[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hærens Operative Kommando har i dag modtaget en kort artikel fra de indsatte styrker i Musa Qala i Helmand Provinsen.

Af Mads Korsager Nielsen, Musa Qalah

Det er en meget usædvanlig måde at blive vækket på. Af en skudsalve, der flænger luften over lejren. Men ikke desto mindre var det netop den lyd, mange slog øjnene op til den onsdag morgen i Musa Qalah: En fire til fem skud hurtigt efter hinanden. Efter det nogle sekunders stilhed. Så hørte man råbet: "Medic, medic."

Før den morgen havde de danske soldater i Musa Qalah oplevet en rolig dag. Tirsdagen forløb uden de store episoder. Oprørerne plejer at give lyd fra sig i løbet af dagen. Men ingenting skete, og mørket sænkede sig over lejren.

"De har uden tvivl fået sig en over snuden i dag," sagde kaptajnen, der kommunikerer med flyene over radio. Tidligere på dagen angreb amerikanske og engelske fly kendte stillinger i byens udkant.

Med mørket kom også en behagelig temperatur. Nogle af soldaterne mente, solen hev temperaturen op på 50 grader i skyggen, så en kølig aften og nat var velfortjent.

"Jeg svedte slet ikke i nat og sov bare sindssygt godt," fortalte en af sanitetssergenterne om morgenen. Netop sanitetspersonalet fik senere den dag sved på panden.

Dansk soldat såret
"Vi var lige stået op og sad og prøvede at vågne, da vi hørte, de råbte. Så var det bare af sted med sygehjælpertasken på ryggen." Sådan beskriver en af sanitetskonstablerne morgenens bratte opvågnen. For da de fire-fem skud flængede luften over lejren, var der samtidig et af skuddene, der ramte en dansk soldat. Sanitetsfolkene var hurtigt fremme på stedet.

"Alle gjorde, som de skulle og var fokuserede på opgaven. Vi fik ham bragt ned fra vagttårnet og hen på klinikken," fortæller sanitetskonstablen. I lejrens klinik behandlede den danske læge den sårede soldat. Hurtigt fik de stabiliseret patienten og gjort ham klar til helikoptertransport.

"Det gik godt. Det er jo det, jeg kan. Det er det, jeg er her for," fortalte lægen, efter patienten var evakueret med helikopter. Ifølge de tilstedeværende forløb alt i behandlerrummet efter lærebogen.

Beredskabet virker
Da støvet fra helikopteren havde lagt sig og den sårede var godt på vej til et topmoderne felthospital, kunne stilheden igen sænke sig over anlægget i Musa Qalah. Kun afbrudt af jet-hylet fra flyvere, der vogtede rummet over den urolige by.

"Det er selvfølgelig en tragisk oplevelse for alle. Men jeg synes, det er rart at vide, at tingene fungerer, og folk gør, som de skal. Selvfølgelig for os – men ikke mindst for dem derhjemme," sagde eskadronchefen, major Lars Ulslev, der har kommandoen i den danske lejr i Musa Qalah.

Stemningen i lejren efter episoden var selvfølgelig trist. Men humøret steg et par grader, da felthospitalet kunne rapportere, at den danske soldat var stabil og på operationsbordet. Ifølge Hærens Operative Kommando er soldaten nu bragt hjem til Rigshospitalet i Danmark til yderligere behandling.

De danske soldater neutraliserede den fjendtlige styrke.

Det blev en usædvanlig morgen i Musa Qalah. En morgen, de fleste kunne have undværet. Men rutinerne virkede og folk gjorde, som de skulle, da det gjaldt.