[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Programmet giver mulighed for to hele dage i missionsområdet. Deltagerne vil blive grundigt orienteret om den danske styrkes opgaveløsning, opleve operationsområdet og få lejlighed til at interviewe soldater og militære ledere. Særlige ønsker bliver imødekommet, så vidt det praktisk og sikkerhedsmæssigt kan lade sig gøre.

Den danske styrke i Kosovo består af 363 danske og 70 estiske soldater, der indgår i den fransk ledede Multinational Task Force North.

DANBN ansvarsområde er geografisk placeret ved den etniske skillelinie.

De etniske spændinger mellem serbere og kosovo-albanere risikerer at blusse op under de aktuelle diskussioner om, hvorvidt Kosovo skal være en del af Serbien eller en selvstændig stat. Der blev taget hul på spørgsmålet i 2006, efter at K. Eide-rapporten blev frigivet og Mr. Atasshari udpeget som særlig repræsentant for FN. Efter præsident Rugova's død i januar blev forhandlingerne kortvarigt indstillet, men er påbegyndt igen i Wien og lokalt.

Den internationale styrke har påbegyndt omstilling til en ny struktur med Liason and Monitoring Teams (LMT). Næsten alle tidligere midlertidige lejre er nedlagt, idet den franske bataljon dog fortsat fastholder en beredskabsstyrke tæt ved broen i Mitrovica, og ved Devic-klostret.

Kosovo-styrken løser opgaver i relation til fredsaftalen (Safe and Secure environment). DANBN viser tilstedeværelse ved screening af ansvarsområdet og monitering, mens Kosovo Police Service (KPS) efterhånden er i stand til selv at sørge for sikkerheden for befolkningen i området.

Unge mennesker fra hele Danmark arbejder på at sikre freden i området. Soldaterne kommer primært fra Gardehusarregimentet i Slagelse, Danske Artilleriregiment i Varde og Det Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg. Det er fast personel og personel på såkaldt reaktionsstyrkekontrakt. Mange har kort forinden aftjent deres værnepligt og herefter gennemført reaktionsstyrkeuddannelsen og den missionsorienterede uddannelse.

Praktiske oplysninger.
Flybilletterne indkøbes af Hærens Operative Kommando og betales af deltagerne. Såfremt det med kort varsel af f.eks. sikkerhedsmæssige grunde måtte blive nødvendigt at aflyse pressebesøget, afholder deltagerne selv egne udgifter til flybilletter.
Prisen incl. forsikringer er ca. 6.500,00 kr. 

Indkvartering og forplejning på turen betales af Forsvaret. Indkvartering sker i beboelses-containere, ligesom der er bade- og toiletcontainere til rådighed.

Der kan betales med Euro i de danske lejre samt de fleste steder i Kosovo. VISA card m.fl. kan anvendes i de større forretninger, restauranter og på hoteller.

Nødvendigt beskyttelsesudstyr udleveres ved ankomst til missionsområdet.

Tilmelding til pressebesøget ved Ledelsessekretariatet Hærens Operative Kommando senest mandag den 29. maj. Telefax 99 62 39 84 eller EMAIL hok-presse@mil.dk.
Af tilmeldingen skal fremgå:

  • Personnummer, navn, adresse, E-mail adresse og telefonnummer.
  • Navn, adresse og telefonnummer på nærmeste pårørende.
  • Adresse og telefonnummer på arbejdsplads og betalingsadresse vedrørende flybillet.

Yderligere oplysninger hos undertegnede på 99 62 49 70, lokal 7025.

Med venlig hilsen

Filip Ulrichsen
kaptajn
Presse- og Informationsofficer