En stille og rolig uge i Camp Viking

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Redigeret af seniorsergent A.B. Madsen kommandobefalingsmand.

”Så skal møghundene vækkes”
Møghundene har nu været i hi i fire måneder på værkstedet, og det har holdt hårdt. Man ville til tider se til dem, og oversergent Staal har vogtet over dem som en høg. De bruger jo energi på at falde i søvn igen, hvis de hele tiden ville blive vækket af nysgerrige soldater, som lige ville have et billede.

Men i dag skulle Møghundene mærke solens varme stråler for første gang.
De blev nænsomt båret fra værkstedet og op i vores lejr, og en lille sluttet skare af soldater så spændt til. Er de i live? var nogle af de sætninger, der kom ud af munden på de nysgerrige, der spændt så til.

Ja efter fire måneder i hi, skal de jo lige varmes op, før de begynder at ræse rundt i manegen. Men med lidt forsigtighed begyndte de da at røre på sig, så det lader til at de er klar til endnu en sæson.

De to møghunde slippes løs.

I denne uge har der været meget stille i lejren, der er flere der er på leave, og vi har sendt en lille delegation til Feyzabad for at yde støtte deroppe, vores feltpræst Ulrik er også taget med for at yde sin støtte fra de lidt højre magter.

Her i lejren er vi så småt begyndt og tænke på, at vi snart skal lukke lejren ned og flytte til vores nye hjem i Kandahar. De indledende manøvrer er ved at blive taget, hvor mange containere og colli kasser skal der bestilles for at flytte det, vi skal have med os herfra, det kan godt virke lidt overskueligt i øjeblikket, mon ikke det går alligevel.

Fredag aften grillede vi, som vi plejer, vi havde inviteret vores gode venner fra Irland til middag for at sige tak for sidst, da de holdte Sct Patrick day for os. Da vi alle var samlet til middag, holdt vi et minuts stilhed for at mindes Jesper Nielsen, der døde i Irak.

Lørdag eftermiddag gik med fælles idræt, hvor Michael høvlede os igennem diverse pinsler med alt udrustning på. Vi var ude på en march tur, hvor vi lavede forskellige øvelser, så vi fik hurtigt pulsen op i det røde felt. 
Lørdag aften var vi inviteret over til vores svenske kollegaer for at grille, vi benyttede lejligheder til at sige farvel til den svenske chef, der skulle hjem efter end tjeneste her i
Kabul.

Hygge omkring bålet.

Ny uge, nye initiativer
Alle initiativer er altid velkomne, fredag lavede Anders og Kroer en form for træstub, som skal bruges til at hamre søm i. De fandt en gammel pæl, der lå bag nogle containere. Den blev skåret op og bundet sammen, så må vi se, hvem der bliver officiel DANELM mester i at slå søm i.

Indvilgelse af den nye træstub.

Nyt fra CISCEN
I forbindelse med afhentning af nødvendige stumper på Bagram Airfield blev der heldigvis mulighed for, at halvdelen af den øjeblikkelige besætning på CISCEN-ISAF, kunne få en tur ud af lejren, hvor man som CISCEN personel tilbringer store dele af tiden i Midgaard, hvilket er navnet på den bunker, kommunikationscentret er beliggende i. (daglig tale HULEN, da der selvsagt ikke er vinduer i en bunker).

De heldige fra CISCEN, som skulle med til Bagram, var Kenneth og Videbæk, som er de nyeste medlemmer af sektionen, så det naturlige valg faldt på dem. Bagram Airfield er en meget stor amerikansk base med alt det, der hører sig til, når amerikanerne er udsendt.

Det betyder, at man har mulighed for ud over at indtage sin mad i messen. Det består af et  tagselvbord af retter, hvoraf vi i Danmark vil betegne de fleste som fast food.

Ud over dette er der flere muligheder for at vælge andre steder at indtage sin mad, her kan f.eks. nævnes Burger King, og Kentucky Fried Chicken. Kenneth valgte sidstnævnte, og Videbæk skulle en tur på Burger King, da dette altid er en oplevelse, når man er vant til det tyske feltkøkken, som ofte serverer mad af en tvivlsom oprindelse og kvalitet.

Burger fra Burger King.

