Hist hvor vejen slår et knæk ligger der en lejr så kæk

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Oversergent Rasmus Rolf Poulsen

Vi har haft mange gode oplevelser sammen, både i de enkelte enheder, STAB, DANELM, CIMIC og MOT, samt fællesoplevelser til de store arrangementer, såsom feltunderholdning, banko, juleaften, DANCON march samt nytårsaften.

Camp Feyzabad har dannet fælles ramme om vores ophold her, og i takt med at tiden er gået, er lejren selvsagt blev udbygget. Den er blevet meget mere ”brugervenlig. Vi har fået bedre Internet-, trænings-, spiseforhold samt de faglige installationer (mekaniker + forsyning) er blevet forbedret.

På den danske side er Camp Odin nu 100 procent klar til hold 3. Terrassen er vinterklargjort, den murede grill virker, og vi har dansk TV på FAB’erne. Ydermere står der syv helt nyt pansrede GD270 og venter.

I denne sidste uge, hvor HOLD 2 har været samlet, har vi bl.a. samlet noget af vores hovedbagage sammen, vi har alle optalt og vedligeholdt vores våben, materiel og biler. Der var sågar tid til en dag på skydebanen med vore tjekkiske kolleger.

Aflevering af køjesække i tirsdags

Resten af denne ugeavis har jeg overladt til andre af DANELM’s medarbejdere. Så får flest mulig et større indblik i, hvad vi bruger vores hverdag på.

CISCEN FEY
Af overkonstabel af 1. grad Hagensten

CISCEN Feyzabad, hold 2, er ved at takke af for at overdrage til hold 3. På hold 2 er det første gang, der har været et decideret CISCEN med ”normal” bemanding, og der har været god tid til at holde øje med, at alting kørte som det skulle på signal/kommunikationssiden.

På denne mission har der været ansvarsområder for CISCEN, som vi normalt ikke varetager, såsom vedligeholdelse af internet-maskiner og en TV-/radio-container som gør, at vi har haft dansk TV samt radio. Normalt ved de større missioner (f.eks. Irak) er der en IT-sektion til at varte dette udstyr, men her ved de små missioner må vi sprede os lidt mere og yde en ekstra indsats.

Det er også første gang, vi har prøvet at have vores daglige dont på kommandokontoret og ikke i vores egen container, men det har været rigtig hyggeligt og sjov at arbejde tættere sammen med ”kontor-nusserne”.

Når jeg ikke kunne få velfærds-telefonerne eller Internettet til at virke igen, blev det til en del køreture med CIMIC, hvor jeg fik chancen for at se en god bid af Feyzabad og omegn, skønt.

Nu er det blevet tid til at rejse hjem til min Lotte og blive nusset lidt om og måske hygge lidt om hende også, det glæder jeg mig rigtig meget til. Desuden bliver det godt at komme hjem til et land med store forretninger, hvor der er mange ting, man gerne vil eje, og lige pludselig har mulighed for at købe.

De sidste seks måneder har været fyldt med gode oplevelser samt gode kolleger, som jeg ser frem til at mødes med igen på andre missioner rundt i verden.

Mange hilsener fra CISCEN FEY. Hermed melder vi fra net. Kan i have det godt til vi ses, og hils dem jeg kender.

CISCEN og tysken sætter parabolantenne op

Sygehjælperen, den danske forbindelse på det tyske felthospital
Af overkonstabel Maxwell

Hvordan opsummere man et halvt år? Mit halve år her i Feyzabad på det Tyske felthospital har været både spændende og utrolig givende på mange måder, og set tilbage ville jeg ikke have været det foruden. Da jeg først ankom, vidste jeg ikke helt, hvad min funktion var, men jeg fik dog selv lov til at definere den på mange områder.

Min funktion var delt i to. På den ene sidste skulle jeg fungere som medic (sygehjælper) på hospitalet, og på den anden skulle jeg fungere som bindeleddet mellem hospitalet og dansk personel. Derudover skulle jeg have ansvaret for dansk sanitets materiel og MOT holdenes sygehjælpertasker. Kort fortalt startede jeg med at opfinde den dybe tallerken, og startede fra bunden.

På hospitalet har jeg set mange ting og været med til meget. Tyskerne har fra første dag taget utrolig godt imod mig. De har været utrolig søde og været villige til at lære fra sig, hvilket har gjort, at jeg rent fagligt har lært en masse. Jeg har været med til nogle ting som jeg, hvis jeg havde været der hjemme, ikke ville have haft muligheden for.

Mine vagter på hospitaler har været ligeligt fordelt som dag-, aften- og nattevagter. Vi var hele tiden to medics på vagt.

På dagvagterne har man almindelig konsultation for soldater, og det er stort set (heldigvis) kun mindre og ganske almindelige skader, man ser der. Om eftermiddagen har vi konsultation for de lokale ansatte og for få udvalgte lokale fra byen. De lokale får lov til at snakke med lægen, og vi prøver at hjælpe dem så godt så muligt.

