Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Skrevet af depotbefalingsmand Peter Faaborg
Søndag
Søndag over middag havde hele NSE planlagt en tur på skydebanen. Den er placeret ca. 5 km udenfor lejren, og turen derud i vores pansrede køretøjer var meget varm, der blev ca. 55 grader inde i bilen. Området uden for lejren bærer tydeligt præg af, at det har været udsat for heftige kampe.
Da vi ankom til skydebanen blev vi udsat for naturens luner og blev desværre nødt til at køre tilbage uden at løsne et skud. Vi havde overset den faktor, at det stort set hver dag over middag blæser en lille smule op, når vi er i lejren.
Udenfor lejrens læ var den lille blæst imidlertid blevet til noget af en storm, og der er jo ikke noget ved at skyde på skiver, der ligger ned.
Da vi kom tilbage, var der oprydning omkring vores CISCEN (kommunikationscenter), da det nu er blevet færdigt, sådan da. Der er stadig problemer med varmen inde ved computerne. Ved middagstid har de målt temperaturer op til 60 grader, så det er ikke så meget, der bliver lavet på dette tidspunkt.
Skydebanen (et stort åbent område)
Mandag
Mandag til vores morgenappel blev Camilla udnævnt til OKS (overkonstabel), og gav derfor sodavand om aftenen. Det er jo ikke til at skaffe en god dansk øl i lejren pga. forholdene.
I løbet af dagen var der planlagt en masse små opgaver, men disse blev opgivet, da vi ikke havde nogen køretøjer, og de engelske soldater ikke havde tid til at hjælpe os.
Camilla bliver OKS
Tirsdag
Så ankom de første containere endelig til NSE. De kom med de kendte Jingle Trucks. Lastbiler med en masse bjælder og andet skrammel hængende omkring og malet i alskens farver. Efter sigende for at skræmme onde ånder væk.
De ankom heldigvis i god stand og uden nogen skader. I containerne var alle vores nye biler, så derfor skulle depotet aflevere deres to Eagler, som skal sendes til en anden dansk enhed i Camp Bastion.
Senere på dagen fik vi placeret den første af vores containere, så nu mangler vi kun 78 stk. For at kunne få sat containerne rigtigt på plads, uden at de hælder alt for meget, har vi lånt et nivelleringsapparat af vores ingeniører. Det er noget af en opgave, når to kontornussere pludselig skal få sådanne fine måleinstrumenter til at makke ret. Men vi har vel alle en lille ingeniør gemt indeni.
Danske containere på Jingle Truks
Onsdag
I løbet af dagen ankom så 24 containere. Vi fik pakket de første varer til de små danske enheder i det nordlige Afghanistan. Det var nærmest en festdag for NSE, eftersom vores vigtigste opgave jo er at levere varer til dem, der måtte ønske dette i missionsområdet. Der vil dog gå ca.1 måned endnu inden vi endelig er på plads i logistikområdet i daglig tale kaldet LOG-park.
Torsdag
Det fortsatte med at ankomme containere, og vi begyndte at have lidt pladsproblemer i vores midlertidige logistikområde. De første lastbiler ankom også og blev straks taget i brug til at fragte containere ud i vores ammunitionsområde.
Danske containere i det midlertidige logistiske område
Fredag
Kl. 0700 ankom en stor flyver fra Danmark fyldt med Ammunition. Alle paller blev kørt ud til vores ammunitionsområde og pakket i containere.
Det var også dagen hvor vores længe ventede 16T Svetruck ankom. Den skal bruges til at flytte rundt på vores containere.
Det sjove i denne sag er, at den var planlagt til at ankomme som det første, således at vi ikke skulle låne løftekapacitet fra de engelske eller hollandske soldater, at den så ankom som noget af de sidste, er nogle af de små ting, der er med til at gøre det spændende at være her i Afghanistan.
Camp Fare Away, hvor vi bor
Lørdag
Dagen startede tidligt med omlæsning af ammunition. Der blev dog mulighed for at deltage i ugens store højdepunkt, bazaar. Hver lørdag mellem 0900 og 1300 lokal tid er der marked lige udenfor hegnet.
Her kan man købe mange forskellige varer fra de omkringliggende landsbyer, det minder en del om et loppemarked, men det er for det meste nye ting. Som på alle andre markedspladser forventer de, at man prutter om prisen, men det er ikke altid let, når man ser fattigdommen i øjnene på dem.
Søndag
Klokken 0700 ankom endnu en flyver fra Danmark med ammunition, vi fik hurtigt dette pakket sammen i ammunitionsområdet, således vi kunne holde søndags fri. Men søndag var det en kold dag kun 37 grader, det var lige før man skulle til at have de lange underbukser på.
Den sidste lastbil ankom også søndag, så nu har NSE modtaget alt deres materiel fra Danmark, nu mangler vi bare at få det hele placeret de rigtige steder, således mekanikerne har et værksted, depotet har et depot og ikke mindst at kommandokontoret har et kontor.
Depot-drengene, Faaborg, Rønne, Jeldtoft og M.H.