[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Hans Christian Skaanning, presse- og informationsofficer

Operationen blev iværksat med meget kort varsel efter klare indikationer på, at den formodede terrorist tidligt om morgenen den 12. juni var involveret i opstilling af en vejsidebombe i den nordlige del af Al Hartha. Efter afspærring af området, blev vejsidebomben undersøgt og fjernet af britiske specialister.

Operationen blev gennemført af danske og britiske styrker i fællesskab og forløb uden problemer. Den anholdte mistænkes for medvirken til adskillige kriminelle aktiviteter. I forbindelse med arrestationen blev ulovlige våben og våbendele fundet og konfiskeret.

Tilbageholdelsen blev foretaget af britiske styrker, og den formodede terrorist befinder sig i britisk varetægt.

Ved operationen blev yderligere en mand med relation til den anholdte tilbageholdt. Han blev dog senere sat på fri fod igen.