Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af major Berg, chef for DANELM.
Om at tage på og returnere fra leave:
Ved DANELM er vi i fuld gang med vores første leaveperiode. Det hedder vores fravær fra missionsområdet på militærsprog, når vi gennemfører vores frirejser til Danmark.
Vores pårørende vil nok kalde det for et ferieophold hjemme.
Jeg er i ugens løb selv returneret efter 14 dages leave hjemme, hvilket har været en forfriskende periode, som jeg varmt kan anbefale til alle mine soldater, som ikke har været hjemme endnu.
Det kræver dog lige lidt omstilling at vende hjem på ferie hos familien, for vi kommer jo dumpende hjem i familiens hverdag midt i ugen. Vi skal igen omstille os til selv at tage del i en almindelig hverdag med indkøb, madlavning og tøjvask, som vi overhovedet ikke spekulerer over hernede samt børnepasning og hundeluftning afhængig af familiens sammensætning naturligvis.
Men omstillingen er også sammenfaldende med en helt anden grad af frihed for os udsendte sammenlignet med vores forhold hernede. Vi kan (måske) selv bestemme, hvornår vi vil stå op om morgenen og hvilke opgaver vi vil løse i løbet af dagen.
Vi har friheden til at gå eller køre en tur hvorhen vi vil, når det passer os, samtidig med at vi ikke anlægger beskyttelsesudrustning og lader våben inden vi træder ud af døren.
Når vi så starter på vores returrejse til Kabul føles det, som om tiden bare fløj af sted, og vi slet ikke nåede det, vi egentlig gerne ville. Men så er det jo godt at kunne se frem til næste leaveperiode, idet de fleste soldater har mulighed for, og har valgt at gennemføre to rejser hjem under vores udsendelsesperiode.
Vi er i øvrigt overgået til at flyve med et andet tyrkisk flyselskab, idet Freebirden er ændret til Pegasus, som går fra Kastrup tirsdag aften og returnere onsdag aften.
Det betyder samtidig, at vi lander i Kabul så tidligt om morgenen, at der ikke serveres morgenmad i flyet inden landingen.
Vores indflyvning sidste onsdag foregik lige hen over Kabul inden flyet svingede rundt til landing. Nedenunder dukkede det gamle Kongepalads op, som vi besøgte på landjorden i uge 9 (beskrevet i ugebrevet for den uge). Med gensynet med det kendte terræn ved man, at man er i KAIA (Kabul International Airport) om et øjeblik.
Indflyvning over Kabul med Kongepaladset i centrum.
Senest på dette tidspunkt før landingen er det på tide at omstille sig igen til den militære hverdag, man vender tilbage til efter leave, og på trods af at man lige kommer hjemmefra føles det på en måde, som om man vender hjem. Dette indtryk forstærkes i det øjeblik man igen træder ind i Camp Viking.
Lejren forandres
Da lejren så (næsten) lignede sig selv, kunne jeg som chef ånde lettet op, så er det ikke gået helt galt i mit fravær. Det første, der mødte mig, var dog en tom plads, hvor vores bordtennistelt (gæstetelt nr. 2) plejede at stå. Det var nedtaget som første led i vores kommende flytning.
Nedtagning af bordtennisteltet den 2. april.
Det blev et glædeligt gensyn med mine soldater, først dem der modtog mig i KAIA og lidt senere resten, som jeg mødte i lejren. Ikke mindst fordi de har været og fortsat er gode til at passe på sig selv og hinanden samt ikke har været ude for ubehagelige oplevelser.
Efter velkomsten var det bare om straks at komme i arbejdstøjet, i dette tilfælde var et skifte til en kortærmet skjorte nødvendig, idet jeg ankom til næsten 30 graders varme.
Inden jeg kunne sætte mig ind på kontoret og samle op på den ophobede post, herunder de ca. 90 mails, der ventede på at blive læst i computeren, gennemførte vi et møde med det personel fra DANILOG, som samtidig var kommet med flyet hjemmefra for at gennemføre fagligt kontaktbesøg.
Missionsstatus og fremtidsudsigter:
Vi er nu nået tidspunktet for de første tre måneders udsendelse i vores mission, hvilket under normale omstændigheder betyder, at enheden er halvvejs igennem udsendelsen. Men som det er vores pårørende bekendt, kommer vi først endeligt tilbage til Danmark i august efter syv måneders udsendelse. Udsendelseslængden for os er også årsag til, at vi er tildelt to frirejser til Danmark.
Denne udsendelseslængde for DANELM kan siges at være i solidaritet med vores kollegaer udsendt til PRT i Feyzabad, Chaghcharan og Mazar é-Sharif, som vi blev udsendt samtidig med, og som vi er støtteenhed for. Disse PRT bliver nemlig først afløst i august.
Rotationen i august har noget med hærens uddannelsesstruktur at gøre, uden at jeg skal belemre læserne med detaljer herom.
Vi har fra første samling i november sidste år været klar over, at vores enhed ville blive atypisk sammenlignet med andre udsendte enheder. Vi skifter nemlig struktur og geografisk placering lige om lidt.
