejdet, så sætter vi os sammen og sludrer.

Hvis jeg skal forsøge at samle trådene fra denne beretning fra Camp Danevang, så vil jeg sige det sådan her:

Det er som om, vi er rykket tættere end nogen af os havde forestillet os, vi kunne. Vi er rykket tættere sammen, end nogen af os nogensinde havde håbet blev nødvendigt. Men vi er briter og danskere i den samme bataljon, og vi er mere end nogensinde i færd med at løse en opgave sammen.

Jeg vil slutte denne uges nyhedsbrev med at gengive oberst Mikkelsens ord fra mindehøjtideligheden fredag aften:

- Som jeg sagde for nogle få dage siden... Vi er blevet udfordret på smertefuld vis. Det er nu, vi skal bevise, at vi er en enhed, der er klar til at tage denne udfordring op. Vi skal blive ved med at hjælpe hinanden, og vores venskaber skal stå sin prøve. Vi er et hold. Og vi må nu - og vi vil fortsætte som et stærkt hold…