[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Men nu synes der at være mulighed for, at der snart igen kan traves ture på veje og stier i skydeterrænet.

Adgangen til skydeområdet blev lukket den 10. november, da ammunitionsryddere i forbindelse med bortsprængning af en forsaget (ueksploderet) håndgranat fandt en ueksploderet 40 mm granat, der har en betydelig sprængkraft. Af frygt for, at der evt. kunne ligge flere ikke erkendte forsagere valgte den ansvarlige chef for skydeterrænet at lukke for offentlig adgang, indtil området kan ryddes.

Det har frost og sne imidlertid stillet sig i vejen for, men i næste uge vil ammunitionsryddere vurdere, om det er forsvarligt at gå ind for at finde evt. forsagere og rydde dem.

Det er de skydende enheder, der har ansvaret for oprydning efter skydning samt pligt til at melde om erkendte forsagere. Det skete helt efter reglerne i tilfældet med den forsagede håndgranat.

Når skydeterrænet har været afspærret siden 10. november skyldes det, at besøgende i skydeterrænet desværre ikke i alle tilfælde følger reglerne for færdsel på området. På skydefri dage må offentligheden bevæge sig til fods i terrænet ad veje og afmærkede stier (de findes bl.a. på Rougsø kommunes hjemmeside), men reglerne er i enkelte tilfælde blevet overtrådt. Derfor valgte den ansvarlige for skydeterrænet at lukke helt af for at undgå ulykker.

Ud over de faste advarselsskilte har Hevringlejren suppleret "Adgang forbudt" med laminerede A3-skilte.