[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj Grøn
presseofficer, ISAF

Med behagelige 30 grader, en let brise og en sol, der skinner fra en skyfri himmel, var det lige til at overkomme at starte dagen med en parade for alle de danske soldater, der befinder sig i Camp Bastion.

Den afgående chef DANCON, oberstløjtnant Bjarne Møller, overdrog fanen og kommandoen til den tiltrædende chef DANCON, oberstløjtnant H.-C. Mathiesen.

Parade for hold 1 og hold i den dansk lejr, i Camp Bastion.

Paraden markerede samtidigt tidspunktet hvor Hold 2 overtog den daglige forretning fra Hold 1. Der går en uges tid inden resten af hold 2 kommer til Afghanistan og de sidste fra Hold 1 er retur i Danmark. Indtil da bruger holdene tiden på at overdrage til hinanden. Hold 2 er ved at komme ind i rutinerne, og Hold 1 er ved at pakke de sidste ting sammen inden hjemrejsen.

Dansk Hercules transportfly sætter soldater af i Camp Bastion.

I går kom anden rotation fra Danmark til Kabul, og de, der skulle videre til Camp Bastion, blev straks fløjet videre med et af flyvevåbnets Hercules-transportfly, mens afgangen til Kandahar gik her til morgen efter en overnatning i Kabul.

- Tak for den smidige overdragelse og undskyld for vores anmassende optræden, sagde H.-C. Mathiesen til hold 1 som afslutning på paraden.

Hold 2 har modtaget fanen og ny Chef DANCON, H.-C. Mathiesen takker hold 1.

- Til gengæld ved jeg ikke, om jeg skal takke jer for, at I har løst opgaverne så flot. Det stiller store krav til os, der skal gå i jeres fodspor. Ørkenholdet har sat nye standarder for, hvad hæren troede, den kunne. Arthur har reddet canadiske liv. Og jeres logistiske forudseenhed har været stor til gavn for vores forberedelser. Men vi skal nok blive klar og vil gøre vores bedste for at leve op til jeres resultater. Ha' en go' tur hjem og nyd tiden sammen med jeres familier. Den er velfortjent.