Fortsættelse med en ny begyndelse

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Hans Christian Skaanning
presse- og informationsofficer

Camp Danevang, 18. august:
Lejren er et mylder af mennesker. Imens hold 7 overdrager missionen til hold 8 er vi to bataljoner på én bataljons plads, og det kan mærkes. I garagerne, på kontorerne, i badet om morgenen og i køen til cafeteriet.

For os "gamle" er det dejligt at se de nytilkomne. Både fordi de jo er flinke mennesker og udstråler gå-på-mod, og fordi de synliggør enden på vores mission.

De første fra hold 7 er taget hjem i dryp. Her er det feltpræst Hardy Lund Olesen, som vinker sit sidste farvel i denne omgang. På søndag er uniformen en sort kjole, og kirken ikke lavet af containere.

Hold 8 har fået en hård introduktion til tjenesten hernede. Som I alle ved, blev en soldat fra bataljonens stab skudt bagfra, mens han og andre hold 8-folk var på en tur med hold 7s spejdere oppe nordpå i Al Qurnah.

Patruljen havde en af sanitetens enheder med i kolonnen, så vore erfarne samaritter kunne heldigvis hurtigt springe til og tage sig af den ramte, indtil den tilkaldte helikopter nåede frem. Efter landingen ved felthospitalet her på Shaiba Log Base, kom vores ven straks på operationsbordet, hvor lægerne gjorde deres bedste i seks lange timer.

Alle venter uroligt og spændt på nyt, når sådan noget sker, så meldingen fra hospitalet, om at operationen var forløbet rigtig godt, løsnede så alle kunne ånde lidt friere. Særligt kammeraterne fra hold 8 selvfølgelig, og endnu mere da det blev oplyst, at lægerne bevidst havde taget ham ud af narkosen en stund for at se, at han var vågen og klar.

Siden da har de løbende meldinger fortalt, at han er stabil, så det ser ud til, at han snart kan flyves hjem til Danmark.

Ny bilpark til samaritterne
Mens vi er ved vores sundhedspersonale. Natten til torsdag kørte fem spritnye piranhaer ind gennem porten til Danevang. De erstatter de finsk producerede Sisu'er, som saniteten har kørt i hidtil.

Sanitetens nye piranhaer er ankommet til Danevang. Nærmest symbolsk kører en af de gamle, finske Sisuer væk i baggrunden.

En af dem, som har haft et nært forhold til Sisuen, er sergent Nils Hyldgaard. I løbet af de seneste seks måneder har han tilbagelagt utallige kilometer i den, og han glæder sig på vegne af sine efterfølgere.

- Der er klare forbedringer i piranhaen. For det første har den aircondicion i modsætning til Sisuen, som var ulidelig varm for os og patienterne. Piranhaen er også højere, hvilket gør den nemmere at arbejde inden i, og så har den langt bedre og nyere elektronik, fortæller Nils Hyldgaard, mens han og efterfølgerne løfter bårer, bandager i pakker og andet udstyr fra de gamle køretøjer og over i de ny.

De små ting
Efter så lang tid i ørkenen, som vi på hold 7 har været her, venter mange ophobede afsavn på at blive forløst. Når vi "gamle" møder hinanden i lejren, og den fortærskede "nu skal vi sgu snart hjem"-sætning rutineret er afsagt med et forventningsfuldt smil på læben, falder talen på alt det, vi skal hjem til. Grønt græs er sjovt nok en af de ting, som ofte nævnes først.

Solen er ved at gå ned over hold 7s mission, men til det sidste står vi op med den om morgenen. Som her, hvor panserinfanteristerne fra Den kongelige Livgarde har taget det pæne tøj på for at stille op til fælles fotografering.

Vi savner naturligvis alle familien, kæresten, vennerne, hunden og hvem man nu ellers har i sit danske bagland. Og klubben, det andet job, værkstedet i kælderen, slentreture på strøget - og weekender, hvor man rent faktisk har fri. Men de helt små og gængse ting, som man ellers tager for givet, har vokset sig store, mens vi har måttet undvære.

At kunne tage sko og strømper af og lade kraftige, saftige græsstrå kilde én mellem tæerne, ligner herfra efterhånden forløsningen af en drøm. Duften og synet af en dugvåd plæne, som trænger så herligt til at blive klippet, er også - sikkert til overraskelse for mange af hjemmefrontens vogtere - noget, der bliver imødeset med glæde og forventning.

Hernede er alt gråt og varmt, akkompagneret af den evige summen i det fjerne fra generatorer, der forsyner lejren med elektricitet, og fra den allestedsnærværende aircondition lige ved siden af. Det er okay i lang tid, men nu har vi set det, synes vi.

Knips! 140 infanterister på Shaiba Log Base samlet på et billede til albummet eller væggen derhjemme. Øverst til højre er det den litauiske deling, der har taget opstilling.

Ib Rene, Cairo
Så er det blevet tid til at sætte mit sidste ugebrevs-punktum. På fredag og i de næste seks måneder hedder skribenten Mai Anne Eriksen. Reserveofficer, journalist, lastvognsmekaniker, humørbombe og meget mere, som i det kommende halve år er hold 8´s presseofficer.

På hold 7´s vegne vil jeg sige tak for jeres opmærksomhed og respons. Tak for denne gang. Tag godt imod de næste.

Arki og Henrik Stig Pedersen sammenligner farven på ben og maver. Gæt selv hvem, der er fra hold 7 og hvem der er fra hold 8.