[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj Grøn presseofficer, Camp Bastion

Den planmæssige afløsning af den danske styrke i det sydlige Afghanistan er nu i fuld gang. Forkommandoet fra Danmark ankom i sidste uge. Tirsdag og onsdag i denne uge ankom 1. og 2. rotation, og styrken er nu oppe på ca. 240 mand. I næste uge ankommer tredje og sidste rotation, og dermed er Hold 2 endeligt samlet i Afghanistan.

Størsteparten af den danske styrke er placeret i Camp Bastion midt ude i den afghanske ørken. Transporten til og fra Camp Bastion foregår bl.a. med et dansk C-130 Hercules transportfly.


Første rotationshold lander i Helmands ørken i en sky af støv. "Flatrack" i forgrunden bliver brugt til transport af køjesække og rygsække til Danelagen Lines, den danske del af Camp Bastion.

Danelagen Lines
Camp Bastion er den store britisk ledede lejr i den sydlige Helmand-provins. Den danske del af lejren kaldes Danelagen Lines. Ved ankomst til lejren får soldaterne som det første en sikkerhedsinstruks omkring forhold ved angreb på lejren, regler for bæring af beskyttelsesudstyr og våben. Herefter står den på indkvartering og overdragelse af opgaver og materiel fra soldaterne på Hold 1, inden de sidste tager hjem i næste uge.


Næstkommanderende ved den danske styrke giver instruks til de netop ankommende soldater på 1. rotation
.

Der er op til 40 grader om dagen i Camp Bastion og derfor er det vigtigt med akklimatisering, og tempoet er tilpasset de uvante temperaturer. Et sted, hvor tempoet er højt, er i værkstedsområdet, hvor et reparationshold fra Aalborg arbejder med at vedligeholde køretøjerne inden hold 2 endeligt overtager dem.


Et kig ind i værkstedet, hvor reparationsholdet huserer.

I næste uge er mekanikerne fra Aalborg rejst igen, og de sidste fra hold 1 er endeligt hjemme i Danmark. Dermed er der sat punktum for hold 1, og et nyt kapitel kan begynde for hold 2.