Fremskridt for kvinder i Medinah

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Filip Ulrichsen, presse- og informationsofficer, DANBN/IRAK

På markedet i Medinah kan man få farvestrålende kjoler med blonder og perler. De kommer fra byens nyåbnede kjolefabrik, som den danske bataljons støtte- og samtænkningsenhed har været med til at oprette.

Det første hold elever begynder snart på den skrædderuddannelse, som sy-fabrikken også tilbyder. Projektet er målrettet til Medinahs kvinder. Hvis flere kvinder producerer varer, øger det den økonomiske vækst i lokalområdet.

- De arbejdende kvinder vil komme til at føle sig frie og selvstændige og få mod på at være med til at bestemme Iraks fremtid, forklarer premierløjtnant Signe Simonsen, der er på vej til Medinah for at besigtige det, hun betegner som sit favorit-genopbygningsprojekt.

Premierløjtnant Signe Simonsen hilser på syerskerne i Medinah.

Byens kvindeorganisation
Den to timer lange køretur mod nord udgår fra den danske lejr Camp Danevang. Det er en gruppe soldater fra den danske bataljons litauiske deling, der skal eskortere genopbygnings-teamet til Medinah.

Den litauiske gruppefører befaler for turen. Hvis vi bliver beskudt eller kommer ud for en vejsidebombe, så gå i dækning, mens vi klarer ærterne, lyder planen.

Kolonnen sætter sig i bevægelse ad støvede veje. Den blå himmel møder stenørkenen mange kilometer ude i horisonten. Bilerne kører på en udtørret havbund, der kun bliver brudt af olieindustriens stålkonstruktioner og gamle kampvognshindringer.

- Ideen til skolen og fabrikken kommer fra Lamiya Abid Al Khalid. Hun er leder af byens kvindeorganisation, der også driver foredragsvirksomhed om emner som den nye forfatning og sørger for vaccinationer og undervisning i at læse og skrive, råber premierløjtnant Signe Simonsen til sine passagerer fra bataljonsstaben, der sidder på bagsædet af den åbne vogn.

Tøj til brudenatten
Bataljonen har støttet sy-fabrikken med 50.000 kr. Pengene er blandt andet gået til symaskiner, elektricitet og materialer i form af stof, tråd, elastikbånd, perler og knapper.

Bataljonens sandfarvede firhjulstrækkere ruller igennem Medinahs gader. Der er udsalg af madvarer, frugt og cola fra små hytter langs vejene. Kort før turens første stop - et dansk skole-udvidelsesprojekt i den fattige ende af byen, kommer et barn løbende, vinker og råber "Signe" efter kolonnen. Skolen er ved at blive udvidet med fire nye klasselokaler, men håndværkerne skal lige have justeret nogle procedurer, så murværket kommer til at nærme sig dansk standard i kvalitet.

Snart går turen videre, og bilerne triller op langs en stor slidt bygning, der huser tøjfabrikken og skrædderskolen. Passagererne stiger ud midt i en ellevild børneflok. Børnene har fået øje på Signe Simonsens kamera og vil alle sammen fotograferes og se sig selv på den digitale skærm.

Inde på fabrikken er der stort set ikke andre møbler end symaskiner. Miss Lamiya byder velkommen sammen med sine ti syersker. Kvinderne lyser op, da de får øje på premierløjtnant Simonsen, der hilser og nusser deres små børn, som var hun et fuldgyldigt medlem af venindeflokken.

På bøjlestængerne hænger feminine, farvestrålende kreationer i kontrast til kvindernes sorte, top til tå dækkende gevandter. Siden åbningen 1. januar er der produceret 40 kjoler så flotte, at en af de litauiske soldater gladelig spenderer 11 dollars på to bløde pakker til sin kone. Et sæt rødt nattøj, specielt fremstillet til brudenatten, påkalder sig den største opmærksomhed.

- Jeg er overrasket over, hvor frigjorte de irakiske kvinder kan være inde under yderpåklædningen, siger Signe Simonsen og løfter øjenbrynene.

God start
Miss Lamiya Forklarer, hvorfor hun tog initiativ til at starte projektet:

- Det er et forsøg på at få kvinder i arbejde, så deres levestandard kan blive bedre. Hvis det lykkes, vil det være et stort skridt fremad i vores liv.

Indtil nu har fabrikken afsat 20 kjoler til det lokale marked.

- Det er en god start, men jeg regner med, at salget bliver øget meget i fremtiden, fortæller Lamiya Abid Al Khalid.

Premierløjtnant Signe Simonsen får set, at projektet er på skinner. Hun smiler bredt og siger:

- Det giver en virkelig rar fornemmelse i maven, og jeg må indrømme, at det betyder noget særligt for mig, at kunne hjælpe mine medsøstre. Disse kvinder har været så mange ting igennem, og har fået så mange ar på sjælen.

Kvinder i uniform
Hjemturen går langs med floden Eufrat. Bilerne kører på flodbreddens dæmning og har det glinsende vand med fiskerbåde og kanoer på den ene side og frodige palmelunde på den anden.

Under det lange stræk mod lejren fortæller Signe Simonsen om at arbejde som kvinde i et land, der ikke har haft en kønskamp, der gør det naturligt at se hende arbejde i et traditionelt mandeerhverv.

- Irakerne er ikke vant til at se lyshårede kvinder, og slet ikke i uniform. Der kan være nogle knægte, der laver frække håndtegn, men de fleste bliver forlegne og generte. I begyndelsen var mænd og drenge meget nysgerrige omkring det, at jeg er kvinde. De meget religiøse ville ikke så gerne hilse, mens andre gav et solidt håndtryk og kunne kigge mig i øjnene.

Jeg har ikke oplevet nogen krænkende episoder, men jeg kan mærke, at jeg skal passe på ikke at virke for åben og indladende. Jeg må tænke over, hvem jeg hilser på, så det ikke bliver misforstået.

- Jeg har valgt at arbejde med vielsesring. Det gør, at jeg får den luft omkring mig, som er nødvendig for, at jeg kan udføre det arbejde, jeg er hernede for, fortæller hun og stritter med ringfingeren.