[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Martin R. Henrioud, overkonstabel-1, TERM, DANILOG.

Terminalhold 1 fra føringselementet ved DANILOG er nu tre uger inde i flytningen af Camp Danevang. Det blev en spændende uge, der bød på flytning af endnu en FAB-gade, Iron Wolf, afsøgning af den civile irakiske kolonnes køretøjer, som forestod transporten af disse FABS, og klargøringen af transport af tre antenner, der skal opsættes i den nye lejrs antennepark.

Inden læsningen af FABS og en mindre håndfuld T-Bones fra Iron Wolf kunne påbegyndes, skulle den civile irakiske kolonne afsøges. DANILOGs terminal hold, med støtte fra Det Nationale Støtteelement (NSE) og britiske hunde, blev tildelt denne, for et terminal hold, noget uvante opgave, henset til den store besparelse af tid, dette ville medføre.

Britisk soldat og hans hund afsøger en irakisk lastbil for skjulte eksplosiver.

Afsøgning af en irakisk lastbils kabine.

Under hele forløbet fulgte de to speditører med på sidelinien, begge talte og forstod det engelske sprog i en sådan grad, at det lettede hele processen betydeligt. Selv simple instruktioner kan være svære, endog umulige at formidle til en chauffør, der ikke taler samme sprog som terminalholdet, der styrer terminalen.

SSG Anker Sørensen med de to speditører og den engelske hundefører.

Nedtagning, læsning og surring af Iron Wolf forløb planmæssigt med god støtte fra transportdelingen, lejrsektionen og NSE, og kolonnen blev derefter overtaget af eskorten fra NSE, som eskorterede den det korte stykke over til den nye lejr uden for Basra, hvor ingeniørerne, der bygger lejren, ventede godset. Ovre i den nye lejr, har vi det andet terminalhold, som sørger for at modtage godset og levere det til ingeniørerne.

Kolonnen med T-Bones og FABS klar til afgang.

Væbnet med en mobilkran klargjorde terminal holdet også tre antennemaster til afsendelse. Her kom kurserne i last og surring holdet meget til gode. Ikke alt gods er firkantet og nemt at surre fast.

Antennemaster surret, og klar til afgang.

Den kreative side fik også lov til at udfolde sig, da vores lille DANILOG lejr, døbt Fort DLOG, fik sig et "våbenskjold", der vil komme til at pryde indgangen det næste par måneder, indtil opgaven er fuldført.

Terminalholdet har indtil videre modtaget stor støtte og velvilje fra alle i bataljonen og NSE, hvilket har betydet meget for hele opgaveløsningen. En stor tak herfra skal lyde for dette.