Det er lige fra små skrammer til store kompliceret operationer på både børn og voksne. Udover det tog vi hver tirsdag og lørdag ned på det lokale hospital, hvor de tyske læger hjælper med konsultationer og operationer. Og de lokale er godt klar over, at det er der, ekspertisen ligger, for de står næsten i kø for at vise deres papirer til vores læger..

Det lokale hospital er selvsagt opdelt i en herreafdeling og en kvindeafdeling, samt tre telte, der bliver brugt til lidt af det hele. Har man først været der et par gange, det er BESTEMT ikke for sarte sjæle, får man et helt andet perspektiv, når man er vant til danske hospitaler.

Lugten er helt ubeskrivelig, og synet af små børn, der ligger med forbrændinger over hele kroppen, er ikke et usædvanligt syn, desværre. Vi i Danmark skal ikke brokke os over vores sygehusvæsen, når man har oplevet dette. Men når alt kommer til alt, så gør de lokale læger det så godt de kan, og det er jo bedre end ingenting med de hjælpemidler og den uddannelse, de har.

På det tyske felthospital er vi 30 personer, hvoraf der kan nævnes seks læger, en farmaceut, en røntgenspecialist og en laborant udover os medics med forskellige funktioner. Der har været mange episoder på det halve år, og hver og en har jeg lært af.

Nu sidder jeg her og er på vej hjem, sidder ikke med en følelse af jeg har reddet verdenen, men med en følelse omkring at jeg har gjort en lille forskel for nogen mennesker, og det er verdens bedste følelse.

Maxwell på felthospitalet

Mekanikeren
Af overkonstabel af 1. grad Tikjøb

Så er endnu et hold for mig ved at være ved vejs ende, og jeg kan med glæde meddele, at alle mine ”kære børn” virker, dette være sig såvel GD som Toyota. Vores nye biler (GD270) klarer sig allerede godt og kommer forhåbentlig til at gøre hverdagen lettere for hold 3, ligesom de har gjort det for os i den korte periode, de indtil videre har været her.

De sidste reparationer er foretaget, og der forestår kun optælling med hold 3 mekanikere, hvilket skulle kunne foregå på en glat og smidig måde, da der selvfølgelig er styr på tingene både fra min og forsynerens side.

Vi har på nuværende tidspunkt modtaget et godt stykke over halvdelen af reservedelene til vores nye GD270, og jeg har fået henvendelse fra tyskerne angående mulige midlertidige lån af dele, da deres forsyningssystem til tider kan virke som deres feltkøkken; nemlig uden smag og med mangel på kraft og saft!

Jeg kan efter seks måneder hernede igen se frem til kæresten, dansk mad og ”plejning” af mit kvindegen; shopping af ting, tøj og gadgets, som jeg må og skal eje, men ikke har haft mulighed for at købe de sidste seks måneder.

Med denne salve vil jeg slutte herfra og ønske alle det godt indtil vi ses derhjemme. Det har været hårde seks måneder henset til vilkårene på et hold 2 uden et rigtigt værksted, men nu skal der andre boller i suppen, så med ønsket om at blive kløet på ryggen i en hel måned og blive fodret af med god dansk mad vil jeg nyde den sidste uge her i Feyzabad.

Med venlig hilsen

Overkonstabel af 1. grad Tikjøb

Erik i sit rette element

Kommandobefalingsmanden og hjælperen
Af Kofoed og Gormsen

Hej derhjemme, en mindre afslutningshilsen fra disse kanter. Dette er min anden mission og min hjælper Pers første, så det har været en utrolig lærerig mission på alle områder.

Vi er to forskellige typer, Per der hygger sig på sit kontor med sit DEMARS og helst ikke forlader sit kontor, som han siger: Hvis jeg skal ud og køre, så havde jeg meldt mig som MOT mand.

Jeg derimod er lidt nysgerrig og udfarende, så det har været en god og spændende oplevelse at dele kontoret.

Jeg selv var med på ”Valgpatruljen”, en tur med vejsidebombe, en væltet GD samt samtaler med de lokale i bjergene. Det skal nævnes at man i 2600 meters højde ikke løber så hurtigt.

Jeg har også været med CIMIC på flere ture og prøvet at sidde med de lokale på gulvet i deres gæstehuse. Det kan give problemer med mine lange ben og ældre knæ, men det er ikke desto mindre en oplevelse hver gang.

Selve Feyzabad by har vi besøgt mange gange (Per en enkelt gang), og vi er som regel altid endt oppe på vores ”lokale restaurant”, Restaurant Badakhshan til kebab og naan brød.

Men nu vil vi begge gerne hjem til vores kære og blive forkælet til den store guldmedalje.

Vi ses snart. Kofoed og Gormsen

En sindig sønderjyde

Når disse linjer læses burde vi alle fra hold 2 være landet i Danmark og skal snart til at påbegynde afviklingen af DA/PRT/FEY, hold 2. Tak for nu og hav det godt indtil næste mission.