Endnu en dag i Al Hartha

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der har været dejligt roligt i det danske område på det seneste, og onsdagens angreb med raketter på basen og to vejsidebomber i det nordlige var forhåbentlig enlige svaler.

Af Hans Christian Skaanning, presse- og informationsofficer

Stemningen i Camp Danevang er god og frejdig. Så frejdig man nu kan være i fyrre graders varme. Der bliver båret papkasser med vandflasker til køleskabene med hidtil uset hyppighed, og de flinke filippinere hiver one-dollar ispinde op af PXens fryser i et tempo, som kan give en overophedet dansker endnu mere sved på panden.

Ellers er de sidste af os i gang med at sy knyttede næver på ærmerne. Det er vores nye overordnedes, 20. brigades, symbol. Så væk er ørkenrotten og erstattet af den stilistiske knyttede hånd på dybblå baggrund, som brigadegeneral Everard overdrog os i tirsdags.

Det er ved at være noget tid siden, vi sidst er gået tæt på soldaternes arbejde i felten her på siden, så det råder vi bod på i dag. Her følger beskrivelsen af en helt almindelig dags arbejde for en af panserinfanteriets delinger.

1. maj i Al Hartha
Det er mandag den 1. maj, arbejdernes internationale kampdag. Men for danske soldater i Irak er der ingen frihed i den anledning. Som alle andre dage er der arbejde nok, og i dag er opgaven for panserinfanteristernes 3. deling eskortering af Rebuilding Unit Denmark (RUD) til Al Hartha.

Delingsfører Michael giver befaling fra morgenstunden foran panserinfanteriets hjem i Danevang

Dagen starter med befaling klokken syv foran infanteristernes hovedkvarter i Camp Danevang. Delingsfører premierløjtnant Michael klarlægger ruten, fordeler opgaverne og gennemgår dagens trusselsvurdering. Forhold ved vejsidebomber, selvmordsangreb, håndvåben-ild og så videre. Ikke fordi truslen er specielt høj i dag, men fordi vi vil være klar til alt - altid.

Efter morgenmad og madpakkesmøring i cafeteriaet indøves forholdsreglerne i praksis, først i lejren og siden i terrænet, og klokken ni lader vi våbnene op ved "East gate" og kører mod Al Hartha.

Alle procedurer trænes før afgang. Skulle soldaterne blive angrebet, skal alle instinktivt vide, hvad de skal gøre, hvornår og hvorfor.

Formålet med turen i dag er to møder i byen, som RUDs Team 1 (af fem i alt) skal til - først på en dadelfabrik, som er blevet renoveret, og derefter en skole, hvor to klasseværelser og nye toiletter er bygget for danske penge ved RUDs mellemkomst.

Undervejs skal gardens infanterister desuden lodde stemningen i en del af Al Hartha, hvor bataljonen i samarbejde med den britiske brigade gennemførte en operation og anholdt en kendt terrorist to dage i forvejen.

Patruljen er fremme ved byporten i Basra. Trafikken holdes tilbage, mens de krydser midterrabatten.

På vej til arbejde
Vi tager den nærmeste omvej. Altid en ny rute, for ikke at lette arbejdet for dem, der vil placere bomber imod os. Ad solhærdede og hullede jordveje gennem nogle af de mest øde og fattige nabolag i området, med udsigt til mængder af affald, store børneflokke og huse med tre vægge og et halvt sivtag. Familiernes få høns, geder eller køer og okser i interimistiske indhegninger eller bare frit gående rundt.

Irak er ikke kun ørken, men det er heller ikke alt som glimter, der er vand. Borefaciliteter og de kendetegnende flammer hævet ovenover spejler sig flere steder i sorte søer af tyk olie. Forureningen er kolossal og skyldes - ud over årtiers almindelig skødesløshed - også ran. Olieledningerne, som strækker sig overalt i landskabet, er flere steder brudt. De store jernrør er skruet fra hinanden, kørt væk og solgt af fattige, hvis alternativ til den indkomst er børnenes tomme maver.

