Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Hans Christian Skaanning, presse- og informationsofficer
For første gang i vores tid var lederne af byrådene i området samlet omkring et bord. Den danske bataljon havde inviteret på frokost og en frugtbar snak til fælles bedste.
Der er stadig lang tid, til vi skal hjem, som chef Berg bliver ved med at minde os om med den hensigt at holde os alle på tæerne til det sidste. Men tegnene på, at vores afrejse nærmer sig, fornægter sig ikke.
Påmindelserne bliver mere og mere synlige i dagligdagen. Køjesække, pakket i god tid, bliver tjekket for overvægt hos MP´erne, så flyet i Kuwait har en chance for at slippe runway’en. De første på vej hjem fra hold syv har holdt afskedsfester, og fortroppen fra hold otte har indfundet sig i lejren. Massive direktiver for det logistiske mareridt er forfattet og publiceret, og opslag på opslagstavler udråber datoer og klokkeslæt til trætte soldater med hjemlængsel.
Der er stadig knap tre uger at holde gejsten oppe i, men den gulerod, overdragelsen af missionen er, bliver bare større og større, og gør hele tiden den sidste tid nemmere, føler mange.
Operation ved daggry. Irakiske hærenheder, special-politistyrker og civilt politi holder opmarcheret, mens danske og britiske styrker er klar til at slå ring om området.
To operationer
Men mens vi venter, gør vi arbejdet færdigt. Bataljonen har i den forgangne uge været på to operationer – den ene var en "search" efter våben og terrorister. En operation af den slags, som vi har gennemført så mange gange. Den anden derimod var i tæt samarbejde med irakisk militær og politi. De stillede med flere end 500 mand i alt. Det er anden gang, de irakiske sikkerhedsstyrker gennemfører en operation, hvor vores rolle "kun" var at danne ring om irakernes arbejde.
Rent bortset fra, at "fuglen", de gik efter, var fløjet, forløb det hele efter bogen. Alle enheder dukkede op til tiden, og de fik vist deres egen befolkning, at de er i stand til at gennemføre omfattende operationer på egen hånd, hvilket er vigtigt for tilliden til deres kommende rolle som selvhjulpne beskyttere af eget land og folk. Og reaktionerne fra lokalbefolkningen har da også været positive.
Fem byråd
Selvom vi efterhånden har en fornemmelse af at have set det hele, kunne vi i weekenden opleve noget hidtil uset. Byrødderne fra de store byer i vores område havde takket ja til en invitation fra bataljonen til et uformelt møde her hos os og stillede med to repræsentanter fra hver.
Medlemmer af byrådene i området stillet op til forevigelse af begivenheden sammen med deltagerne fra bataljonen. I midten er det stabschef OL Kim Simonsen, som sammen med udenrigsministeriets rådgiver, Hewi, sad for bordenden under mødet forinden.
Ideen til mødet udsprang fra Hewis hoved. Hewi er det danske udenrigsministeriums rådgiver hernede, han er dansk iraker, og har boet i Danmark i hen ved 20 år nu. Med den baggrund som forudsætning, og en særlig flair for virkningsfuld retorik, som vi andre dødelige danskere kun kan drømme om, selvom vi gør vores yderste for at imødegå den lokale kultur, var han fødselshjælper på arrangementet, som CIMIC sektionen stod for afviklingen af.
Under mødet gik snakken lystigt omkring bordet, og den blev holdt på emner og problemer, som er fælles for dem alle. Samtidig kunne de få en bedre forståelse for hinandens syn på situationen i deres del af regionen og i regionen som helhed.
Parterne talte efterfølgende om at mødes igen, og for at vi og fremtidige hold ikke skulle være garant for samarbejdet, blev det diskuteret at lade byrådene på skift være vært fremover. Så imens de tænker over, hvordan de kommer videre, sidder vi tilbage med følelsen af at have sat noget godt og produktivt i gang.
Velfærdsofficer, kaptajn Bo V. Christensen (tv) vejer deltagernes rygsække ind, før den sidste DANCON March. Her er det spejderne, som står i kø før afgang.
Den sidste DANCON March
Der er afgang klokken 23. Termometerets nål har lige sneget sig ned under stregen, som markerer 40 graders varme. Foran i mørket ligger tre runder på basen af godt syv kilometer. 22,5 i alt - i fuld uniform og med 15 kilo dødvægt på ryggen.
Natten til forrige fredag gennemførte 94 friske og gangbare soldater den femte og sidste DANCON March. Som de foregående fire gange bestod feltet af danskere og briter, men også 46 tjekker havde denne gang takket ja til tilbuddet om at følge trop.
To tjekkiske MPer tjekker ind efter den første af tre runder i alt. Til højre på målstregen er det konstabel Thomas Helbrønd, velfærdsofficerens faste makker, der fører regnskabet.
Tjekkiet har et mindre kontingent på Shaiba Log Base, som mest beskæftiger sig med træning af det irakiske politi. Men når de ikke gør det, er de ivrige deltagere i den slags arrangementer og har også holdt deres egen march, som de mest vandre-trængende danske soldater har gået med succes.
Mens vi er ved emnet, så var en håndfuld af bataljonens bedste ben i øvrigt taget til Holland for at gå den årlige Nijmegen March. Her tilbagelægger deltagerne 40 kilometer fire dage i træk. Marchen gik som bekendt grueligt galt i år og blev aflyst for første gang i 90 år på grund af dødsfald som følge af livsfarlig høj varme og luftfugtighed. Alle vores har det fint, og er tilbage på pinden i Iraks tørre hede.
Nattens hurtigste. Christian Pedersen gennemførte de 22,5 kilometer på to en halv time. Rekorden er sat tidligere på året og er på sølle 2 timer og 14 minutter.