Det er altid en oplevelse at møde amerikanerne, de er et folkefærd for sig. En del af dem er kraftigt overvægtige, det kan måske hænge sammen med, at i stedet for at gå rundt, kører de i bus rundt i lejren, så det er muligt helt at undgå motion.

Ud over alt dette er der også rig mulighed for at bruge nogle penge i den store Amerikanske PX, som er et eldorado af varer fra dagligdags fornødenheder til bunker af elektronik og andet lir. Og skulle det ikke være nok, er der det Afghanske marked med et overdådigt udvalg af tæpper og smykker – ægte og uægte – og souvenirs fra Afghanistans krigsrige historie.

Nyt fra Forsynings og vedligeholdelsesektionen.
I vores sektion er den første på leave i Danmark, det er Jesper, som er vores reservedelsmand, og vi andre er også begyndt at tænke på lillemors kødgryder i Danmark.

Vores våbenmekaniker Ole og elektronikmekaniker Jacob er i Feyzabad for at holde eftersyn på deres materiel. Så der er lidt stille på værkstedet her i Kabul, det er kun motormekaniker Jørgen og Henrik, som er fører, der er tilbage.

På forsyningskammeret er der endelig komme tilgang af to nye forsyningshjælpere, som er  noget blege i forhold til os andre, som har kunnet nyde solen de sidste par måneder, men det skal de hurtigt komme efter. De havde dog en noget lang hårpragt, som nu er blevet til tre millimeter, så nu ligner de rigtige soldater.

Nyt fra MP stationen
Uge 12 i Kabul startede for MP med en flyvetur for de to vicesheriffer, turen gik til Herat, den vestligste provins i Afghanistan. Turens formål var at fragte regnskabsfører Klein med nogle penge og en kontrakt omhandlende et skoleprojekt til de indblandede afghanske parter. Flyveturen foregik i en C130 (Hercules) og varede cirka en time. På hjemturen blev der fløjet over Chaghcharan, og derefter ”hjem” til Kabul.

Da vi kom hjem, havde der været et stort banantyveri i Camp Viking, dog havde mesterdetektiven – sheriffen - fundet den skyldige, og denne blev straffet hårdt… Af andre ”store” ting så mødte Calle en skorpion og var lige ved at stikke klør fem ind for at hilse på den, han er trods alt okay, men den historie kan han selv fortælle meget mere om.

De to vicesheriffer venter i Herat.

Fredag d. 24, var der endnu en tur, der tog os ’langt’ hjemmefra. Turen gik til BAF (Bagram Airfield) en amerikansk base. Den officielle årsag til turen var at forsøge at få indkøbt sikrings-snor til forsvarets udleverede pistol og andre nødvendige forsyninger. Ombord på ’konvojen’ var de to læger, ’slagteren fra Kabul’ og ’Doc Holiday’, sygeplejersken, ’nurse Betty’, et par repræsentanter fra CISCEN og ’værkstedet’.

Turen derud var virkelig ubeskrivelig. Undervejs passerede vi både nomader i færd med at græsse deres får og andre, som var på en rute til en ukendt destination med både får, kameler (el. var det dromedarer) og familie.

Da vi endelig ankom til Bagram, mødte vi en by, der mindede lidt om en gammel ’western’ by med farverige reklame skilte, ”meget blåt” hen over deres små tæt pakkede butikker. Samtidig fløj en Chinook eskorteret af en Black Hawk forbi, uden tvivl for at lande et sted i BAF.

Efter at have passeret adskillige chikaner stod vi så i basen.
Vi fandt efter noget forvirring en parkeringsplads og aftalte, at vi alle ville mødes ved køretøjerne igen kl. 1230. Der var ikke meget på markedet i lejren, som man ikke har set andre steder i andre lejre, dog havde deres ene PX lidt større udvalg af varer.

Jo og så var der også en BK (Burger King), hvor man kunne få sine fast food behov opfyldt.
Vi fik også strenge ordre på, at vi ikke skulle komme hjem uden Burger til Sheriffen.
Kl. 1230 sadlede vi op, og turen hjem var uden hændelser.

Nomader  holder pause for at få lidt vand.

Nyt fra Regnskabsføreren
Rejsende i pengeforsyningens tjeneste
Som regnskabsfører i Afghanistan er jeg bl.a. ansvarlig det, som kaldes pengeforsyningstjeneste. Det vil sige, at jeg sørger for, at der er penge til rådighed ved samtlige Hærens og Flyvevåbnets udsendte missioner/styrkebidrag i Afghanistan.

