[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Jacob Pries, presseofficer

Både de og resten af soldaterne fra DANCON/ISAF Stage 3 vender nu tilbage til fortsat uddannelse og træning hjemme i Danmark.

En hel eskadron i angreb med støtte fra artilleri, dysekanoner og tunge maskingeværer. Sådan satte Let Opklaringseskadron punktum for to ugers øvelse og uddannelse i England som en del af den nye, multinationale Afghanistan-styrke.

Det danske bidrag til styrken, DANCON/ISAF Stage 3, skulle træne sit samarbejde med de nye, engelske kollegaer fra 16 Air Assault Brigade, der opstiller hovedstyrken i Afghanistan.

Koordination inden skydningen i Otterburn Training Area

Storstilet skydeøvelse
De to ugers træning sluttede med et brag torsdag formiddag, da soldaterne fra Let Opklaringseskadron for alvor kom i ilden. I mere end to timer gennemførte enheden en skarpskydning, der i størrelse og mandtal langt overgår de skydninger, man normalt gennemfører hjemme i Danmark.

85 bornholmske opklaringsfolk og fire soldater fra Tactical Air Control Party skulle angribe en række fjendtlige stillinger i Otterburn Training Area ca. 100 km vest for Newcastle. De dumpe drøn fra en 105 mm artillerikanon og flere dysekanoner blev blandet med lyden af snerrende maskingeværsalver, mens soldaterne angreb gennem slugter og vandløb og over stejle bakker.

Engelsk landrover med let og tungt maskingevær støtter danskernes angreb.

Hastigt forberedt
At de danske soldater er dygtige til at omstille sig til pludseligt ændrede vilkår, blev definitivt slået fast kort tid inden skydningen skulle være begyndt. På grund af tåge måtte den engelske øvelsesledelse nemlig flytte skydningen til et helt andet område en times kørsel fra det oprindelige område.

Eskadronens rekognoscering og forberedelse var spildt, og man fik kun få timer til at studere kortet over det nye terræn. Alligevel lykkedes det danskerne at få planlagt og iværksat angrebet og nedkæmpet de fjendtlige stillinger. Samtidig fik de øvet samarbejdet med nogle af de engelske soldater og deres støttevåben.

Engelsk 105 mm artillerikanon støtter danskernes angreb.

Tilfreds chef
Det var svedige og smågrinende soldater, der kunne vende tilbage til deres køretøjer efter skydningen. Angrebet i Otterburn blev klimakset på en øvelse, der tid tider var noget mindre intensiv, end hvad soldaterne normalt er vant til.

Det betød en del ventetid for DANCON, som til gengæld brugte tid til intern uddannelse. Alligevel var der tilfredse miner hos flere af soldaterne efter skydningen.

- Normalt er angreb ikke en af de discipliner vi opklaringsfolk træner mest - og da slet ikke med en hel eskadron. Så jeg synes faktisk, at soldaterne gjorde det godt. Samtidig har de engelske instruktører givet os mange guldkorn undervejs.

Vi har fået del i deres erfaringer fra skarpe, militære operationer. Så på den måde har det været værdifuldt at møde vores nye kollegaer, fortæller Lars, der er major og chef for Let Opklaringseskadron.

Koordination af eskadronens angreb under skydningen.

Både opklaringseskadronen og resten af DANCON/ISAF Stage 3 vil nu forsætte uddannelsen frem mod afrejsen til Afghanistan. Næste gang hele DANCON er samlet, bliver under den missionsorienterede uddannelse i Oksbøl.

En engelsk finskytte hjælper Let Opklaringseskadron med at sikre de engelske kollegaes indrykning i byen.