Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af feltpræst Alex
Et nyt år er begyndt – det gamle år ligger bag. Det nye år bærer præg af snarlig forandring for hold 8. Når dette læses, skulle de første af hold 8’s vikinger være tilbage i Danmark og de sidste af os vil snart være på vej. Nyt lys og nye muligheder vil inden længe bryde frem over de enkelte af os.
Som solen her kaster nyt lys ind over Camp Viking i januar måned, sådan vil der inden længe kastes nyt lys ind over de enkelte vikingers hverdag.
Inden længe vil der også blive kastet nyt lys over ugebrevet fra Kabul. Dette bliver mullahens (feltpræstens) sidste nyhedsbrev. Det er tid for hold 8 at takke af og give stafetten videre til vore efterfølgere.
Men inden vi bringer de seneste begivenheder og lukker ned med nyt fra de gæve vikinger på hold 8, så giver vi først ordet til Chef DANCON, oberstløjtnant Claus Dixen Møller.
Nu begynder timeglasset for vores indsats i Afghanistan at rinde ud. Selvom der i skrivende stund stadigvæk er få dage tilbage ved missionen og fortsat opgaver at løse i forbindelse med rotationen, så er det alligevel på sin plads at begynde at se bagud på de mange oplevelser og udfordringer, der altid vil kendetegne vores kontingent – DANCON/ISAF, hold 8.
Allerede under uddannelsen viste kontingentet gode takter og gav et fingerpeg mod en begyndende succes. Blandt andet blev der fra starten udvist stor hjælpsomhed, opfindsomhed og ikke mindst vilje til at tage fat på opgaver, der måske slet ikke lå inden for, hvad der kunne forventes.
Denne indstilling har fulgt hold 8 under hele missionen og har gjort holdet til noget særligt både inden for de operative opgaver og ikke mindst det logistiske område, hvor vi har et stort ansvar over for øvrige danske styrkebidrag i Afghanistan.
Da kontingentet endelig var samlet i missionsområdet medio juli i fjor, var alle klar til at tage fat på opgaverne.
I ugerne op til kommandooverdragelsen var de fjendtlige aktiviteter blevet flere og flere, så fra starten var vi opmærksomme på, at opgaverne til tider kunne blive vanskelige.
Én af de helt store operative udfordringer, som vi var klar over lå foran os, var afholdelsen af de første provins- og parlamentsvalg.
De første to måneder af missionen var derfor operativt fokuseret på denne opgave, hvilket betød at der blev øvet forskellige scenarier. Utallige planer blev udarbejdet og endelig ikke at forglemme, så var trusselsniveauet i denne periode meget højt.
Alt dette blev af ISAF og Kabul Multinational Brigade taklet på en meget hensigtsmæssig og tilfredsstillende måde, således at valget den 18. september blev gennemført i et forholdsvis sikkert miljø.
Chef DANCON i Camp Viking – snart kan han melde: ”Missionen fuldført”.
Endelig op mod jul har vi været kraftigt involveret i åbningen af det nye parlament.
Hele æren skal ikke udelukkende tilfalde de internationale styrker. En meget stor del af succesen skyldes i høj grad det afghanske samfunds ønske om fred og de afghanske sikkerhedsstyrkers forberedelser.
Selvom perioden op til og under valget var et af de operative højdepunkter, så har der været mange andre operationer og aktiviteter af forskellig intensitet.
Flere har været i kritiske situationer, som har sat den enkelte under pres, og som har krævet særlige soldatermæssige færdigheder.
Alle har i disse sammenhænge fuldt ud levet op til, hvad man kan forvente af professionelle soldater.
På det logistiske og administrative område har kontingentet opnået endog meget fine resultater.
Kontingents signalforbindelser har virket optimalt. Det store antal personel og materiel, som er ankommet til KAIA (Kabul Internationale Lufthavn), er blevet håndteret på dygtig vis, og endelig ikke at forglemme så har vores køretøjer, våben og forsyninger altid været operativt anvendelige.
