Hov - der kom en minister...

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

som kaptajn Bo - vores kontakt og velfærdsofficer på forunderlig vis tryller til det sydlige Irak på daglig basis.

Uge 21 ved Irak hold 7

Af Søren Bo Jensen
major, administrationschef

Helt så overraskede, som overskriften kunne give anledning til at tro, var vi dog ikke, da Statsministeren ankom til Camp Danevang 24 timer efter Forsvarsministeren. Ikke os alle sammen i hvert tilfælde. Planlægningen var startet en måneds tid før, da det var tilflydt, at Statsministeren kiggede forbi.

Planen, den alternative plan, den alternative plan til den alternative plan etc. fyldte tilsammen en mindre svensk regnskov. Så det var nok snarere medie-Danmark, der blev overraskede over, at Forsvaret stadig mestrer den gamle dyd - hemmeligholdelse - i informationsteknologiens tidsalder. Men der var spænding til det sidste, om ministeren dukkede op - så helt forkert var det selvfølgelig ikke.

Statsministeren er ankommet og er netop blevet modtaget af æreskommandoet, der ses i baggrunden.

Forud for besøget havde det af sikkerhedsmæssige årsager været meningen, at så få som muligt skulle kende til dette - det vi kalder "need to know". I starten var vi således mindre end en håndfuld, der kendte til Statsministerens intention om at komme på visit.

Og det var åbenbart ikke kun vores statsministerium, der i den forgangne uge satte fokus på den multinationale styrkes arbejdsplads, da vi i de internationale medier kunne læse, at Toni Blair havde fået samme ide, og således var på besøg hos de britiske peace keepers i Bagdad.

Umådelig stolt 
I am incredibly proud of you. You serve under hard and dangerous conditions in Iraq. You show great courage. You are making a competent and admirable effort. You represent solid values. You deserve the deepest respect and broad support from your countries and compatriots.

Med så flotte ord indledte Statsministeren sin tale til os danskere - samt de 53 litauiske og 109 britiske soldater, som oberst Henrik Berg også har under sin kommando. Men bare rolig hr. Statsminister - min mor, fru Jensen, er mindst lige så stolt. Stolt over, at hendes søn - Søren Bo - har valgt at ofre seks måneder af sit liv på, at gøre livet bedre for et folk i en fjern og meget, meget varm afkrog af verden.

Og vi gør en forskel! Ikke sådan forstået, at vi har udryddet terrorismen i det sydlige Irak - for det har pressens fokus i den seneste tid gjort evident for enhver, ikke er tilfældet. Men vi gør en forskel, der kan aflæses i øjnene på de børn, der nysgerrigt kigger på, når Rebuilding Unit Denmark åbner endnu en nyrenoveret skole, en gangbro over en flod eller en ny fodboldbane.

I de situationer fortæller vores "drenge" på jorden enstemmigt om oplevelsen af, at der i børneøjne, der før kun udtrykte tvivl eller fortvivlelse, nu kan anes tro og håb. I sådanne situationer fødes spiren til at turde tro på fremtiden blandt lokalbefolkningen.   

Milepæle
Men ugen har selvfølgelig budt på mere og andet end fornemme besøg. Ugen har nemlig budt på hele to milepæle. En, som glæder os hernede, og en, som glæder dem, vi bærer i vore hjerter til vi ses igen om tre måneder. Og det er netop disse tre måneder, der er nøgleordet - og den ene milepæl.

Halvdelen af missionen ligger bag os. Den første halvdel. Der udestår således kun 85 dage, 2040 timer, 122.400 minutter eller 7.344.000 sekunder - om man vil. Ikke fordi jeg tæller.

Den anden milepæl stod premierminister Maliki for, da han fra bruttotruppen har udtaget sin parlamentariske startopstilling. Han mangler nu kun forhandlinger omkring de sidste tre nøglespillere. Så for anfører Maliki gælder det nu om at få ro på bolden og få spillerne til at samarbejde. 

Andagt i ørkenen
Hjemme i Danmark har I andre i ugens løb fejret Kristi Himmelfartsferie. Vi hernede har fejret Kristi Himmelfartsarbejdsdage. Eneste forskel på en sådan og så en almindelig arbejdsdag er, at vores feltpræst Hardy vælger at fejre de kirkelige højtider. Netop ved sådanne lejligheder savner jeg min familie allermest. Kirkerummet giver ro.

Ro til at træde et halvt skridt bagud - se sig selv oppe fra og vende tankerne mod den konceptuelle mening med livet. Grundtvig-salmerne, vi synger, handler om tro, håb og kærlighed. Om det underfundige i øjeblikket. I et græsstrå. I livet.

Mine tanker danser ud af vinduet og vender sig mod den gråspurvemor, der på metaforisk vis har valgt at lade vores beskyttelsesrum danne ramme om hendes ungers opvækst. Præsten prædiker om det guddommelige i livet, hvilket står i skærende kontrast til den profane virkelighed, man mødes af lige uden for de containere, der gør det ud for kirken.

Jeg kan se på mine kammerater og kolleger, at jeg ikke er den eneste, der bliver påvirket af at synge om danske frodige enge, ungdom og kærlighed her midt i den brændende, golde ørken.

Og jeg tror såmænd også, at Hardys tanker tager et smut forbi hans unger på Vesterbro, Amager, Islandsbrygge og hans kone Birthe-musen hjemme i Vordingborg, inden han igen synger videre på Nicolai Frederik Severins sange om sjungende serafer. 

Fuglemor har valgt vores beskyttelsesrum som reddeplads for sine unger.

Kappestrid og strandløver
Naturligvis har vi også haft tid til anden hygge. Nogle har brugt tiden ved poolen, der endelig - efter omflytning - er genåbnet igen igen. I særdeleshed for dem, der har arbejdet flittigt i pumpehuset - vores styrketræningslokale - har dette været glædens dag.

Endelig har de haft mulighed for at fremvise de muskler, de så hårdt har arbejdet for, iført Paul Smiths, Pradas eller Guccis fortolkning af sommerens badeundermundering. Til strandløvernes store fortvivlelse har al denne postyr dog ikke tiltrukket nogen badenymfer - endnu.

Andre har hygget med grill-partys på beboelsesgangene. Stabsgangen havde inviteret officerer og befalingsmænd fra vores underlagte engelske enhed - 58 Battery - til en omgang kappestrid i ædle discipliner så som økse- og vandballonkast. Aftenen sluttede med grillmad og alkoholfri øl til alles tilfredshed.

Måske er det fordi vi alle er soldater eller fordi vi alle er i samme båd, at fraværet af kulturel diversitet mellem briter og danskere, som vi plejer at fremhæve hjemme i Europa, er slående. Vi er som en stor uniform masse, der her - midt i livet - anskueliggør, at det er værd at leve. Det skal vi blot overbevise irakerne om. At de skal vælge livet. 

 

Briter og danskere i venskabelig - om end drabelig - kappestrid.

Hjulene begynder at dreje
Hvis vi således blev bedt om at gøre status her midtvejs i missionen - for det syvende - men ikke sidste danske kontingent i Irak, må konklusionen være, at vi har det godt, og at det på mange områder er begyndt at gå fremad - om end det går langsomt - for at bruge Anders Foghs egne ord. Men guderne skal vide, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at hjælpe landet og befolkningen i den rigtige retning.