Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Af Alan Damm
kommandørkaptajn, Bagdad
Mens medierne og forsvarets hjemmesider næsten dagligt har beretninger om danske soldaters indsats flere steder på kloden, er det ikke ofte, at man hører nyt fra en lille, dansk koloni, der til dagligt arbejder i Iraks hovedstad, Bagdad. De er imidlertid et godt eksempel på, at ikke alle kampe i Irak udkæmpes ude i den spidse ende.
Der ligger også en god del kamp i at få en spirende irakisk militærledelse til at opnå et strategisk og et taktisk niveau, så den med tiden kan overtage det fulde ansvar for den nye irakiske demokratiske stat.
Der er i alt 20 danskere fra forsvaret ved Nato Training Mission med halvdelen i Al Rustamiyah og halvdelen i Bagdad centrum. Endvidere bidrager Danmark økonomisk til driften af missionen, ligesom forsvaret gennem Nato Training Mission for nylig har doneret 100 lastvogne til det irakiske forsvar.
Souschef i NTM-I Planlægningsafdeling, kommandørkaptajn Niels Marcussen, orienterer general John Reith, om stabens planlægningsproces.
På besøg for tredje gang
Næstkommanderende for NATO´s styrker i Europa, den britiske general Sir John Reith, besøgte i den forløbne uge Nato Training Mission i Bagdad. Det var tredje gang general Reith besøgte missionen, og han forlod Bagdad med indtrykket af, at missionen efter knap to år i landet er veletableret og har spillet en stor rolle i opbygningen af de irakiske sikkerhedsstyrker.
Men samtidig med det indtryk, at det nu er tid til i samarbejde med de irakiske myndigheder om at videreudvikle NATO´s uddannelses- og mentorvirksomhed, samtidig med at det, der allerede er opnået, bliver fastholdt.
Generalen fik desuden et indtryk af sikkerhedssituationen i Bagdad og de foranstaltninger, som NATO har foretaget for at sikre sit personel. Selv om sikkerheden for den almindelige iraker i Bagdad for tiden er meget dårlig, så arbejder NATO´s personel, herunder det danske i områder, godt beskyttet og med gode betingelser for at udføre deres opgaver.
I den forbindelse er det værd at nævne, at hverken NATO eller de danske soldater deltager i kamphandlinger, men de er bevæbnede og har retten til at forsvare sig selv, missionen og eleverne på NATO´s skoler mod eventuelle angreb.
Fakta om NTM
Nato Training Mission blev etableret i august 2004 efter ønske fra den midlertidige irakiske regering med det formål at gennemføre uddannelse af irakiske officerer, assistere med materielleverancer og teknisk assistence til de irakiske sikkerhedsstyrker. NATO´s assistance skal medvirke til, at Irak udvikler en effektiv, demokratisk ledet og holdbar sikkerhedssektor.
Nato Training Mission har hovedkvarter i Bagdad centrum, hvor det irakiske forsvar med NATO´s hjælp er ved at opbygge en uddannelses- og doktrinkommando samt et militært universitet. I Bagdad arbejder NATO endvidere med rådgivning af nationale kommando- og situationsrum i Det Nationale Sikkerhedsministerium, Indenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.
Nato assisterer der ud over med at opbygge en officersuddannelse og et akademi for officersvidereuddannelser i Al Rustamiyah, som ligger 20 km sydøst for Bagdad Centrum.
General Reith sluttede sit besøg med at gratulere personellet med de resultater, som allerede er opnået, og med det håb, at Nato Training Mission allerede har og fremover vil bane vejen for et langvarigt samarbejde mellem Irak og NATO.