Frøene er sået i Musa Qalah

 Fortæller historier, der vil leve mange år endnu i Forsvaret

Af Mads Korsager Nielsen, Musa Qalah

Man hører dem hele tiden. Historierne. De er ikke til at komme udenom. Når man som gæst slår sig ned blandt en flok soldater, der sidder og sludrer over en kop kaffe. Eller når man kigger forbi en vagtpost, der spejder ud over det svedent grønne landskab i den slående hede.

"De er bange for os".
"Har du hørt, de tror, vi er elitesoldater?".
"Vi blev jo angrebet ude i ørkenen".

De samme historier. Fortalt af forskellige munde. På syngende fynsk dialekt, den rolige nordjyske stemmeføring eller mere drævende midtsjællandsk. Stemmerne er forskellige. Men de fortæller om de samme episoder.

Den danske styrke i Musa Qalah ankom til lejren efter flere døgn i ørkenen. En rejse, der bød på mange oplevelser. Mange flere oplevelser end nogen anden dansk styrke har prøvet i nyere tid. Da kolonnen endelig rullede ind af porten til lejren, var frøene til historierne sået og de vil aldrig tørre ud. Fra nu af vil de leve i Forsvaret og vandre fra soldatermund til soldatermund.

"Dengang i Musa Qalah…".

Men det er fremtiden. Nutiden er varm, primitiv og særdeles nærværende. I dag, fredag, blev lejren igen angrebet. En dundrende eksplosion vækkede alle fra morgenkølighedens behagelige søvn. En raketdrevet granat eksploderede 50 meter fra et af vagttårnene og en salve skud smældede over lejren. Ingen blev ramt eller kom til skade. Men alle vågnede.

Det sorte guld
Talebans ikke-bestilte morgenvækning tog hul på endnu en dag i fæstningen. Lejrens beboere har hver sin metode til at løbe dagen i gang. Nogle svinger benene ud over feltsengen og åbner en feltration. Andre søger mod den kolde bruser for at starte dagen med et morgenbad. Og rigtig mange laver en kop kaffe.

Kaffe er alle arbejdspladsers sorte guld. Men blandt soldater langt fra Danmark i et presset miljø, er det sorte guld i endnu højere kurs.

"Nej, er det rigtig kaffe…?", lyder det overrasket fra en, der går forbi på vejen og fanger den sladrende duft fra en frisk kande.

Straks bliver der tryllet en ny kop frem og den spørgende bliver budt. Soldater er ikke nærige med det sorte guld. Man byder hinanden og deler med sidemanden. Og snakken går. Historierne bliver støvet af og pudset op og de bliver fortalt igen og igen. Men det gør ikke noget, selvom alle var til stede, dengang det skete. Alle vil gerne høre det igen. Byde ind med detaljer. Høre nærmere om en helt særlig episode, hvor de måske selv var et andet sted i konvojen eller lå nede i den pansrede mandskabsvogn og forsøgte at sove.

"Har du hørt, Taleban ramte en sandsæk i et af vagttårnene i dag?".

De nyeste historier handler om nærgående projektiler fra Taleban-land. Forleden dag blev en dansk soldat på tragisk vis såret i hovedet af en kugle. Dagen efter blev endnu en dansker ramt i hovedet. Men ved et ufatteligt lykketræf prellede projektilet af på hjelmen. Soldaten slap med en hård tur ned i jorden, en hjernerystelse og en insisterende syngende tone i øret.

"De ligger derude og venter på deres chance. Det er om at holde hovedet nede", fortalte en sergent fra 1. deling.

Man har nu taget forholdsregler, så en eventuel snigskytte ikke længere har frit udsyn til danske soldater i vagttårnene.

Endnu en dag i Musa Qalah. Endnu en stribe historier til fremtiden.