Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af MJ K. Riis
Således har vi i den seneste uge fået hejst Dannebrog ikke mindre end to officielle steder her på Kandahar Air Field (KAF).
Et af KAF's vartegn er terminalbygningen i den civile lufthavn. Terminalen bliver ikke brugt til andet end officielle besøg fra tid til anden, men det er naturligvis hensigten, når der bliver mere fredeligt i Afghanistan, og det dermed også bliver muligt at flyve kommercielt rundt i landet, ja så vil terminalen blive taget i brug igen.
NSE har længe ønsket at se Dannebrog vaje blandt alle de andre flag, der hver især symboliserer nationernes tilstedeværelse i Afghanistan.
Gennem oberstløjtnant S. Knudsen er det lykkes at overbevise Base Command om vigtigheden af Dannebrogs placering foran terminalbygningen.
Det var således en glædens dag, da Dannebrog efter 2 måneder endelig gik til tops og nu hænger som det største af alle flag ude foran den civile terminalbygning.
På sigt er det selvfølgelig meningen, at Dannebrog skal være af samme størrelse som alle de andre flag, men selv om NSE har meget, så har vi desværre ikke et flag i den helt rigtige størrelse.
Vi ville dog ikke gå glip af muligheden for at få Dannebrog op, hvorfor vi naturligvis har bestilt et mindre flag hjemme og vil udskifte det med det store ved lejlighed. .
Det andet sted, Dannebrog vajer flot, er ved vores kommunikationscenter (CISCEN). Den officielle flaghejsningsdag var fredag den 4. juli.
Flagstangen er unik og specielt fremstillet til NSE af vores venner fra ingeniørdetachementet, der var hernede for at hjælpe os med byggeriet af lejren.
Ingeniørerne rejste godt nok hjem til Danmark for snart en måned siden, men grundet mangel på flagline har vi ikke hejst Dannebrog før nu.
Den 4. juli blev indledt med appel foran CISCEN, og her blev oversergent M. Tholstrup overdraget ansvaret og æren for, at Dannebrog går til tops hver dag klokken otte og bliver taget ned igen kl. 19.
Dannebrog over CISCEN.
NSE samlet til flaghejsning.
Oversergent M. Tholstrup får her overdraget det ærefulde hverv at hejse Dannebrog hverdag kl. otte.
I den forgangne tid har vi haft besøg at TACP (Tactical air control party), der har været på KAF for at få de sidste uddannelser. Gæster er jo altid meget velkomne, men disse har specielt været et meget positivt bekendtskab.
De fire mand har nu været her på KAF i efterhånden tre uger, og vi er ved at se dem som en fast bestanddel af NSE, ja nærmest som en lille underenhed i NSE. Selvom de ikke har for høje tanker om chefens evner inden for volleyball, og selvom de endte med at vinde turneringen, ja så bliver det nu alligevel lidt sørgmodigt, når de engang skal tilbage til Camp Bastion.
Som dagene går, bliver forholdet til vores britiske samarbejdspartnere bedre og bedre. Dette har blandt andet resulteret i en invitation til en briefing omkring Apache helikopterens færdigheder.
Vi var således en lille flok, der søndag eftermiddag begav os af sted mod helikopterlandingspladsen.
Ud over en spændende gennemgang af maskinens mange muligheder, fik vi selvfølgelig også mulighed for at se lidt nærmere på såvel cockpit som andre dele af helikopteren. Det er ikke hver dag, man har mulighed for at komme så tæt på disse helikoptere, så det var en glad flok, der sidst på eftermiddagen vendte tilbage til Camp Far Away.
M. H. har sneget sig op i en Apache
Den seneste uge har været travl for alle i NSE. O. N., Jakobsen og terminalpraktikanten Hyldgaard har afsendt og modtaget et stort antal besøgende og gennemrejsende, og selv om det ofte er midt om natten, folk kommer og går, står O. N. trofast ude på rampen og tager imod.
