[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Anders kaptajn, forbindelsesofficer og
Dennis, premierløjtnant, delingsfører Let Opklaringseskadron, Camp Bastion

Efter lidt over en uge, hvor eskadronen (ESK) ankom dryppende på tre rotationshold, er vi nu samlede og har påbegyndt vores afsluttende træning og finpudsning af formen, inden vi starter på vores første operationer.

I fredags var vi på skydebanen for første gang for at sikre os, at våbnene rammer, hvor de skal. Det kom de til, og alt fungerede efter hensigten,

så det var en rigtig god dag under den bagende sol i ørkenen. Selvom der "kun" var lidt under 40 grader, skal der drikkes rigtigt meget vand, når man opholder sig en hel dag i solen og er aktiv.

Eskadronens soldater indskyder deres geværer. Skydebanen bestod bogstavelig talt af en streg i sandet, og der var fuldstændig fladt til alle sider.

Oversergent Thomas assisterer premierløjtnant Dennis med kollimatoren (et apparat man stikker i løbet på geværet, og som kan bruges til at kontrollere at geværets sigtemidler er indstillet korrekt).

Den kombination af pansrede EAGLE-køretøjer og tunge maskingeværer fungerer rigtigt godt og gør eskadronen til en af de mere slagkraftige NATO-enheder i Helmand-provinsen. Oplevelsen af de tunge maskingeværers virkning på de opstillede mål er da også med til at indgyde respekt og tillid til de meget effektfulde våben, vi er udstyret med.

De tunge maskingeværer monteret på eskadronens EAGLE-køretøjer skulle også indskydes. Rekylen fra maskingeværerne er kraftig nok til, at køretøjet vugger fra side til side under skudafgangen.

Eskadronchef Christian og næstkommanderende Torben overvåger dagens skydninger med ophøjet ro.

Den første uge med den samlede eskadron har stået på vedligeholdelse og klargøring af de køretøjer og materiel, vi har overtaget fra hold 1. Da der er rigtig mange ting, lige fra tonstunge pansrede køretøjer til blyantstynde laserlygter til geværerne, så tager det sin tid at komme igennem.

Det er dog godt med en blid opstart, da kroppen skal bruge lidt tid på at vænne sig til varmen, ligesom at højden på næsten 900 meter over havets overflade også kan påvirke en. Derfor måtte ESK også først begynde at dyrke idræt i lørdags.

Dog kunne man, hvis man stod i skjul på de sene aftentimer, sandsynligvis se enkelte af ESK soldater snige sig til en løbetur i ly af mørket. Ret meget mindre kan man vel ikke forvente sig af opklaringssoldater, der blot efterlever devisen: "I mørke er alle katte grå".

Men for opklaringssoldaten er træningen også en vigtig del af hverdagen, og mange af os bliver lettere irritable, når vi ikke kan få vores daglige dosis. Så for en god del af os starter dagen, nu da vi alle må træne, med en god løbetur rundt i lejren, gerne efterfulgt af lidt hurtige styrkeøvelser, inden dagens dont for alvor kan påbegyndes.

Vores sparsomme styrketræningstelt bliver da også flittigt besøgt, mens de strategisk placerede kropshævningsstativer også er en væsentlig del af opklaringssoldaternes hverdag.

Denne lune efterårsaften nyder eskadronen lidt velfortjent fritid med tid til at nusse om sine stumper, sludre med kammeraterne om de kommende operationer eller indrette sit hjørne af teltet med de små detaljer, som gør savnet af hjemmet lidt mere udholdeligt.

Ude i mørket høres de hule drøn af artilleripjecer og morterer, som oplyser skydebanen for britiske soldater. Ligesom os arbejder de intensivt på at blive klar til de udfordringer, Helmand har til os. Herinde i lejren er det kun hyggeligt at høre "kamplarmen" med den sikre forvisning om, at vores britiske kolleger er dygtige og kan deres kram.

Baggrundsstøjen er i øvrigt en vigtig del af stemningen i Camp Bastion. Lyden af Chinooks og Blackhawks (britiske og amerikanske helikoptere) flyder kronisk hen over lejren, og snakken går hurtigt om hvilken operation, der nu nyder godt af vores bevingede venner. Enkelte dage trykkes stemningen af en britisk, canadisk eller hollandsk soldat, som i såret tilstand afleveres på felthospitalet. Da går alvoren igen op for os.

PS:
Det danske kontingent i det sydlige Afghanistan er sammensat af mange forskellige enheder, som vi vil høre fra en efter en her på hjemmesiden.