Feltpræst i Kosovo

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Kristian Massey Møller

 
Indtrykkene er mange, men det der umiddelbart først slog mig, var, at freden er på vej. Først og fremmest fordi den internationale fredsskabende tilstedeværelse af Kosovo Force (KFOR) og FN nu har frembragt en situation, så de endelige forhandlinger om Kosovos fremtid kan gå ind i en slutfase. Også fordi soldaterne i den danske Camp Olaf Rye i det nordlige Kosovo ved den delte by Mitrovica signalerer fred.

De er afslappede og har en dagligdag præget af rutiner og øvede funktioner, enten det er i lejren eller på patruljer. Fredelige tilstande er jo at foretrække, men underneden fornemmer man klart, at de danske soldater er sig deres alvorlige mission bevidst, og at de under den afslappede overflade er årvågne og med deres rutine og funktion professionelt kan håndtere farlige situationer.

Hvad der imidlertid har overrasket mig, er, omfanget af både ødelæggelse og had. Måske overraskelsen hænger sammen med, at vi derhjemme i 1999 var blevet fodret med Jugoslaviens tragedie, så Kosovo slet og ret ikke gik ind, selvom jeg da nok husker flygtningestrømmene op i bjergene i vinteren 1998-99.

Det giver stof til eftertanke, også omkring, hvor meget TV kan døve den menneskelige lidelse og tragedie, og i det lys kommer jeg i tvivl.
Er den nuværende fredelige overflade et bedrag? Udsendelsen på DR2 forleden, "Ondskabens Anatomi", som handlede om massakrerne i Kosovo, siger i al fald noget andet!

Der er roligt her..
Men roligt er der lige nu. Hvor roligt fik jeg syn for, da jeg fik mulighed for at komme med et LMT-hold (Liaison and Monitoring Team = forbindelses og overvågningshold), der er stationeret i den serbiske kommune, Zubin Sotok, som ligger vest for Camp Olaf Rye på begge sider af floden Ibar ind mod den serbiske grænse. Kommunen har 15.000 indbyggere, heraf 1500 albanere, og fremstår på mange måder som en mønsterkommune.

Det første stykke før kommunegrænsen kørte vi i albansk område, og et karakteristika er, at albanernes huse og gårde er omhegnede af træ- eller murfacader. En lille afsondret beskyttet verden udfolder sig bagved, og om aftenen lukkes porten. 

Da vi krydsede kommunegrænsen, dukkede gamle serbiske huse og gårde op, og de havde åbne haver med flotte vajende tulipaner, blomstrende røde kirsebærtræer og hvide duftende blommetræer, hvis frugt bruges til den kendte blommebrændevin, Sliwovits. 

På nordsiden af Ibar, som altså for det meste er serbisk, dukkede en splinterny albansk landsby op, som stod i skærende kontrast til de serbiske huse. Den albanske landsby, Cabra, som er den eneste i området, der blev brændt ned under udrensningen i 1999, og blev i flot moderne stil genopbygget for japanske og amerikanske midler, hvilket vist er lidt af en torn i øjet på serberne.

Det var oven i købet også herfra Cabra, at urolighederne i 2004 startede, idet to drenge fra landsbyen mentes drevet i floden til druknedøden af serbere. Det har naturligvis fastholdt spændingerne, og derfor må serberne køre over Ibar, for på en nyasfalteret vej gennem de nordlige bjerge at tage på handel i den serbiske del af Mitrovica. Ligeså må albanerne fra Cabra køre syd på over Ibar for under politiovervågning at køre ind i det albanske Mitrovica.

En smuk natur
Turen langs Ibar er enestående smuk. Dale strækker sig mellem små bjerge, som her er op mod 1000 meter høje, hvor de mod sydvest ind mod Montenegro og Albanien har en højde op mod 2500 meter. Snart nåede vi frem til hovedbyen, som giver navn til kommunen, og hvor det danske LMT-kontor, som tager pulsen på kommunen, ligger.

LMT søger at være behjælpelig i stort og småt, men er dog først og fremmest en støtte for det samarbejde, der må finde sted mellem kommunens serbere og albanere.

Zubin Potok er dog et serbisk parallel samfund, der modsvarer albanernes forestilling om et selvstændigt Kosovo. Her er et velfungerende kommunekontor, hospital, skole og elektricitetsværk, og især elektriciteten beviser, at serberne vil selv.

Syd på har albanerne et stort kulværk, men heroppe nordpå producerer man 10 % til sig selv og de serbiske nabokommuner: En andel der kommer fra en opdæmmet sø, og som godt og vel svarer til andelen af serbere i Kosovo.

Det nye politi, Kosovo Police Service, som i hele Kosovo skal erstatte det gamle serbiske politi, fungerer og rekrutteres i Zubin Sotok kommunalt, og skal være etnisk sammensat i forhold til kommunens indbyggere: Ud af omkring 54 politibetjente er der dog kun to albanere og en bosniak (en muslimsk slaver).

Men det kører ikke uden et centraliseret overorgan, som for øjeblikket i FN-regi er under ledelse af den danske chefpolitiinspektør Kaj Vittrup, og som har gjort det til et erklæret mål at efterligne det samtalende og ikke-autoritære danske politi.

Men selvom Zubin Potok fungerer som et parallelt samfund med forbindelser nordover til Serbien, så har serberne i nogen grad udvist en vilje til gerne at vil leve side og side med albanerne i Cabra.

Det kunne love godt for fremtiden, for forhandlingerne er ved at lande på en model med et nok selvstændigt Kosovo, men et selvstændigt Kosovo, hvis kommuner har udstrakt selvstyre - et selvstyre, som kan sikre både albanske og serbiske enklaver mod et centraliseret tyranni.
Men situationen er ulmende. Det fik jeg blik for, da jeg var med på en aftenpatrulje, som stoppede biler. En serber nægtede at stå ud og råbte til soldaten: "Her kan I være, men hvor var I, da albanerne brændte mit hus ned". Nej, hadet har ikke lagt sig, og serberne har som sagt også været uhørt grusomme. En grusomhed, som i generationer har været gensidig.

F. eks. massakrerede albanske ss-enheder under 2.verdenskrig, da Kosovo først var italiensk, så tysk, serbere i massevis. Og alvoren har dog også vist tænder under mit ophold, da en albansk taxachauffør efter et væddemål vovede at krydse broen fra syd ind i det serbiske Mitrovica.

Han blev hevet ud af bilen og nåede at få grundige bank, førend KFOR og politiet dukkede op. Ligeledes er en serbisk præst blevet beskudt, da han var på vej fra en serbisk enklave i syd for Pristina mod Sokolica-klosteret nord for Ibar.

Jo, uden KFOR-styrkernes tilstedeværelse ville det ikke se godt ud, og derfor er det et vigtigt og nærværende arbejde der dagligt gøres i Camp Olaf Rye. Det, set fra feltpræstens synsvinkel, som 1976-80 var skytte på en M-41 i 1. Opklaringseskadron i Holstebro, og som var del af en hel anden militær struktur, hvor man i al fald som konstabel let kunne miste overblikket og alvoren, selvom den daværende fjende var defineret imod øst.

Når vi drønede rundt på gigantiske øvelser, bl.a. "Bold Guard", var fokuset slet ikke så skarpt som i Camp Olaf Rye.