Konstablerne Kjær i forgrunden og Larsen bagved holder vagt udenfor, mens RUDs folk holder møde med fabrikkens ledelse indenfor i skyggen.

Fabrikken og skolen
Fremme i Al Hartha, halvanden time efter afgang fra Danevang, kører patruljen ind gennem porten til daddelfabrikken og parkerer bilerne. RUDs to folk trykker hænder med den ventende ledelse og går til møde inde i skyggen. Udenfor i den hårde og fugtige varme holder konstablerne Larsen og Kjær vagt.

"Jeg har ikke været her på daddelfabrikken før, men dette er en typisk opgave for os", fortæller konstabel Larsen foran bygningen, hvor også perifere medlemmer af den irakiske delegation har taget opstilling.

Resten af delingen kan læne sig tilbage og holde skansen ved bilerne på pladsen midt på fabrikkens område, med frit udsyn til porten, som bevogtes på skift af to mand.

RUDs møde med fabrikkens ledelse varer en time
"Det gik som forventet", siger overkonstabel Morten Brendstrup, som sammen med kaptajn Jacob E. Sjøqvist udgør Rebuilding Team 1. "Vi aftalte at opsætte to mindre vandtanke i stedet for en stor, som det var tanken, og ellers opnåede vi alle de aftaler, vi kom efter".

Kaptajn Jacob forrest og overkonstabel Morten fra RUD har fået følgeskab af skolebørnene, men underviser snart deres forældre i demokrati.

Undervisning på en fridag
Et planlagt møde på en skole 100 meter nede ad vejen bliver ikke til noget, da 1. maj er en fridag i Irak, og ingen er mødt op. Men de lokale på gaden udenfor vil gerne snakke, og kaptajn Jacob ender med at give en opdragende lektion i demokratiets virke midt på gaden i Al Hartha.

Borgerne vil gerne have mere, så med nyasfalterede sidegader på venstre side og en renoveret fabrik og skole til højre for tilsammen 100.000 dollars er Jacob nødt til at lade dem forstå, at der ikke er tale om en dansk gavebod.

"Danske borgere har betalt for dette med deres skattepenge. Er I ikke glade for det? Vi vil gerne hjælpe jer endnu mere, men vi kan ikke få lov af jeres politikere. Fortæl dem, at I er uenige i det manglende samarbejde, fortæller han randen af irakere omkring sig, som forsikrer, de er taknemmelige, og efter en halv times debat også synes at forstå sammenhængen.

Patrulje på Pirat Island. Det kan nok være, de voksne taler med store ord om alvorlige ting bagved, men en smilende, dansk infanterist på vagt synes mere interessant for nogen.

Next stop Pirat Island
"Pirat Island" ligger få kilometer væk, og området har været fjendsk på grund af den nylige anholdelse at en formodet terrorist. Delingen er blevet bedt om at lodde stemningen i dag, da der i går blev kastet sten efter en dansk patrulje. Men alt ånder tilsyneladende fred igen. Enkelte voksne mænd er vrede, men bliver behændigt talt til ro af delingens fører.

Vi går over gangbroen til øen og går en runde i området. Også her er naboerne ophidsede over anholdelsen af deres ven, og vil snakke om soldaternes rettigheder på deres ø. Igen ender det helt udramatisk og med nogenlunde enighed og håndtryk til afsked. Delingen gør sin rundering færdig, går tilbage over broen og gør klar til at køre hjem. Et kig på de svedige håndled fortæller at klokken er blevet tre.

Fladt, goldt og ulideligt varmt. Der er en halv times kørsel endnu, før RUD og infanteristerne kan køre ind gennem Danevangs port igen.

Hjem over steppen
Horisonten idet fjerne er trukket efter en lineal, og alt op til den som nivelleret af et gigantisk vaterpas. Synet af Lolland kunne til sammenligning give Ingmar Stenmark våde drømme. Hjemturen foregår uden problemer, og klokken lidt i fire kører fem støvede biler og en svedig deling ind gennem Danevangs port.

Efter afrigning af bilerne og udsmidning af tomme vandflasker, står den på fortjente kolde afvaskninger under bruserne og noget i skrutten.