Hver dag er skydedag

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Nikolaj Grøn
presseofficer

Skydning med let støttevåben

Heldigvis er der et meget stort skydeterræn lige uden for døren til Camp Bastion, for der går sjældent en dag, hvor enhederne fra DANCON ikke er ude i ørkenen for at træne formationer eller skydning.

Geländevogne fra 3. deling.

Over 50 soldater fra opklaringseskadronens tredje deling og enheder fra DANELM var (igen) på skydebanen. Efter at være kørt et par kilometer udenfor Camp Bastion gik soldaterne i gang med en lang dag på "skydebanen".

Skydebane er måske så meget sagt, da der bare er tale om en bid ørken, men der er nok af den. Så langt øjet rækker, er der ikke andet end ørken.

Indskydning fra 50 meter på den uendelige skydebane.

Indskydning af soldatens personlige gevær har første prioritet, og der er god plads på skydelinjen, så alle kan komme til på en gang. Efter en times tid er alle igennem indskydning af primært og sekundært sigte. Der trænes skydestillinger og reaktionsskydninger frem til middag.

Solen er lige lovlig hård, og frokosten indtages tilbage i lejren i bedste siesta stil. Efter at have pustet ud et par timer, hvor solen er værst, går turen tilbage til ørkenen og maskingeværer og dysekanoner bliver indskudt. Skydningerne fortsætter efter at solen er gået ned, og så er det tid til at skyde med natkikkerterne. Det er betryggende at vide, at man kan ramme med sit våben, også i mørke.

Hurtig hjælp er dobbelt hjælp
Som altid er sanitetssektionen med, når eskadronen bevæger sig udenfor Camp Bastion. De er klar til at rykke ud i deres Piranha - en stor pansret ambulance - hvis nogen skulle komme til skade. Dagen byder heldigvis kun på høj sol og ømme skydefingre, og deres ekspertise kommer ikke i brug.

Sanitetssektionen er altid med, når eskadronen kører ud af lejren - for en sikkerheds skyld.

Messingklunserne
Et stykke væk fra skydebanen sidder en flok afghanere på hug, mens de venter på, at vi skal blive færdige med at skyde. De vil gerne samle messinghylstrene op, men vi bliver nød til at sende dem væk. Det går ikke at have dem rendende omkring os, mens vi skyder. Slet ikke når det bliver mørkt. Det minder os om, at Afghanistan er et utroligt fattigt land. Og hvorfor vi er her: for at afghanerne kan få et bedre liv i nogenlunde ro og fred.