[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Uge 22-23 ved Nationalt Støtte Element(NSE).

Af forvaltningsbefalingsmand, Martin

I disse omgivelser tilbringer vi timer, dage og måneder, mange uden egentlig at påskønne værdien heraf.



Hvem kan undgå at blive inspireret?

Meget smukt kan man sige
om Kosovo især,
der vist ikke finder sin lige
når naturen viser sit værd.  
 
Den 4. juni afvikledes for anden gang den 25 kilometer lange DANCON march, hvor soldater, politi og øvrige udsendte fra mere en 20 lande deltog. NSE blev repræsenteret i selve marchen af Hans Peter og Carsten, hvor Bodil, Marian og Martin assisterede på den administrative side.
 

                
Marchdeltagere samlet på Chr. IV Plads inden afgang



Hans Peter og Carsten holder fanen højt under DANCON-marchen.

Velfærdsgangen, der formentlig er det mest besøgte område i lejren, huser de udadvendte funktioner som præstekontoret, postkontoret, hvor Ulf og Hans Peter arbejder, kontakt- og velfærdskontoret samt regnskabs- og kassekontoret med Bodil, Marian og Martin.

Lokaler til internetcafé og telefonforbindelse findes på samme gang. For at kunne tilbyde velfærd til lejren i rette mængde er det bydende nødvendigt at koordinere ned til mindste detalje, hvilket sker via daglige "klokken ti-møder" omkring det lille grønne bord, der specielt er opstillet til dette formål.



Juntaen afvejer og strukturerer kommende velfærdstilbud

Fødselsdage i NSE fejres naturligvis på behørig vis. Fødselsdagsbarnet "inviteres" til et veldækket morgenbord klokken syv i kantinen, hvor det daglige udvalg er betydeligt udvidet med for eksempel en friskbagt kanelsnegl.

Ved det udvidede morgenbord holdes der en lille tale og gaver overrækkes, snakken går lystigt og med fyldte maver går alle hver til sit. Fødselsdagsbarnet slutter dagen med at give en lille forfriskning i en af messerne, forfriskningen gives i reglen helt uden pres fra kollegaer!!!

Morgenhygge med fødselsdagsbarnet Hans Peter for bordenden

HOLD 15 synliggør sig mere og mere dels ved mails, der viser større interesse for de arbejdsområder der skal overtages, dels med spørgsmål til hverdagen generelt.

Der sendes NSE-tanker til alle familiemedlemmer, venner og kollegaer.