Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af NK MJ Susanne
Stabens arbejde
I tidligere ugebreve har I hørt om CIMIC og deres projekter, MOT-holdene, deres patruljer og andre genvordigheder. I har også hørt om DANELM og alt det arbejde, de gør for at få det hele til at hænge sammen. I denne uge skal I så høre lidt om hjernen bag det hele – nemlig staben. Ingen enhed og ingen patruljer kan virke uden grundig og gennemtænkt planlægning, og det er det, staben står for.
Ikke alene har chef (CH) og næstkommanderende (NK) ansvaret for det danske kontingent (DANCON), men vi har også et helt andet job ved siden af i den tyske stab, hvor vi er med i planlægningen af alle aktiviteter og blandt andet har ansvaret for alle de befalinger, der skal til for at sende vores patruljer ud i det rigtige område af Afghanistan og med den rigtige opgave.
Staben består dog ikke kun af CH og NK, men også af major Henning og oversergent Peter, som til hverdag arbejder i operationscentret, hvorfra man følger alle patruljer, når de er på tur. Det er også hertil, patruljerne ringer ind en gang i mellem med meldinger.
Chefen i gang ved skrivebordet.
Generelt er staben i lejren hele tiden. Derfor sørger vi for at sende MOT-holdene ud at køre patrulje, så vi har fred og ro og det hele for os selv. Specielt er det rart med plads i træningsteltet, når vi ”løfter jern” om aftenen. Lidt motion skal vi jo have, når vi sidder ned hele dagen.
En gang imellem er vi gæster på en af MOT-holdenes ture. Det tjener flere formål. Dels får vi ikke lejr-kuller, dels ser vi lidt af Afghanistan, og det er jo et utroligt smukt land, og endelig oplever vi også selv, hvad det er, vi sender MOT-holdene ud i.
Fastelavn
I weekenden var det fastelavn, og selvom man er langt væk hjemmefra, kan man udmærket holde hjemlige traditioner i hævd. Især er vores tyske kolleger meget glade for fastelavn, som faktisk kaldes den femte årstid i Tyskland.
Derfor var der også fest og glade dage lørdag aften i lejrens fælles velfærdstelt, hvor god musik, fælles hygge – med alkoholfri øl - og flere spøjse udklædninger vakte stor jubel.
Søndag morgen blev hele DANCON vækket af to udklædte herrer med fastelavnsris og raslebøtter, som gik rundt til alle for at få penge og slik.
Overkonstabel Henrik og Henrik udklædt som ”supermænd”.
Camp Odin banko
Major Henning er ved siden af jobbet som stabsofficer også vores velfærdsofficer. Det vil sige, at han sørger for at holde nogle arrangementer til fælles underholdning. Disse fællesarrangementer er meget vigtige for alles velbefindende, fordi vi så laver noget andet end bare tjeneste og arbejde sammen.
Denne gang havde han arrangeret et bankospil på vores terrasse. Mod betaling af en euro fik vi en spilleplade, og så gik det ellers derudaf med Henning som opråber. Hele flokken var hurtigt med i spillet og udbrud så som ”så kom da med det (det rigtige tal altså)” og ”ja, dak”, når tallet så blev råbt op, fløj gennem luften efterfulgt af et højlydt ”ÅÅÅÅRRGGHHHH”, når der var en, som råbte ”banko”.
Der var præmier for en række, to rækker og hele pladen fuld. Der var også sidegevinster, så næsten alle fik en præmie. Der var selvfølgelig nogle få, som fik skrabet flere præmier sammen, men sådan er det sikkert ved alle bankospil – heldet forfølger jo gerne de tossede.
Her ses et uddrag af de ihærdige banko-spillere.
Det lokale tøj
Det er ingen hemmelighed, at den lokale befolkning går noget anderledes klædt end vi. Derfor er det også vældigt underholdende, når nogen køber en lokal beklædningsgenstand. Især massoud-hatten er meget populær. Den er typisk nord-afghansk, og mange afghanske mænd går med sådan en.
Hatten er opkaldt efter en afghansk frihedskæmper under krigen mod russerne i 1980’erne, som hed Massoud, og som gik med denne type hat. Hatten er vældig praktisk og meget varm, da den er vævet af kameluld. Den er dog lidt svær at få til at sidde sådan, som afghanerne bærer den. Det er ligesom med en baret, den skal gås til.
Kaptajn Jacob viser stolt sin nyerhvervede massoud-hat frem.
Akut hår-klipnings-epidemi
De danske soldater er generelt meget korthårede, men den sidste nye mode blandt især MOT-folkene er kronraget, hvilket vil sige klippet med trimmer uden afstandsstykke på. Kønt er det ikke, men sikkert meget praktisk, når man er på patrulje og langt fra bruser og shampoo.
Selv den ellers meget fornuftige og velovervejede MOT-fører 3, kaptajn Nicolai, lod sig lokke til en tur med trimmeren. Til sidst var hans skæg længere end håret.
Kaptajn Nicolai i færd med at blive ”trimmet”.
Her er så det færdige resultat – godt, der er to måneder til han skal på leave.
Mange hilsner
Her til slut en hilsen fra os alle hernede. Vi passer på os selv og hinanden, og så ser vi frem til at komme en tur hjem til jer på leave, og det sker jo snart.