Endvidere er det f. eks. også min opgave at afregne økonomiske mellemværender for den støtte, vores missioner modtager fra andre nationers kontingenter og civile leverandører. Det kan f. eks. være for forplejning, indkvartering og så videre. Sidst, men ikke mindst, sørger jeg for, at vores soldater kan hæve de kontante penge, som de har brug for i deres dagligdag.

Dette foregår ved hjælp af en ganske normal DANKORT-terminal, som via Internettet er tilkoblet PBS-systemet derhjemme i Danmark.

I øjeblikket er jeg ene mand om at løse denne opgave, men i forbindelse med at den nye Stage3-mission starter op i løbet af sommeren i det sydlige Afghanistan, vil regnskabstjenesten blive udvidet til at bestå af to personer. En regnskabsfører og en kasserer.

At skulle dække hele Afghanistan medfører til tider en del rejsevirksomhed. I løbet af de næsten seks måneder, jeg nu har været regnskabsfører her i Afghanistan, er det blevet til en ganske anselig del timers rejse med såvel bil og fly. Missioner og enkeltpersoner placeret her i Kabul er blevet besøgt og serviceret efter behov pr. bil.

Missioner og enkeltpersoner m.v. placeret rundt i hele Afghanistan kan kun besøges og serviceres ved at rejse ud til dem pr. fly, eller ved at de selv kommer til Kabul. I den forbindelse er det en klar fordel, at regnskabskontoret er placeret her i Kabul, som er det centrale trafikknudepunkt i Afghanistan, når det drejer sig om flytransport.

Servicering af og støtte til missionerne har inden for de sidste ti dage bragt mig til både det sydlige og vestlige Afghanistan, samtidig med at jeg har haft besøg fra det nordlige Afghanistan.

Først gik turen til Kandahar Air Field i det sydlige Afghanistan, hvor vi indtil videre har nogle få personer placeret ved det canadiske brigadehovedkvarter, og hvor det Nationale Støtte Element til Stage3-missionen om et par måneder bliver oprettet.

Indflyvning til Kandahar Air Field

Derefter gik turen til byen Herat i Afghanistans vestligste provins, der støder op til Iran, i øvrigt ledsaget af to af vores MP’ere som beskrevet andetsteds i dette ugebrev. I Herat er der ingen danske missioner eller enkeltpersoner placeret. Men i nabo-provinsen Ghor, er et antal danskere stationeret ved et litauisk PRT i byen Chaghcharan.

En af deres opgaver er at udføre CIMIC- og humanitære projekter. I forbindelse med et projekt, hvor der skal produceres skolemøbler til en skole i Tulak-distriktet, havde CIMIC-officereren brug for at få hjælp til få betalt første rate vedr. projektet.

Betalingen skulle gennemføres direkte til producenten, som har sin virksomhed i Herat, hvorfor jeg mødtes med ham og en repræsentant fra UNDP, som moniterer produktionen, i Herat lufthavn.

kontrakten bliver underskrevet.

Transporten til og fra Herat forgik i en hollandsk C-130 Hercules. Da vi skulle flyve fra Herat igen, oplevede vi i øvrigt, hvad man gør, når man har en propel på en motor, som ikke vil rotere. Besætningen på flyet kunne ikke få propellen på motor to til at rotere. Hvad gør man så? Man ”løber” den i gang.

To gange måtte piloten med tre motorer i gang lave et ”afbrudt” startforsøg med kraftig nedbremsning hen mod enden af startbanen, før end propellen kom i gang. Godt at vi alle var blevet bedt om at forlade flyet først.

Tilfreds med at propellen er kommet i gang

Sidst på ugen kom kommandobefalingsmanden fra PRT Feyzabad i den nordligste provins Badakhshan på besøg hos mig her i Kabul. Der er udlagt en forskudssum hos ham, således at han kan servicere danskerne i Feyzabad med kontanter. Hans pengebeholdning var efterhånden ved at være så lille, at den skulle suppleres op.

Således slutter en berejst og oplevelsesrig uge for regnskabstjenesten i Afghanistan

Hermed slutter ugebrevet her fra CAMP VIKING for denne gang, håber i alle har det godt hjemme i Danmark.