Hvad er TERM?

Af oversergent Jakobsen, overkonstabel Kroer og seniorsergent Nielsen

Vi vil indlede med at fortælle om vejret, for det har stor betydning for TERM’s løsning af opgaver. Den sol, der skinner på os hver dag kan umuligt være den samme, som skinner på jer hjemme i Danmark.

Når solen først er stået op, går der ikke ret længe, før temperaturen er direkte stridbar på omkring de 40 grader i skyggen. Så det gælder om, at holde hovedet koldt ved hjælp af den udleverede bøllehat og nakkeslag.

TERM’s arbejde foregår for det meste under åben himmel. Bøllehatten suppleret med sorte solbriller, der får én til at tænke på filmen "Top Gun". Bortset fra at vi ikke flyver så højt!

Ingen bevægelse kan foregå uden at du sveder. Selv når du sidder ned, løber sveden som små lystige bække. Derfor har man mere eller mindre konstant en flaske med vand indenfor rækkevidde. Det er meget normalt at drikke mellem seks og ni liter vand på en dag.

God service
Det er ikke unormalt, at TERM hopper ud af sengen som de første. Klokken kan være 04.45 lokal tid. Når vi træder ud af teltet, er solen kun en svag streg i horisonten, og der er en kølig brise. Så synes man, det er behageligt, så længe det varer.

Grunden til, at vi er så tidligt ude af fjerene, kan være fordi, vi skal sende regnskabsføreren retur til Kabul, efter han har været på besøg i Kandahar, så soldaterne kan hæve valuta.

Så er der god tid til at hjælpe med bagagen; service er en ydelse, som ligger TERM meget på sinde.

Dernæst bringer vi regnskabsføreren til det engelske cafeteria, hvor der er mulighed for at styrke sig inden turen. Der er den klassiske engelske mad, ikke mindst bacon og røræg.

Nu er næste skridt selve processen med at checke ind. Dette foregår i Taliban Last Stand (TLS) bygningen, men TLS, det er en helt anden historie.

I bygningen har vi et lille kontor sammen med vores britiske venner, der også skal i gang med denne opgave. Vi sørger for at skrive ham ind i Air Load Manifest Passengers, så de britiske piloter ved, hvem der er ombord.

Så er der naturligvis lidt ventetid; for først skal al bagagen transporteres ud til den britiske Hercules-maskine, der skal bringe regnskabsføreren og de øvrige passagerer retur til Kabul.

Stor kaskelot
Når vi har hjulpet vores britiske kollegaer med at læsse bagagen på lastbilen, så nærmer tiden sig for at stige ombord på bussen. Den har sin helt egen historie; der er ikke tale om linie 56 fra Herlev til Glostrup.

Den minder mere om en, der er blevet brugt til at transportere mennesker og dyr til markedet i Calcutta. Og så er der så støvet, at en hver husmoder ville blive vanvittig.

Det ligger over alt, og sætter du dig for hårdt i sædet, står der en sky af det fineste støv op omkring dig, og det bliver ikke bedre, når bussen ruller af sted med begge døre åbne.

Vi sørger for at bringe regnskabsføreren hen i skyggen, når vi er blevet sat af ved den store transportmaskine, ledsaget af et par flasker med vand. Vi venter på signal fra piloten om, at det er tid for ombordstigning.

Det sidste er måske at overbringe et par hurtige beskeder, ledsaget af et par breve, da vi fortsat mangler at få etableret vores posthus. Til gengæld får vi uden problemer post ned fra KAIA og det er en fornøjelse at modtage breve og pakker hjemme fra vore kære.

Vi har naturligvis også to mand med stor erfaring på dette felt, som supplerer hinanden godt. Den ene er nemlig postmand i det virkelige liv, mens den anden har haft funktionen i Kabul før han kom til Kandahar.

Og de sørger for, at vi kan sende breve hjem til jer.

Regnskabsføreren bliver slugt af maskinen og haleroret bliver drejet som var der tale om en stor grå kaskelothval. Og pludselig bevæger den sig af sted med en enorm kraft, for i allersidste øjeblik at slå kraftigt med halen inden den springer ind i den blå himmel.

Før vi kører retur med bussen til TLS ringer vi til vores kolleger i Kabul og fortæller f. eks, at klokken X-4 er der afgået et stk. PAX. X er en faktor for sikkerhed, for at uvedkommende ikke skal kunne vide hvornår flyene starter og lander.

Fly må hvile
Der er naturligvis gået noget forud for denne flyvning. For det første har vi lavet en bestilling to dage i forvejen. Denne bestilling udfyldes på engelsk og afleveres i det engelske hovedkvarter, hvor regnskabsføreren bliver registreret således, at vi kan komme tilbage dagen før, flyvningen finder sted og se tid for check in, ankomst samt navne på de enkelte passagerer.

Når vi modtager CARGO, f.eks. fra Kabul via en britisk Hercules på flypaller, skal vi have fat i støtte til at løfte ovennævnte og bringe denne ned i den anden ende af flyvepladsen, hvor selve håndteringen finder sted.

Fakta er, at briternes maskiner arbejder under et voldsomt og anderledes klima og derfor Skal de hvile i længere tid.

Heldigvis kan vi også hente støtte fra hollænderne og vores amerikanske venner. Og så får vi løst de opgaver, der måtte være denne dag.

Ved vi i forvejen, at vi skal bruge løftekapacitet, så henvender vi os til f.eks. briterne og giver dem en orientering om opgaven, og hvad vi har brug for. For vi er godt klar over, at briterne også har mange opgaver.

Sikkerheden er helt i top, inden de lokale lastvogne benævnt "jingle trucks" får lov, at komme ind i lejren. Der er et antal kontrolstationer, hvor både lastvogn og chauffør bliver kontrolleret for både mobiltelefon og mistænkelige ting som ledninger eller andre mekanismer, der ikke er brug for i lejren.

Det er ikke sikkert at lastbilerne kommer igennem alle stationer på samme dag, så det sker, at der er lidt forsinkelser.

Mary og Frederik
Det er naturligvis ikke overraskende, at vi er blandt venner. Man oplever en form for stort internationalt fællesskab. Alle er i samme båd og alle prøver derfor at hjælpe hinanden det bedste man har lært.

Der skabes gode relationer mellem de øvrige nationer. Man kan altid tale om cykling med hollænderne udover, at der skal løses en opgave. Australierne er vi jo nærmest i familie med, så der tales om Mary og Frederik.

De engelske soldater gør deres til, at vi får flyttet en masse materiel til Camp Bastion, samtidig med at vi arbejder skulder ved skulder under håndteringen af personel. Når vi flyver med de amerikanske C-17 maskiner til og fra Kabul så lyder det fra piloten, at de vil bede en bøn for os, og så føler man sig både tryg, glad og i gode hænder.

I tænker på os og vi tænker på jer. TERM ønsker jer en god sommer og det er ingen hemmelighed, at vi faktisk misunder jer, som kan nyde temperaturer på bare 22 grader.