[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mai Eriksen, presseofficer Irak 8

Der kan ikke være nogen danske eller litauiske soldater i den danske bataljon, der længere er i tvivl om, at vores britiske kollegaer de kan det der med eksercits. Måske er de til gengæld blevet i tvivl om, hvorvidt vi kan.

Det var de i hvert fald nok et kort øjeblik tirsdag formiddag, da vi sammen indøvede den store hjemsendelsesceremoni for Gunner (menig) Samuela ”Sammy” Vanua og Gunner Stephen ”Trigger” Wright,  der blev dræbt mandag den 4. september af en vejsidebombe.


 
Kisterne bæres ind i helikopteren af kammeraterne.

Farvel
Vi mener nu at være lovligt undskyldt for vores noget famlende opstart på paradeeksercitsen, da det forgik på den britiske måde. Det er vi andre ikke vant til. Men det var jo derfor, vi øvede os inden ceremonien.

Heldigvis så er vi vant til at arbejde sammen, så vi kom hurtigt efter det i resten af bataljonen.
Tirsdag eftermiddag da det gjaldt, var vi en enhed klar til at hilse vores kammerater farvel.

Der er ingen tvivl om, at Sammy og Trigger allerede er savnet af deres venner i 58 Battery, og at det var hårdt for dem at sige farvel. Det betød meget for alle, at de fik sagt deres sidste farvel med værdighed og respekt. Sammy og Trigger var dygtige soldater og gode kammerater og venner.

Paraden tirsdag eftermiddag var flot og rørende.

Som afskedssalut flyver helikopteren lavt hen over paraden.