Festdag i Chaghcharan

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin O

Det er ikke så mange danske besøgende, vi får heroppe, så der er langt imellem postsækkene. Her kan Postdanmark ikke leve op til dag til dag levering – nok mere måned til måned levering.

Normalt er frokostpausen stedet, hvor alt bliver vendt, drejet og besluttet, men i dag har der været stille. Hver for sig sad vi med vores tanker lang væk fra Chaghcharan og mere til vores kære derhjemme (Så vidt vides, var der ingen uldne sokker med denne gang).

Vi har godt nok ikke de daglige opgaver derhjemme at tage vare på, men vores bekymringer er hos alle dem, der skal supplere os, mens vi er væk. Det giver ro i sindet at få ny information hjemmefra og mulighed for at fokusere 100 procent på vores opgaver herovre. Tak skal I alle ha’!

PTR fører med post. Posten venter.

Posten blev i denne omgang leveret af det danske flyvevåben i form af en dansk Hercules. De gav lige vores egen patrulje og deres køretøjer et lift hjem fra Kabul. (De skulle åbenbart lige forbi...) Det er imponerende, hver eneste gang at sådan en stor ”fætter” kan komme ned mellem bjergene og lande i vores lille lufthavn, hvor landingsbanen ikke er andet end ral og hårdt stampet grus

Posten fra Danmark og leverancer fra NSE er en nødvendighed. Det er vores eneste mulighed for at blive genforsynet, da vores lokale basars udvalg er meget begrænset og slet ikke som City2, hvor alt er under ét tag. Alt bliver enten fløjet ind fra andre baser i Afghanistan eller transporteret hertil af landevejen. Vores cafeteriafolk har rigtig travlt for øjeblikket, for vinteren kommer om en måneds tid, og så lukker mange af indfaldsvejene til Chaghcharan, da bjergpassene sner til.

Hercules lander

Vi kan så småt mærke, at det ikke er sommer mere i Chaghcharan. Solen stikker ikke mere så hårdt. Temperaturen har været nede ved frysepunktet om natten, men det holder kun lige til frokost, hvor den snildt runder de 25 grader, så de korte bukser bliver stadigvæk luftet. Resten af staben påstår allerede, at jeg snart stopper min morgentur i de korte bukser.

Jeg har på det seneste haft en del patruljeture til ”downtown” Chaghcharan. Chaghcharan er vores provinshovedstad og svarer nok til en mindre jysk provinsflække. Her er alle huse også bygget i et plan, og hækken er skiftet ud med en mur af jord. Antallet af sten i muren fortæller alle forbipasserende, hvor rig manden i huset er. Alt er jordfarvet på nær jernportene, som er malet blåt.

Der er næsten ingen træer tilbage i Chaghcharan. De er alle brugt til optænding. Alt bliver genanvendt. For eksempel bruges halve cola flasker af plastik til sandaler, og biler bliver kannibaliserede til de mere ligner et lig end en bil, men de kører stadigvæk.

Antallet af passagerer eller mængden af gods på motorcykler, biler eller Jingletrucks er, hvad vi i Danmark nok vil betegne som vovet. Forleden, mens vi var på skydebanen passerede to motorcykler med hver især 1,5 kubikmeter kvas på hver side af deres bagagebærer.

Naturen virker ”død” at se på. Omvendt bliver jeg også fascineret over den meget barske, men betagende natur Afghanistan endnu engang har. Det er et imponerende klippelandskab, hvor bække og floder gennemskærer landskabet (det er for resten ganske få af Afghanistans floder, der løber ud i havet).

Ind imellem kan der høres fuglestemmer eller en rovfugl dukker op i horisonten, svævende over klipperyggen. Når jeg så begynder at kigge nærmere på terrænet, kan der anes en svag grøn fauna og en masse kryb og kravl mellem alle stenene.

Camelspideren har blandt danskerne været til en hel del debat. Det skyldes, at den for en kort stund lagde vejen forbi CIMIC Jespers jakke under en samtale med Patrulje Martin og undertegnede. Den var lige som overrasket som Jesper og formentligt bange, så den forsvandt med det samme, før vi kunne skyde et billede. For at berolige familien derhjemme skete der ikke noget (det var også bare en lille en på størrelse med en halv tændstikæske.).

På det seneste har en hel del af vores litauiske kollegaerne været på R&R (militært orlov) i Kabul. Det har givet en del ekstra arbejde for de fleste danskere. En hel af arbejdet er rutinearbejde og rapportering videre i ”systemet”, men alligevel er der altid noget, vi lige skal nå, fordi... eller den her kom i morges, så vi skal lige... På det her punkt er der nok ikke den store forskel på min sektions arbejde i forhold til en anden dansk moderne service virksomhed.

Til sidst vil jeg kun bringe de bedste hilsner fra hele holdet om, at alt er vel, og alle er ved godt humør.