[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Omkring 350 danske og 62 estiske soldater træner på livet løs i Oksbøllejren i denne og i næste uge. I begyndelsen af februar skal de nemlig sendes til Kosovo som Hold 14, og under øvelserne i Oksbøl er der lejlighed til at få afprøvet de sidste ting og indøvet det hele i både kompagni- og bataljonsramme.

Frisk fra fad
I den danske bataljon indgår et panserinfanterikompagni på 119 soldater. Næsten 90 procent af de menige kommer fra HRU (Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse), og de er altså blevet uddannet som soldater i først fire måneders basisuddannelse, der er efterfulgt af 8 måneders uddannelse med specielt henblik på at blive sendt til Kosovo som Hold 14.

I stabskompagniet, hvori der indgår en lang række specialister, er lidt mere end 40 procent af de menige fra HRU, mens den øvrige del er mere erfarne konstabler.

Mange ting
Den første del af uddannelsen i Oksbøl har omfattet en lang række discipliner. Der er de hårde militære ting som kamp i bebygget område og i skovområder, bevogtning, gennemsøgning af huse og områder, samt hvordan man rykker ud ved særlige hændelser.

Men der er også en række bløde områder, der trænes. For eksempel at arbejde med tolke, hvordan man opøver sine kontaktfærdigheder, den helt nødvendige førstehjælp og ikke mindst reglerne for anvendelse af magt.

Som i Kosovo
I den sidste del af øvelsesperioden er Oksbøllejren omdannet til den danske lejr i Kosovo - Camp Olaf Rye. Al virksomhed tilstræbes at foregå, som var man i Kosovo. Der er vagt ved indgangen, der køres patruljer, man kaldes ud til uheld, der opstår uroligheder, og det hele gennemføres på døgnbasis.

Det hele hjælpes på vej af et stort sceneri, der er bygget op, så omgivelserne ligner Kosovo. Der er soldater i civil, der spiller serbere og kosovoalbanere, der er biler, motorcykler og hestevogne, køer, geder og høns på vejene, og hele dette spil styres af en række sprogofficerer.

Det er meget livagtigt, og alle agerer på en alvorlig og engageret måde, så soldaterne kan få den bedst mulige uddannelse og træning.

Sne ingen hindring
Vejret er som vejret nu engang er. Det har sneet i Oksbøl, der har været isglat, der har været kulde og tø. Det svarer sådan set meget godt til de forhold, som vil møde styrken i Kosovo, så omstændighederne er næsten perfekte, når man anvender princippet "Train as you fight".

Man skal passe på sig selv og hinanden i missionsområdet, og det gør man også her i Oksbøl, for indtil videre er man sluppet for alvorlige uheld under træningen og i trafikken.



Nogle gange skal det gå stærkt. Sådan stiger man ud af en Mercedes, når man bliver beskudt. Foto: Erik Johansen.

Der indgår en estisk spejdereskadron på 62 mand i den danske bataljon. Esterne er her i gang med kamp i bebygget område i Brikby. Foto: Erik Johansen.

Serberne og kosovoalbanerne taler ikke dansk, så man må benytte tolke, og det skal indøves lige som alt andet. Foto: Erik Johansen.

Førstehjælp, lægeassistance og ambulancehjælp har høj prioritet. Der kan være tale om tilskadekomst ved voldshandlinger og ved trafikuheld, men hjælpen skal under alle omstændigheder nå hurtigt frem. Her er der tale om et trafikuheld arrangeret som en del af øvelsen. Foto: Erik Johansen.

Soldater klædt ud som civile giver et realistisk indtryk under øvelsen. Her er det demonstranter, der prøver at trænge ind bag pigtråden, der omkranser et bevogtet område. Foto: Erik Johansen.