Vi er den første enhed, som skal være på plads og klar som led i den danske styrkeopbygning i det sydlige Afghanistan. Andet sted på Hærens Operative Kommandos hjemmeside: "http://forsvaret.dk/hok" kan man bl.a. læse om den nye styrkes afskedsparade i Oksbøl den 8. april.
DANELM transformeres i maj til det nye Nationale Støtte Element med forkortelsen NSE i rammen af det nye danske kontingent.
Denne transformation er vi nu for alvor i fuld gang med at forberede, idet vi har modtaget de nødvendige befalinger og instruktioner fra vores foresatte hjemme i Danmark.
Nedpakningen af alt vores materiel i containere gennemføres måneden ud, hvorefter vi skal være klar til at læsse dem på de lastvogne, der skal bringe dem frem til Kandahar Airfield med forkortelsen KAF, som skal være vores hjem fremover.
Når materiellet så er sendt af sted, afventer vi ankomsten af det supplerende personel til opbygningen af det nye NSE hjemmefra, hvorefter vi alle følges ad til KAF for at klargøre vores nye hjem til løsning af de hidtidige som de nye opgaver.
NSE får ikke sin egen lejr, som vi har det her i Kabul, idet vi bliver integreret i det NSE, som Storbritannien, som for nemheds skyld forkortes til UK, opbygger i KAF. Da den nye styrke i Helmand provinsen skal være integreret i UK nye lejr Camp Bastion og arbejde tæt sammen med UK enheder, er det en klar fordel at vores faglige støtteenhed, som NSE jo er, arbejder tæt sammen med UK NSE i KAF.
Luftfoto af Kandahar Airfield (KAF) NSE kommende hjemsted.
Som det kan ses på billedet ligger KAF "in the middle of nowhere" ca. 25 km fra Kandahar by. Med fri udsigt milevidt omkring gør det lejren mere sikker at arbejde i.
Dette var introduktionen til de nye forkortelser, som for fremtiden vil blive anvendt i vores ugebreve, jeg håber ikke, at det var for stor en mundfuld?
Detaljerne i vores flytning kan vi af sikkerhedsgrunde ikke offentliggøre på nuværende tidspunkt, dem må vores læsere vente med indtil videre. Ligesom transformationen til NSE, herunder præsentationen af det nye personel, der tilgår fra Vordingborg og en nærmere beskrivelse af KAF også vil blive gemt til senere, bortset lige fra en præsentation af vores nye regnskabsfører samt nye kasserer, som ankom i onsdags.
De er den første tilgang af personel i den kommende NSE struktur. Vores hidtidige regnskabsfører Jørn skal således erstattes af hele to personer.
Nye ansigter:
Kassen overdrages fra den gamle regnskabsfører (Jørn) til den nye Kasserer (Susanne) mens den nye regnskabsfører (Henrik) kontrollerer. Som det ses har Sanne det sorte bælte i økonomi, mens Henrik endnu må nøjes kun med det blå.
Henrik har tidligere været på en del kontaktbesøg ved hærens missioner herunder i Kabul i efteråret, mens Susanne kommer direkte fra en stilling som bogholder ved den danske styrke i Irak.
Vi kan også nu præsentere vores længe savnede forsyningshjælpere, som ankom den 21. marts.
M & M (Mikkel og Michael) træder til i forsyningen.
Det vil være forkert at nævne Mikkel og Michael som nye ansigter, idet de faktisk har tilhørt enheden siden november sidste år. De har i den mellemliggende periode blot gennemført en nødvendig supplerende uddannelse i Vordingborg, som har forberedt dem bedre på vores kommende udfordringer. De har hurtigt tilpasset sig vores forhold og har taget godt fat i opgaverne. Vi har fra nu af også vældig brug for deres arbejdskraft.
Vores læge Andreas er blevet afløst af Knud, mens jeg har været hjemme, og det får mig til at sende en hilsen til Andreas samt sygeplejerske Anne, som også roterede hjem i sidste uge. Annes stilling ved felthospitalet er dog ikke blevet genbesat, så lad os rose hende med, at hun er uerstattelig. Jeg håber, at I begge kom godt hjem samt ønsker jer alt godt i fremtiden.
Knud er den nye læge ved felthospitalet.
Knud er narkoselæge fra Rigshospitalets Traumecenter. Knud bliver samtidig den sidste danske læge ved felthospitalet i Kabul. Knud roterer nemlig hjem, samtidig med at vi andre flytter til KAF. Dernede vil vi blive støttet af et Canadisk felthospital, som også er planlagt til at få en bemanding af danske læger og sygeplejersker.
Jeg giver hermed de nyankomne min varmeste velkomst samt en opfordring til at forberede et indlæg om deres første oplevelser hernede ved DANELM til et af de næste ugebreve.
Som det sidste for denne gang kan jeg fortælle, at forår og forsommer nu er så fremskredne i Kabul området, at vi har kunnet holde den første aftenbriefing udendørs i skjorteærmer på terrassen. På billedet man ser hvordan.
Nu er der lune aftener i Kabul, så vi kan holde aftenbriefing udendørs.
Det var så alt for denne gang her fra Kabul hvor DANELM er omstillingsparat til NSE.
Vi sender en forårsvarm hilsen til alle derhjemme i Danmark og herunder ikke mindst til vores kommende kollegaer fra Vordingborg.