[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Operationens største udfordring var at indsætte soldaterne i et vådområde ved Qarmat Ali-floden. Den har mange kanaler, der skærer ind i landet. Det besværliggør adgangen for køretøjer og kan tjene som mulig flugtvej. Flugt ad vandvejen blev dog effektivt forhindret af briternes båd-enhed, der satte en prop i med speedbåde.

Den dansk-britiske styrke blev indsat med Merlin-helikoptere, samme type som snart bliver leveret til det danske forsvar.

Flugtforsøg
Da brigadens mørklagte helikoptere lagde an til landing, kunne piloterne gennem natkikkerter se to mænd smide våben i vandet og løbe fra stedet. Danske og britiske soldater med bombehunde blev landsat på en lille mark udenfor huset. Huset blev omringet og afsøgt af en del af styrken, mens andre blev dirigeret ud i det kulsorte vådområde for at finde de flygtende mænd.

Ved at vade gennem vand til armhulerne lykkedes det danske panserinfanterister at bistå briterne med at pågribe de to flygtende mænd. En mand nåede kun hundrede meter væk, den anden havde skjult sig i en høstak en lille halv kilometer fra huset.

Den hovedmistænkte blev anholdt inde i huset. Han og de to andre blev tilbageholdt og befinder sig nu i britisk varetægt.

Samme nat lykkedes det den danske bataljon at beslaglægge tre luftværnsmissiler og en større mængde granater af forskellig slags. Fundet blev gjort under en mindre operation med dele af spejdereskadronen, der var indsat mellem Basra og Al Qurnah.

Den hovedmistænkte bliver sat om bord på helikopteren og fløjet væk.

Samme nat beslaglagde spejdereskadronen tre luftværnsmissiler, så der blev ikke taget chancer under hjemflyvningen.