En verden udenfor

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af forskellige forfattere fra Liaison Monitoring Team 5.

Tirsdag den 17. oktober tog Liaison Monitoring Team (LMT) 5 og 4 en tur på skydebanen. Vi startede med at indskyde vores geværer, hvorefter vi gik ned på pistolbanen. Alt i alt var skydebanedagen en succes. Vejret var dejligt, og vi præsterede rent faktisk at ramme noget af det, vi sigtede efter. Da vi havde ryddet op på skydebanen, var vi lige hjemme at vende i Camp Oluf Rye med skiverne og resten af ammunitionen.

Skytterne får indskudt karabiner.
 
Det var dog en kort visit, for vi havde andre planer for dagen. Vi skulle højt op i bjergene. Vi skulle helt derop, hvor træerne bliver hvide og luften en anelse tyndere. Turen derop førte os forbi den opdæmmede Gazivodsko sø; en kunstig sø på cirka 20 kilometers længde, som bliver brugt til produktion af strøm. Vandstanden i søen var relativ lav.

Faktisk var den så lav, at vores til lejligheden medbragte serbiske tolk fortalte os, at han kunne skimte et af de huse, der nu ligger under vandet.

En anden af vores tolke fortalte os, da vi kom hjem, at han som knægt/ung mand havde svømmet i søen næsten hver dag i sommerperioden. Han fortalte os også, at søen havde været opdæmmet i lidt over 30 år.

Men det må være mærkeligt at svømme i søen og tænke på, at lige under ens fødder gemmer der sig op til flere spøgelsesbyer. Huse, der stod der, da vandet lige så stille kom krybende op om soklen. At, hvis man bare dykker ned under overfladen, så vil man finde en død menneskeverden.

En verden af træ, teglsten og beton, der langsomt bliver slidt væk af vandet, der blot ønsker at omfavne det blidt. Ethvert spor af livet fra før, bliver i kornstørrelser ført af sted med blide strømme for til sidst helt at forsvinde som tårer i regn. Tanken er en anelse skræmmende.

Men efter det lille sorte tankespil, blev synet løftet fra det kolde dybe vand op imod Kosovo' bjerge. Vores rejse fortsatte videre opad til en verden, der syntes meget mere levende end den, vi lige havde forladt. Der var træer på alle bjergsider, solen skinnede uhindret på vores ansigter, og folk arbejdede i skovparcellerne langs vejsiderne.

Man kunne ikke lade være med at lade sig imponere, når man på et af turens mange stop kunne kigge ud over Kosovo' store vidder, dybe dale og høje bjerge, som alle spillede sammen til at skabe et ualmindeligt flot landskab. På et tidspunkt befandt vi os i en sådan position, at vi kunne kigge ud over to store dale.

Udsigten undervejs

Højden havde da også nærmet sig de 1500 meter, men der var stadig over 300 meter til toppen. Den skulle dog ikke vise sig at blive en skuffelse, for det var som at træde ind i en helt anden verden. Træerne blev hvide af sne, ens ånde blev synlig, og alligevel syntes solen at skinne lidt kraftigere. Udsigten var ikke mindre end fænomenal og turen en deklareret succes.

Efter lidt tid på toppen gik turen nedad igen. Igennem den levende verden, forbi den døde verden, og hele vejen tilbage til den verden, vi selv kom fra. Vi tog billeder og følelser fra hver af disse verdener med tilbage til vores egen verden og kunne blot konstatere, at dette land rummer mere, end hvad de fleste tror og ser.

Dette land er meget mere end den død og ødelæggelse, der har hærget landet igennem flere århundreder. Og det er det, vi skal fokusere på, når vi kører rundt i vores egen verden.

Udsigten undervejs.