Ingen julemand i uniform

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Mads Korsager Nielsen

Som regel blegner smilene. Sådan er det, når den 37-årige major S. B. Rasmussen fortæller, hvordan det han går og laver, egentlig hænger sammen. For CIMIC (civilt-militært samarbejde) er meget andet, end hvad folk tror.

Det er bestemt ikke julemanden i uniform, der uddeler gaver til de fattige lokale. Tværtimod handler det om kynisme og modenhed

Det er en svær verden at manøvrere rundt i. På den ene side brølende kampvogne og soldater, der har alle sanser rettet ind mod den militære kamp.

På den anden side civile, hvis verden er brændt, smadret eller skudt i stumper og stykker. Midt i det hele står major Rasmussen og hans CIMIC-folk.

- CIMIC handler om at identificere netop de projekter, der kan hjælpe missionen nærmere målet, forklarer major Rasmussen.

Ifølge majoren handler det ikke om at bygge legepladser og bore vandbrønde i flæng. Det er snarere et spørgsmål om at holde sig til planen og dosere hjælpen med kirurgisk præcision. Der hvor det nytter mest.

Planen for de nuværende danske CIMIC-folk i Lashkar Gah er at etablere et overblik. Et oversigtskort med alle regionens vigtige personer - fra guvernøren i toppen og ned til den enkelte "landsby-ældste".

- Vores mål er at afdække alt, hvad der er værd at vide om Helmand, således at vores afløserhold har det bedst mulige grundlag for at begynde på den næste dimension. Nemlig at rådgive om, hvordan man får mest ud af hjælpen, forklarer major Rasmussen.

Efter regionen er kortlagt og registreret, vil det næste skridt være samarbejde med de civile nødhjælpsorganisationer, så indsatsen kan blive fordelt bedst muligt. Inden længe sender Udenrigsministeriet også en rådgiver til Lashkar Gah, som sammen med CIMIC skal investere DANIDAs midler, så man får mest for pengene.

Personlige krav
Det kræver noget specielt at blive en god CIMIC-mand. Major Rasmussen har altid stillet store krav til de folk, der skal arbejde i hans CIMIC-enheder.

- Alle mine folk har et civilt speciale. For eksempel har jeg en reklamemand, en mediciner og en statskundskabsstuderende under fanerne. Reklamemanden ved meget om, hvordan man kommunikerer med folk. Medicineren kan hurtigt overskue lægefaglige problemer og så fremdeles.

For major Rasmussen er det vigtigt, at hans folk kan fokusere og ikke lader sig distrahere af nød og elendighed.

CIMIC-delingen i Lashkar Gah består af ni mand fordelt på tre grupper af to mand hver. De resterende tre sorterer i informationerne og administrerer.

- Man bliver nødt til at være kynisk. Have en professionel indstilling til opgaven og huske på, hvad man er her for. Man kan altså ikke redde hele Afghanistan på fire måneder. Man er her for at hjælpe afghanerne med at hjælpe sig selv, siger major Rasmussen.

Det er næsten umuligt at bevare den kyniske facade under hele missionen. Som CIMIC-mand knytter man uundgåeligt venskaber med de lokale. Og på et tidspunkt risikerer enhver CIMIC-mand at blive stillet på en hård prøve:

- Når de lokale f. eks. kommer med deres syge børn, som de vil have os til at hjælpe. Der er det altså svært at fokusere og være kynisk.

Indtil videre har CIMIC-delingen i Lashkar Gah ikke været udsat for den slags. Men den nære kontakt med områdets indbyggere er ifølge major Rasmussen en forudsætning for at lave et godt stykke arbejde.

- Det er en stor belønning, når man mærker at de lokale begynder at stole på en. Så kommer dialogen i gang, og vi får en masse ting at vide. Det kan f. eks. være sladder og rygter om kommende attentater, som måske kan være med til at redde menneskeliv. Dialogen og tilliden er en stor gulerod i det daglige arbejde.

Stille og roligt i Lashkar Gah
For det meste må major Rasmussen skuffe folk, der spørger til hans arbejde. Som CIMIC-mand er det ikke hans arbejde at bruge militærets maskiner og kræfter til at hjælpe nødlidende folk. Men til gengæld kan han være med til at koordinere indsatsen i et område, så både militæret og de civile nødhjælpsorganisationer arbejder i samme retning.

Delingen i Lashkar Gah er begyndt at aflægge besøg ude i byen. Fra køretøjernes panservinduer kan man se primitive, lerklinede huse og støvede gader. Og grøfter og rendestene, der flyder over med affald. Brandstationen passer ind i billedet. Et faldefærdigt halvtag skjuler fire gamle brandbiler for solen.

To af bilerne har stadigvæk stjerner på dørene. Et fjernt minde fra dengang Afghanistan var et land kraftigt inspireret af Sovjet. Siden dengang er der affyret mange skud i gaderne i Lashkar Gah. En af CIMIC-delingens patruljer gik netop til brandstationen.

To CIMIC-folk arbejder på brandstationen i Lashkar Gah. Den unge mand til venstre med solbriller og hjelm er en engelsktalende afghaner, der arbejder som tolk for koalitionens styrker.

Brandfolk klædt i lasede kjortler tog imod de danske soldater. Efter sigende rykker de ud til brande i bare fødder. Endnu. USA har nemlig doneret to brandbiler og en bunke uniformer til byens brandkorps. Endnu et resultat af koordineret CIMIC-arbejde.

For nylig brændte en fabrik i nærheden af koalitionsstyrkernes lejr. Ilden truede med at brede sig til teltene. Derfor opstod behovet for et effektivt, lokalt brandkorps.
 
Et glimrende eksempel på CIMIC-arbejdet. Byen bliver et mere sikkert sted at være. Og koalitionens styrker er uden for brandfare. Et lille skridt nærmere missionen: at Afghanistan bliver et sikkert og trygt sted at bo.