Godt i gang

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Hans Christian Skaanning, Presse og informationsofficer

Alle små 500 danske mænd og kvinder er kommet rigtig godt i gang med arbejdet, efter en velforberedt overdragelse af hold seks. Og der har været nok at se til.

Det har været en travl og spændende indledning på vores ophold i Irak. Bataljonen, som også rummer 50 litauiske soldater, har hurtigt fundet egne ben at stå på, og vi føler os allerede hjemme i Danevang.

Kontakten til lokale ledere er etableret, skolebygningsprojekter er overtaget, koloner af friske forsyninger eskorteret herop fra Kuwait og patruljeringen af vores cirka 90 X 90 kilometer store ansvarsområde længe i gang.

Panserinfanteristerne fra Garderkasernen i Høvelte nord for København og spejderne fra Dragonkasernen i Holstebro kører ud hver dag, og vil udgøre bataljonens ”muskel” under fremtidige operationer. Imens er mekanikere, sanitetspersonel, regnskabsfolk, operationelle planlæggere og resten af det nødvendige bagland på plads.

Der er stadig flere helikoptere i luften over lejren, end myg og fluer, men det vil snart ændre sig proportionelt med temperaturens himmelflugt. På en solbrillebetinget februardag som denne, sniger vi os op på 26 grader allerede.

Ivrige soldater under træning
Blandt bataljonens andre vigtige opgaver er uddannelse af irakisk politi og hæren.

Politiet har vi dagligt kontakt med, men uddannelsen har i store træk været sat i bero, siden provinsrådet i Basra udsendte sin nu berømte erklæring med ønsket om dansk udtrækning fra området. Både de og vi venter på at bølgerne lægger sig, og vi kan komme i gang med uddannelsen igen.

Træning af den irakiske hær derimod fortsætter på fuld kraft, og soldaterne er meget videbegærlige, når de et par dage hver uge er under major Esbens kyndige ledelse.

- På kort tid har vi opbygget et rigtig godt forhold til soldaterne, som især er ivrige omkring den praktiske træning. Netop nu gennemfører vi kontrolprøver for de grupper, som hold seks overdrog til os, for at se, om de er klar til næste niveau, forklarer major Esben, der er bataljonens forbindelsesofficer.

- Men træningen står og falder med antallet af tolke. Hvis vi ikke har tolke med os på dagen, kan vi ikke gennemføre træningen. Det er vores største problem, tilføjer han.
Mere om det i næste uge.

Major Esben og en af grupperne, som han og fire andre danske soldater træner i Camp Campbell.

Holdene fra Rebuilding Unit Denmark (RUD) er også i gang allerede. De har en snes projekter kørende, vandforsyning, skolebygning, reetablering af broer og andre menneskelige nødvendigheder for mennesker, som længe har måttet undvære.

Exercise, exercise, exercise
Udover det store arbejde med at komme på plads rent fysisk, og det omfattende papirarbejde, der følger med, har bataljonen gennemført nødvendige afprøvning af det stående beredskab, som selvfølgelig skal være på plads, hvis eller når det bliver nødvendigt.

Men én gang, sidste mandag, var alarmeringen via højttalere ud over lejren ikke indledt af den velkendte ”exercise, exercise, exercise”.

Ingen af os hørte nedslaget fra de to raketter, som landede og detonerede godt en kilometer fra Camp Danevang, men selvom det virkede fjernt kom erkendelsen af virkeligheden pludselig tæt på, mens vi alle holdt hinanden selskab i vore sikre shelters, i de to timer alarmen varede.

Også beskydningen af en patrulje fra vore panserinfanterister tirsdag, bragte alvoren i vores mission frem i lyset. Men deres helt rigtige reaktion i situationen og sikre tilbagevenden til lejren har gjort det klart for os alle i den danske bataljon, at al vores omhyggelige træning bærer frugt, og at vi er mere end vel beredt.

Milo, Michael og K.R. klar til alt. Sammen udgør de et af bataljonens udrykningshold, som har trænet og bestået tests af deres beredskab.

Det rette billede
I Camp Danevang kan vi se dansk tv, og I skal vide derhjemme, at billedet af situationen ser meget anderledes herfra, end det I får præsenteret.

Vi har det godt, og er fulde af fortrøstning. Det er næsten altid en fornøjelse at møde irakerne i gaderne, og selv den sejeste danske soldat må smile og vinke igen til alle de mange børn og forældre, som hilser og vender tommelfingeren opad, når vi kommer gennem deres by. Guderne skal vide, at deres daglige omgivelser og fattige kår ikke giver anledning til mange smil ellers.

Vi er her for at gøre en forskel på lang sigt. Men den kortsigtede virkning af vores tilstedeværelse skal man nu heller ikke kimse ad.
Mange hilsner fra Camp Danevang til alle i Danmark. Pas på jer selv – som vi gør.