[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Thomas Rabech, IMAR, Nato Training Mission - Iraq

Skolen har gennemført en to ugers øvelse med vores "Senior Term" (de ældste kadetter) i et område øst for Bagdad. Øvelsen understregede, at irakernes evne til at uddanne i grundlæggende kampeksercits langsomt men sikkert går i den rigtige retning. Feltøvelsen blev gennemført sideløbende med en skarpskydning på det imponerende skydeanlæg Butler Range.

Butler Range indeholder blandt andet en amerikansk bygget nærkampsby, hvor det er muligt at gennemføre kamp i bebyggelse på op til kompagniniveau. IMAR holder dog skarpskydningerne på gruppeniveau. Butler Range her endvidere netop indviet en Combat Arms School, der i fremtiden vil facilitere en videregående infanteriuddannelse i forlængelse af kadetternes ophold på IMAR.
Internationalt hold klar til at køre hjem fra øvelse.

Efter den etårige uddannelse på IMAR tilgår kadetterne regimenter over hele Irak og vil som i Danmark typisk få en førstegangsfunktion som delingsførere. En af de store mangler er en efteruddannelse i logistik, idet netop logistiske udfordringer virker meget begrænsende for gennemførelsen af såvel operationer som uddannelse i Irak

Professionalisme under angreb
Det har også været en udfordring, at der har været en række raket- og morterangreb på lejren. Angrebene har været hyppige og mere intensive end man ellers har været vant til her i området og har været en påmindelse om, at Bagdad fortsat er et ganske ustabilt område.

Positivt har det bestemt været at overvære de danske reaktioner på de tilbagevendende angreb. Alle har ageret roligt, og danskerne har med samme professionalisme som tidligere gennemført den programsatte uddannelse.


Det værnsfælles danske hold i Al Rustamiyah.

Anerkendelse for arbejdsindsats
En rigtig god oplevelse har bestemt været, at to danske soldater er blevet anerkendt for deres udtalte samarbejdsevner samt fornemme arbejdsindsats og er blevet tildelt en slovensk medalje autoriseret af det slovenske forsvarsministerium. Det drejer sig om seniorsergent Lennart Holst og kaptajn Jannick Hjulgaard.


SSG Lennart Holst med den slovenske medalje.

Skolen har samtidig påbegyndt en større rotation af staben. Størstedelen af det danske bidrag roterer medio august, men der blev allerede gennemført et chefskifte på IMAR 31 juli. Den nye chef er en britisk oberst, der har gjort et meget positivt førstehåndsindtryk på de tilstedeværende. Med en moderne leders tilgang til staben tegner fremtiden spændende for de indkommende danskere, der ligesom den hjemadgående hold utvivlsomt kan vente sig mange usædvanlige oplevelser – mange positive og sikkert også nogle udfordrende – vi glæder os til at se jer!!