Vi har formået at give en optimal støtte til alle enheder og enkeltpersoner, som er deployeret rundt omkring i Afghanistan, men også på fornem vis støttet alle de personer, der har besøgt kontingentet.
DANCON har haft besøg lige fra enkeltpersoner til en 12 mands stor delegation med Forsvarsministeren i spidsen.
Antalsmæssigt har vi haft mange besøg, men det har også været dejligt at føle den interesse og fokus, der er og har været på missionen og kontingentet.
Imellem alt det daglige arbejde har kontingentet også haft tid til arrangere og deltage i sociale arrangementer.
Det arrangement, som nok har taget mest af vores sparsomme ”fritid”, har været den traditionsrige DANCON March. Mere end 1250 soldater fra mange af ISAF´s forskellige nationer har deltaget i denne tilbagevendende begivenhed.
Marchen, som blev afviklet over tre gange, blev en kæmpe succes for såvel deltagerne som for DANCON.
Jeg har ikke behov for at fremhæve flere fortræffeligheder. Den enkelte er udmærket klar over, at vores teamwork har virket.
Min afsluttende salut skal derfor blot være: Tak for jeres professionelle indsats og altid positive tilgang til opgaverne.
Kontingentet har fået megen ros fra både foresatte i den hjemlige struktur og i det multinationale miljø i Afghanistan.
DANCON´s indsats har været markant, og alle har på bedste vis repræsenteret Danmark og Forsvaret.
Jeg vil ønske alle held og lykke for fremtiden, hvad enten den fortsætter hjemme i forsvaret eller i det civile liv.
Vi har bevist med vores indsats at det nytter. Afghanistan har en fremtid – ”inshallah” – med det internationale samfund som fødselshjælper.
Jeg er stolt over at have været chef for kontingentet, og jeg er stolt over vores fælles indsats.
Claus Dixen Møller
oberstløjtnant
CH DANCON/ISAF 8
Hjælp til børn
I dagene op mod jul modtog vi ca. 600 kg legetøj og tøj til børn fra Danmark. Alt sammen noget der er indsamlet gennem en tidligere feltpræst her i Kabul.
Gennem brigadens CIMIC (civilt militært samarbejde) har vi fået sagerne fordelt til tre steder, så det kommer virkeligt trængende til gode.
Kort før nytår blev første sending afleveret. Modtagerne var børn i den meget fattige landsby Katahsang, som ligger i området over mod grænsen til Pakistan.
Her bestod gaven af børnetøj, som det tyske CIMIC hold afleverede til landsbyens Malek (landsbyens leder), som glædede sig over hjælpen.
Overrækkelse af tøjet fra Danmark som kommer børnene i den fattige landsby Katahsang til gode.
Resten af legetøjet og børnetøjet vil blive fordelt til to store børnehjem her i Kabul.
Udskiftning på felthospitalet
Først på ugen tog vi afsked med Rune, som i de seneste tre måneder har været én af to danske læger på felthospitalet. Vi siger tak til Rune for godt samvær i lejren og ønsker alt godt fremover!
En ”begavet” Rune ved den lille fest han afholdt i messen før afrejsen.
Men ugen bød også på modtagelse af ny arbejdskraft til felthospitalet. Vi kunne byde velkommen til sygeplejersken Anne og lægen Morten.
Tak og farvel
Tak til vore mange læsere. Det er imponerende så mange der har fulgt os uge for uge. En særlig tak til jer, som på forskellig vis har givet os støtte undervejs. Det har betydet utrolig meget at have et godt bagland.
En ”grøn” feltpræst Alex takker af før han går i sort.
Hermed takker feltpræst Alex af og går i sort – for rigtige mænd går hverken i ørkenfarvet eller grøn uniform men i sort – i hvert fald om søndagen!