Og når der ikke er passagerer (PAX), ja så er det fragtgods (CARGO), der skal sendes. Det er igen i denne uge lykkes at fremsende en stor mængde gods til vores venner ude i ørkenen i Camp Bastion.
Det er ikke altid lige nemt at få tingene frem. Vi benytter os indimellem af lokale transportfirmaer til blandt andet at flytte de lidt større ting, men desværre er de ikke helt så pålidelige som hjemme i Danmark. Har man bestilt dem til at komme den ene dag, skal man være glad hvis de dukker op tre til fire dage senere.
Det giver selvfølgelig lidt forsinkelser indimellem, men da det er vilkårene hernede, har alle en god forståelse for det.
Depotet knokler på for at klargøre forsyninger til terminal (TERM) drengene. De følger nu meget godt med, men indimellem er Rønne nødt til at finde brillerne frem for ikke at overse noget. NSE støtter jo alle danskere i Afghanistan, og der er stort set ikke en eneste lille del, vi ikke har eller ikke kan skaffe.
Det bliver da også dagligt til en ordentlig stak rekvisitioner, som efter tur kommer forbi vores SAP-ekspert, Steen (SAP er det EDB program der holder styr på alle forsyningerne), som videresender til depotet. Man skal rubbe neglene og tage fat, hvis der skal følges med i det tempo, rekvisitionerne kommer ind.
Det er selvfølgelig ikke hver dag, vi sender forsyninger ud her fra KAF, men det bliver da til nogle flypaller eller containere om ugen.
Rønne nede i depot området
Mekanikerne har gladelig kastet sig over kvartårligt eftersyn af vores køretøjer, og på onsdag går Ole og Henrik vores våben minutiøst igennem. Alt skal være rengjort til denne dag, og det kan godt kræve sin mand, man skal jo tænke på, at vi bor midt i en ørken.
Jesper vores FEKS'er (forsyningsekspedient) ser vi sjældent noget til. Det er nu ikke fordi han ligger på den lade side, tværtimod. Enten sidder han bag computerskærmen og taster i SAP dagen lang, eller også er han i gang med at finde reservedele til diverse køretøjer til hvem, der nu engang har brug for det.
På kommunikationscentret er der i den forgangne uge blevet udrettet særdeles store ting udover de almindelige daglige opgaver. Der er eksempelvis blevet bygget reoler, der ligesom alt andet i bunkeren er så faste og massive, at de vil bestå, når lejren engang forgår.
Alle disse opgaver kan vi selvfølgelig ikke løse uden, at der må tilføres arbejdsmæssige ressourcer med hænderne rigtigt skruet på. Derfor har CIS haft tilgang af T. S. fra Camp Bastion og Brian fra Kabul International Airport (KAIA), der begge ser ud til at trives på KAF. De har allerede fundet frem til såvel Burger King som kaffestedet Green Bean.
Endelig er der kommandokontoret, der jo holder styr på alle de administrative forhold, der er ved NSE. For tiden har Becher og A. B. travlt med at klargøre de "gamle" fra DANELM hold 9 til deres hjemrotation.
Inden længe afslutter de deres forlængende ophold i Afghanistan og vender næsen hjem til Danmark. I den forbindelse er der selvfølgelig en masse administrative opgaver, der skal løses inden hjemsendelse.
Der er igen tvivl om, at alle glæder sig til, at de skal hjem, men det bliver nu lidt mærkeligt for os, der bliver tilbage og lige skal have et par måneder mere, når vi skal sige farvel til dem, vi nu har arbejdet sammen med i så lang tid.
De første afløsere begynder da også så småt at ankomme hernede, således er forsyningsbefalingsmand, B. B.s, afløser lige på trapperne, og B. B. er derfor taget til KAIA for at tage vel imod den nye og sætte ham lidt ind i de ventende opgaver.
Det var alt for denne gang, men om en uge er der nyt herfra igen.
En stor hilsen til alle jer derhjemme fra alle hernede i Kandahar.